Taknemmelighedsdagbog februar ’21
Februar bider meget udansk i fingerspidserne efter forbløffende kort tid udenfor. Jeg kan overhovedet ikke lide at fryse, men jeg kan helt sikkert mærke, jeg er i live. Som andre vandrende kigger jeg nu flere gange dagligt på temperaturen. Øjnene søger tallet ud fra ‘føles som’. Jeg er pt meget, meget taknemmelig for min vindtætte inderjakke.
Nogle dage er det svært med taknemmeligheden. Nogle gange er det svært i uger. Når det er slemt, har vi glemt at se efter lyset i månedsvis. I gode stunder gør vi det automatisk. Ser lys. Resten af tiden er det noget, der skal arbejdes på.
Der er lys hos mig. Jeg laver lys med min datter, når vi lægger puslespil. Og Netto har smukke roser.
I sensommeren begyndte jeg at lede efter et nyt hjem til os, og universet har leveret. Midt i april flytter vi fra moderne, hvidt, firkantet betonbyggeri til 1700 tals bindingsværk med egen have. Jeg er så klar, som man bliver. Ikke flere forår, hvor jeg piber over ikke at have plads til at plante noget ud. Bare et eller andet. Plante noget grønt, der bliver til farver ud over det hele. Jeg glæder mig til at at strege den på mangellisten.
Afskeden med naboens mark er allerede i gang. Jeg takker for smukke himle, dyrelivet og den måde de skiftende afgrøder har illustreret årstiderne på fineste vis. I dag har jeg set ræven løbe på tværs to gange. Med barnlig glæde har jeg sparket til gennemfrosne jordknolde, der ikke gav sig en millimeter. Naboens mark har gjort mine dage bedre, og det er jeg dybt taknemmelig for. Om lidt er det tid til en anden mark.
Om ikke så længe er det slut med rode med ordene i min kommende roman. Så står det, som det står. Den åbenhed jeg er blevet mødt med i forbindelse med, at jeg har skrevet en bog og i forhold til den crowdfunding, der gør det muligt, har været uventet. Der er rigtigt mange, der giver et skulderklap, lige spørger ind, viser interesse for mig og mit projekt. At skrive er jo ellers er enormt solopræget. Opbakningen betyder meget mere, end jeg havde forudset.
Processen med at gøre en bog færdig er rig på mulighed for at lære, og jeg er enormt heldig med de mennesker, som hjælper til med deres respektive skills, så jeg kan være tryg udi status som absolut nybegynder.
Og endelig er jeg evig taknemmelig for musikken. Musikken som har boet med mig i beton, træhus, mursten, under teltdug. Nu skal vi snart synge alle numre forfra mellem århundreder gamle mure. Dagens nummer er Are We Too Late med Tom Leeb. Giv den et lyt, hvis du ikke går af vejen for en god popsang med akustisk guitar og lidt klaver. Den er så fin <3
