Taknemmelighedsdagbog marts 19
Normalt består indførsler i min taknemmelighedsdagbog af korte sætninger, der omhandler et eller andet fra den pågældende dag. Men her på bloggen kan jeg gakke ud over større områder. Det gør jeg så.
Vil du byde ind med tre ting, du er taknemmelig for? Kommentarfeltet i bunden af dette indlæg står til din rådighed. Det vil glæde mig, hvis vi i fællesskab inspirerer hinanden til nye ting at være taknemmelige for.
Det er en vidunderlig solskinnet dag i slutningen af marts. Sol og forår og fuglekvidder er noget af det, jeg er taknemmelig for, derudover:
Latter
Jeg surfer efter illustration til et gammelt blogindlæg og ender på en hjemmeside, hvor firmaet hedder Dild & Mand IVS. Det griner jeg måske lovlig længe af.
*
Komikeren Jeff Allen:
I believe teenagers are Gods revenge on mankind, I really do. I think one day the good lord was looking down over his creation and said ‘Let’s see how the like it to create someone in their own image, who deny their excistence’
↓↓
Jeg har leget redaktør på en ordbog over ordforklaringer på computergenerede sammensatte ord hos Godt ord igen.
Arbejdet bestod hovedsageligt i at læse en masse nye ordforklaringer og vurdere hvilke ord, der skulle med i en fysisk bog. Det gav nogle gode grin. Bogen er helt oplagt til mandelgave eller vært(inde)gave.

Uddrag fra bogen:
Facitbetænkelighed Følelse af uro i forbindelse med budgettering
Frydneutral En god vinder
Millimeteralmægtig Følelsen af at have stor indflydelse på ligegyldige beslutninger
Pepnedbrudt Når man simpelthen ikke kan tåle at høre mere konsulentsprog for i dag
Kvinderne i mit liv
Annette tager initiativ til roadtrip til Hammel. Biblioteket har en udstilling af forfatter Zenia Johnsens tegninger, og så har Hammel desuden tre genbrugser. Ud over at komme på ideen og stå for transporten, har Annette medbragt kaffe på termokande, hjemmebagte boller og skiveost. Det er en meget god dag.
Jeg finder en brugt halskæde, som jeg mere eller mindre har haft på siden. Min datter på elleve er ikke imponeret over min ‘majshalskæde’, men det gjorde mig bare endnu mere glad for den, at hun har ret – det ligner majs.

Musikken
Der er sange, der kan sætte en drømmestemning i fuldt dagslys. Sådan har jeg det med Agnes Obels Familiar. Giv den et lyt <3
Hvad er du taknemmelig for. Lige nu? Måske er det nemt nok. Måske ikke. Jo sværere det er for dig at finde ting, du er taknemmelig for, des mere påtrængende er det, at du finder nogen. Det er bare sådan det er.
Og btw så er jeg også taknemmelig for dig, der læser med. Tak :*
Jeg er taknemmelig for musik i bilen, når jeg skal køre langt.
Jeg er taknemmelig over at jeg har lært at svømme, så jeg kan glide igennem vandet og kun tænke på at tælle baner. Det er meditation for mig.
Jeg er taknemmelig for de mennesker i mit liv, der konstant samler mig op i nedgangstider. Med humor, kaffe, gyldne ord, varme blikke eller et hej.
Tak for ordene Susanne, jeg er helt med dig her. Kan ikke rigtig svømme, men sådan som du beskriver det, tænker jeg, at det må jeg lære. Eventuelt når jeg er 80 og min krop ikke er så frisk på andre typer motion 😉
Jeg er taknemmelig for, at jeg i dag kom i gang med den tekst, som jeg har udskudt i fire dag af den simple grund, at den jo skal være god. Rigtig god. Og der er hjernen jo en lurendrejer, der kan gøre mange krumspring for at føre en ud i andre aktiviteter eller ikke-aktiviteter for den sags skyld. Men he he, jeg snød hjernen tilbage ved at aftale med den, at jeg skulle skrive en ikke-god tekst. Og så er man ligesom i gang. Så sådan kan taknemmelighed og den finurlige hjerne også gå i spænd ?
Tak for beskeden, Naida, det er simpelthen for sjovt, at du bevidst snyder din hjerne 😀 – Do what you have to do, ikke også 🙂
Jeg er taknemmelig for at føle mig elsker. Det er bestemt ikke en selvfølgelighed.
Jeg er taknemmelig for at jeg har lært at ændre vaner og tankemønstre. Det er godtnok ikke nemt, men bare at det kan lade sig gøre er vidunderligt.
Og så er jeg SÅ taknemmelig for at kunne stirre på himmel og hav i fred og ro og mærke at det er ok bare at være.
Det er jo også til at blive helt varm indeni over :*. Tak Sara