Udfordring accepteret: (kort) sur smøre

Min kollega udfordrede mig i dag til at skrive det sure. Jeg var sur. Går ud fra hun tænkte at vores fælles lørdagsvagt måske ville blive federe for hende, hvis jeg kom af med det, der ærgrede mig. Jeg skriver sjældent surt. Jeg prøver virkelig at få et grin igennem med de fleste. Eller i det mindste at gøre mit for at holde os alle sammen nogenlunde i ro. Men fra tid til anden skal man vel sagtens ud med det, så udfordring hermed accepteret.

Så til dig i Risskov i dag, i den store fede Mercedes, du holdt og blinkede for at komme ind på parkeringspladsen ved Fakta, men ville have mig ud først og dermed byggede en kø sig op bag dig = en potentielt farlig situation, fordi vi andre havde svært ved at gennemskue, hvad du havde gang i:

SÅ STOR ER DIN BIL HELLER IKKE. FLYT RØVEN FRA VEJEN, SÅ VI ANDRE KAN KOMME VIDERE. VI HAR REGLER MAND, DU BEDES STIKKE PIBEN IND OG FØLGE DEM I STEDET FOR AT LAVE DINE EGNE.

Og ellers… så skal jeg sgu nok smække den Mercedes ind på parkeringspladsen, så kan du køre min Picanto. Den kan komme ind alle steder.

(aaaah det hjalp allerede)

Nu tænker jeg på den mail jeg fik i dag fra en låner, som jeg havde forsøgt at hjælpe. Selvom jeg havde skrevet til hende, at jeg ikke kunne opfylde hendes sommerferieønske alligevel, skrev hun den sødeste tak for hjælpen.

Eller hende bag kassen i Fakta, der troede jeg var en anden, der var veninde med Katrine og så blev hun flov, og jeg spurgte om Katrine, som jeg så ikke er veninde med, er sød, og ja, Katrine er sød, og det er hende du ligner også, siger Fakta-pigen, ligesom dig, du ser sød ud.

Og John der altid kommer ind på biblioteket og er så ægte, at jeg tydeligt kan mærke, når jeg ikke er. Og så retter jeg op..

Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg er sur…

[…]

Chili’en er sat over og bobler nu ind til noget der forhåbentligt bliver stærkt. Jeg er børnefri i denne og næste uge. Går på arbejde og kommer hjem og er alene. Og det er okay. Der er noget jeg skal have styr på. Har prøvet at slippe uden om et stykke tid ved at lade som om alene er farligt og har sørget for ikke at have ro til at mærke efter.. well..

Lige som ovennævnte forsøg ud i at skrive det sure ud først udvider sig og så trækker sig sammen til noget andet, synes livet helt overordnet at opføre sig sådan.

Udvidelse – Sammentrækning – Udvidelse – Sammentrækning

Jeg har haft en udvidelsesperiode, hvor jeg har gjort ting, jeg ikke er vant til og det fortsætter, bare i lukket forum på hjemmefronten.

Forleden begyndte jeg at hive bøger ned fra min reol. Jeg sorterede dem efter, om bogen gør mig glad eller har en form for betydning. Endte med at aflevere næsten halvdelen i vores lokale genbrugs. Alle der har levet en god del af deres liv gennem ord ved, hvad det betyder. Det er faktisk ikke noget man gør for sjov.

Det var ikke smertefuldt, så var jeg stoppet. Det er bare nødvendigt.

Der er en tid til at bygge op og en tid til at rydde op.

Og i dag, alene, bliver jeg klar over, at jeg har prøvet at kontrollere ting igen. Prøvet at bestemme hvad jeg må føle. Prøvet at forstå hvad der foregår i andre mennesker, i stedet for at mærke efter hvornår nok er nok – i mig.

Og så har jeg genfundet Grand Avenues The Outside, som sådan set sum’s it up nicely 🙂

(Visited 18 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.