Valentinsdag set herfra

How y’all doin?

Det er 14. februar. En fredag. Valentinsdag. En dag hvor blomsterhandlere, og folk med hang til rødlige nuancer kan give den gas. For mig er den 14. februar mest noget, jeg forbinder med en gammel ex’ fødselsdag, og så er det i dag, jeg har valgt at ændre min facebookstatus til single. Det har der lige godt aldrig stået før, selvom jeg ved den gode grød har været det et stykke tid. Men nu er det meldt ud, jeg er åben for forslag. Lidt ligesom at skrive sig på en venteliste. Eller få vendt skiltet i døren, så der i det mindste står, at der er åbent, hvis nogen skulle komme forbi.

Kunsten at sælge

Mens dagen bliver mere og mere mørkegrå (hold dog OP det har været mørkt i dag), udarbejder jeg runder til de to musikquizzer, jeg skal afholde i uge 9. En filmmusikquiz på Lystrup Bibliotek, og så den lange i Egå Forsamlingshus som jeg selv arrangerer. Forleden lavede jeg en runde med musik fra filmmusicals fra 50’erne. Det var en forrygende aften med musik, der knaldede flere nostalgiske knapper ind. Musik mange af os kender, men de færreste selv sætter på.

Jeg elsker at lave quizzerne. Elsker forberedelsesarbejdet. Elsker at afholde dem. Det jeg ikke elsker helt så meget er PR/marketing. Jeg vil helst bare fokusere på selve quizzerne, men hvis jeg ikke er ude og svinge med ‘hey se mig, se mig marketingflaget’, så kommer jeg til at stå alene uden nogen gæster.

Jeg håber, jeg er ved at finde ud af, hvordan det helt nødvendige PR arbejde kan fungere for mig, uden at det får mig til at miste al gejst. Det handler om at finde ind til min egen måde at gøre tingene på. Tage de ting man ved virker helt overordnet, og så blande dem op med én selv.

Jeg lavede en bilsalgstale, og så blev det pludselig ret sjovt at arbejde med marketing.

Valentinsaften når man kan vælge selv

I aften skal jeg se Den Grønne Mil. Bogen havde stået på De Ulæstes Reol i 19 år – ja, jeg tjekkede – før den endelig blev læst i denne uge. Jeg havde glemt, at jeg havde set filmen. Havde en snigende mistanke under læsningen, fordi jeg havde et ret klart billede af, hvordan John Coffey så ud. Og ganske rigtigt. Ham jeg så for mig var Michael Clarke Duncan, som spillede Coffey i filmudgaven.

Jeg har virkelig svedt den film ud, og det er derfor med stor glæde, jeg (gen-) opdager, at aftenens film er med Tom Hanks og David Morse. Sidstnævnte glæder jeg mig virkelig til at se på i tre timer. Og selvfølgelig er Sam Rockwell den totalt afstumpede Wild Bill. Rockwell spiller uberegnelige karakterer så helt vidunderligt foruroligende. Nu hvor jeg skriver om filmen, begynder jeg at glæde mig rigtig meget.

Den Grønne Mil er King, når han er bedst. Han forstår at sætte en stemning, og han er totalt skarp, når han skriver menneskesind:

”En menneskehånd er ligesom et halvtamt dyr som opfører sig ordentligt det meste af tiden, men somme tider stikker det af og kaster sig over det første, det møder.”

– Stephen King, Den Grønne Mil

Musikindslag: Calby.. Wohooo

Og så skal der også lige være tid til bare at høre 2020 playlisten, der allerede er ved at være lidt lang (2020 betyder ikke at musikken er fra i år, det betyder bare, at jeg har (gen-) fundet det i år).

Her usandsynligt fedt dansk musik med bandet Calby. Det HELE er fedt, teksten også

And though half of your dreams are on life support
You just got to ignore
That old devil in your mind
You should put your best face on and head out the door
There’s gotta be more