Tale til min bil
Du gør mig glad. Jeg er så taknemmelig for at du er min. At du altid er i nærheden og klar. Til at tage mig hvorhen min fantasi vil og tiden giver plads til.
Vi er begge mærket af det liv jeg lever. Det er muligt, at der er en vis sundhedsrisiko ved at stige ind i dig. Men for den der ikke er bange, er der plads, hvis man lige børster sædet fri for cd’er, børnesæder, krummer og diverse reklamefoldere for vand-, dyre-, legelande, som ungerne hamstrer uhæmmet.
Siden du kom ind i mit liv er det blevet nemmere at være mig. Det gør ikke længere så meget at jeg glemmer ting, for så tager vi bare en tur til. Du får mig til at tænke i muligheder i stedet for forhindringer.
Jeg elsker lyden og fornemmelsen af at køre over hullerne i gruset, når vi kører til vandet, så jeg lige kan mærke vinden og smage på lugten af tang, inden pligterne fylder dagen op. Du afventer tålmodigt, at jeg bliver færdig med at iagttage mågerne holde dansende stand mod vinden. Smile mod roerne der skifter plads langt ude, mens jeg står og føler med, koncentreret, forestiller mig hvordan træet vipper under fødderne.
Jeg higer efter at køre mod kysten på den anden side af bugten. Bare for at prøve at stå derovre og se tilbage mod hvor jeg står nu.
Når vi kører af landeveje mod blå, grå, lyserøde, måneoplyste, regnrudeglimtende himle. Mulighederne. Tanken alene om at køre videre, at dreje til venstre i stedet for til højre. Køre ud og køre væk indtil jeg ikke længere gider og trænger til at komme hjem igen.
Du hjælper mig til at blive, fordi du sikrer, at jeg altid kan komme væk.
Du holder derude som en reminder og et løfte.
Du løfter min sjæl.
Tak.
