Under paraplyen
Billedet er overordentligt venligt udlånt af @marie_fra_paradishuset / Instagram
I morges slog dette billede benene væk under mig. Det der fine lille lykkelige menneske. Om to sekunder rækker hun ud efter skattene under paraplyen.
For ikke at tale om et lækkert træ..
Jeg tænkte på himmelhvælvingen og på, hvad jeg ville glædes over under sådan en paraply.
Under paraplyen
over mit åbne ansigt
alle de billeder jeg ikke tog af dig og mig
farvede strimler stof svajende i vinden med gode ord:
håb, glæde, taknemmelighed
og yndlingsordet
kom
og yndlingsordet
ja
ansigter smiler ned til mig, milde, smilende blikke fra de mennesker jeg fik såret hen af vejen på grund af frygt
en glaskugle, mørk med lysende stjerner i
en anden kugle som ved berøring udsender variationer over lyde af vand:
bølger mod sand, rislen over sten i en bæk, lyden af regn
et lille filmlærred, der viser billeder, når det berøres:
en tungt løbende brun bjørn, en kredsende ørn
min lille søn, der for første gang sætter sig op på en tohjulet cykel og cykler, som om det ikke er noget
datteren leende, speedsnakkende, løbende mod mig
på en af pindene sidder en solsort og synger sine sange
når jeg lukker øjnene under paraplyen spiller den en melodi
jeg lukker øjnene
en ny hver gang
og igen
Hvad ville der hænge under din?