Umodig

I dag kører jeg atter mod vand for at finde ro. Sætter mig på en bænk for enden af stien gennem Mindelunden. Udsigt over småbølger, Studstrupværket og en næsten menneskefri strand. Her dufter af varm, tør sandet jord under sivene, lidt af tang. Luften jeg indånder med tilbagelagt nakke er fuld af vand.

Jeg skal skrive ordbogsopslag om ordet ‘modig’, ja jeg skal så, det har jeg nemlig besluttet, og jeg skriver løs og mangler ikke idéer. Og så går jeg alligevel i stå.

Jeg er en bedrager, der skriver om mod for at prøve at skrive det stærkere i mig selv. Jeg har været modig i mit liv før, men nu orker jeg ikke adrenalinen, orker ikke kvalmen eller alle de dybe indåndinger der skal til, og Amygdala har aldrig været så led som nu. Den kampsprøjter alt det, der kan gå galt og gøre ondt, og hvor latterlig jeg i det hele taget er, ud over mig. Jeg føler mig magtesløs over for min egen hjerne og den frygt, den er ved at puste til noget nær et kontinentfortærende kæmpebål.

Ved du, at mennesket holder op med at føle frygt, hvis Amygdala fjernes? Det var måske noget? Nogen der er med på en fællestur til privathospital? Måske i en verdensdel med lidt lempelige regler i forhold til indgreb. Ferie med praktisk fokus?

Hånden med kuglepennen ligger stille på notesbogen i mit skød, og jeg falder i søvn siddende.

Hvad nytter det egentlig at kende sine psykologiske afværgemekanismer, når de bare aktiverer sig selv alligevel?

Alt det du ikke kan sige

Det er som at skrive dansk stil om din sommerferie. Du er lige fyldt 13, og I har været i Jugoslavien (som det altså staves på det tidspunkt). Fordi din far skal se på fugle, ender familien altid på campingpladser helt vildt langt ude i den der natur. Campingpladser som ingen andre kan finde. Du er stadig for ung til at sætte pris på ro. Det er ikke fordi, du vil noget særligt, men derfor kunne du alligevel godt have tænkt dig noget at kigge på.

Du har ikke lyst til at skrive om den dreng, der bliver ved med at sprøjte vand på dig i campingpladsens udgave af en swimmingpool: havnebassinet af beton fra 2. verdenskrig. For han manglede flere tænder, og du ved ikke, hvordan du skal håndtere, at det kunne du ikke håndtere. Hverken de vandplaskende tilnærmelser eller de sorte huller i hans mund. Du vælger at skrive, hvor mange Porscher din bror og dig får talt i timerne på den tyske Autobahn fra bagsædet af jeres gule Kadett. Måske vælger du også at fortælle om at løbe tør for benzin på en smal bjergvej i Italien med et par amatørforældre, der knap kan tale engelsk og endnu mindre tysk.

Når modige mennesker fostrer et kvartalsskvat

Mine forældre er modige mennesker. De er mønsterbrydere, der følger deres egne veje og lever fulde og hele liv. De har på ingen måde sat så lav en standard for mod, som jeg med jævne mellemrum fremviser. Jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg har det fra. Jeg tænker det måske bare ér sådan, når ens spidskompetencer er noget så brugbart som følsomhed kombineret med en veltunet fantasi.

Jeg er ikke engang et sted, hvor jeg har lyst til at høre om, hvordan man overkommer sin frygt lige nok til at foretage en modig handling. Jeg er mere der, hvor jeg bare gerne vil høre, hvordan man så overlever at måtte erkende, at man er en wuss?

Okay, jeg er faktisk åben for idéer. Erfaringer modtages. Både i forhold til at overvinde sig selv og om hvordan man lærer at favne sin wussness helt og erkende, at én i familien skal jo være den, der går i sort.