Tal til mig, jeg er så træt af at kæmpe alene

I weekenden lavede jeg halvårsplan eller udkast til halvårsplan for selvstændig biks og blev så overvældet over, hvor meget jeg har lyst til det her, at jeg endte med at blive bange, og så blev jeg trist. Al den planlægning og håb. Uforudsigelige op- og nedture. En uvis arbejdsmængde der, hvis mit liv fortsætter, som det er gået frem til nu, vil være en blanding af overload og ret stille perioder. Tvivl om egen rygrad. Totalt overvældet af al den egenhed jeg bliver ved med at udvise. Nu vil jeg så også være selvstændig iværksætter? Som om der ikke er nok af krav om selvstændighed til højre og venstre som enlig forælder?

Jeg skrev en lang længselsfuld tekst om, hvad jeg gerne ville have en anden gad sige til mig, og på den måde endte jeg med at sige det til mig selv.

Fortæl mig

at alt bliver godt. Måske ikke lige med det samme, og måske bliver alt heller ikke lige godt. Men i længden, i det lange løb.. NOGET kommer til at fungere helt vildt godt. Også bedre end jeg kan forestille mig lige nu.

Kærlighed er aldrig spildt. Et eller andet ændrer det. Det kan slet ikke undgås, at der bliver lyst lidt op i et ellers tungt, stædigt mørke med alt det lys, jeg har kastet om mig. Men man kan ikke smelte en frossen sjæl udefra. Det kræver mere end at en enkelt tror. Det kræver to. Hvis det kun er mig, der tror på magi, er det en bakke uden ende. Det ved jeg nu. Men kærlighed er aldrig spildt. Det ved jeg også nu.

Fortæl mig

at jeg kan klare lidt mere uvished, sig én gang til at rejsen i sig selv er målet, målet er ikke – som vi opdrages til at tro – endestationen, og denne gang vil jeg måske undlade at fnyse.

Fortæl mig at der vil være penge nok. Glæde nok.

Forsikre mig om, at fordi jeg vil ting, ingen andre kan se meningen i, betyder det ikke, disse andre ser klarere. De ser bare noget andet. Sig til mig med al den omsorg du kan mønstre, at jeg er nødt til favne, igen og igen, at min vej er en anden, og det er okay.

Gentag at jeg har styrken. Lad mig høre dig messe ’du er stærk, du er ren vilje, du har den nødvendige rygrad’. For jeg har ikke noget valg.

Fortæl mig om skytsengle, totemdyr og lysvæsener, der altid er her. Fortæl mig at det hører med til troen at ville den, ikke bare når tingene flasker sig, men især når jeg føler mig svag, overvældet og tænker, at jeg måske har misforstået sådan cirka det hele.

Fortæl mig

at der er en grund til, at vi er født i et land med sæsoner. Ting spirer og gror og vokser ud i blomster og grønt og fugle laver nye fugle også selvom der findes skader, der slår fugle ihjel før deres vinger kan bære dem i flugt. Blade brunes, rødmer, lyser orange mod fliser og græs. Alt lukker ned og det er tid til at vurdere, tid til at evaluere, for om lidt skal der sås igen, for det vil være en skam at al den sol og forårsregnen ikke bliver udnyttet.

Fortæl mig

at livet skal vandes, og at det svarer lidt til at stå på haveslangen, hver gang jeg lader mørkets tanker få for megen plads.

Fortæl mig

igen, at det aldrig er forkert at elske dem, vi elsker. Og det er heller ikke dumt. Det er bare.

Fortæl mig, at selvom du ikke kan samle mig, når jeg går i stykker, det er ikke dit job, de ved vi begge to, det er mit, så står du klar på sidelinjen. Klar til at vaske tårer, sved og blod af mit ansigt og duppe skrammerne forsigtigt med en klud. Fortæl mig at du ved, jeg vil gøre det samme for dig.

Fortæl mig du er ked af, jeg har måttet vente så længe på dig. Fortæl mig at selvfølgelig findes magi. For du har drømt mig, som jeg har drømt dig. Fortæl mig at lige om lidt behøver jeg ikke længere opfinde dig.