Taknemmelighedsdagbog 20 maj 20

Det er sådan en dejlig dag her. Universet har givet svar på et ret nervøst spørgsmål, naturen har været varm, velduftende og overdådig, og henne i køkkenet venter flødeboller fra Frellsens på, jeg bliver færdig med at skrive, hvad det er, jeg er så glad for.

Når solen er cirka en underarm fra bondens tag, laver jeg en kop kaffe og går ud mellem træerne. I dag er jorden tørret godt igennem af en vidunderlig majsol, så jeg beslutter at sætte mig og lave en stor flad plet i græsset, mens jeg glor ud over marken. Ejeren har slået græsset på marken i en bræmme på 1½ meter langs hele kanten i dag. Er der mon nogen, der kan forklare mig, hvorfor man gør det?

Eftersom jeg har besluttet at selvudgive romanen ‘Lysere dage’, er der jo andre ting, jeg ikke har fokus på. Jeg ved ikke med dig, men det er ret klassisk, at når jeg beslutter at gå efter det, jeg allerhelst vil, så begynder tvivlen at hamre løs i mit hoved. Ikke tvivlen på det jeg ønsker mig, det kan jeg sådan set fint mærke, men alle de ting, der kan gå galt og a shitload af ‘burde-du-ikke-hellere..?’. Så mandag sagde jeg til universet, at det her jo ikke ligefrem giver brød på bordet, så jeg havde brug for et ordentligt sygt tegn på, at jeg er på rette vej. I morges fik jeg svar via en forespørgsel på messenger.

Om et par uger skal jeg interviewes til Aarhus Stiftsstidende om at gå selv med sin bog. Da jeg hverken er kendt fra TV, YouTube eller har en gigantisk omgangskreds proppet med kendisser, der kan promote mig, skal jeg virkelig gøre mig umage med at få omtale til den udgivelse. Ellers drukner den. Sådan er det bare. Der udgives rigtigt mange bøger, og der kun så meget opmærksomhed til deling. Det er en kæmpe gave at blive spurgt, så jeg starter min dag med at sige ja tak. Til journalisten der spurgte og til universet.

Duften af (ret meget) nyslået græs er vidunderlig, skyerne har noget andet, de skal passe i dag, så solen er fri til at varme igennem. Himlen er så fint lyseblå. Jeg kan se Egå Mølle og tænker på, om jeg skal holde bogreception i den i stedet for en af byens caféer. Måske gør jeg det bare unødvendig besværligt for mig selv, det ville ikke være første gang, men den mølle er krøbet under huden på mig.

Lærken synger igennem, og mens jeg lytter, er blikket fæstnet på tårnfalken, der er ude efter en aftensnack, sikkert til sultne unger. Den voldsomme fugletrafik begynder at more mig. Jeg hører en dues vinger flapre, før jeg kan se den. Den flyver et par gange rundt i en bølgende ring ovre ved bondens træer. Fuldstændig som en gammeldags karrusel. En krage kommer flyvende i lige linje over mod mine træer, hvor den forsvinder, for så at dukke op igen nogle minutter senere. Den flyver præcis samme rute tilbage. Lige ud, ingen svinkeærinder, ingen fjollerier. Jeg er bange for, mit sind ligger tættere på den fjollede due. I de nederste grene af træerne, hopper en musvit rundt og samler insekter. Den er så tæt på, og jeg er så lykkelig.

Jeg føler mig så helt afsindigt heldig. At have en mark (låner, jow jow) at se ud over. Sol, fugle og brombasse. Jeg er totalt tilpas i mig selv, da naturen udløser bonus. To hjorte løber i voldsom fart over marken. Det er helt tydeligt en jagt, men da jeg ikke kan afgøre kønnet på den forreste, ved jeg ikke hvilken slags jagt, vi taler om. Men jeg ved, jeg er heldig. Heldig med marken. Heldig med at jeg har tid til at sidde her. Heldig med at jeg har et sind, der godt nok kan tage nogle ture ind i mørket, men måske netop også derfor har evnen til at knalde helt ud i lykke over et par fugle og noget græs.