J.K. Rowling åbner en dør inden i mig med den første bog om troldmandslærlingen Harry Potter. Alt er større bag den dør. Urimelighederne. Mulighederne. Det vi tror, er hele verden, er bare en lille del af noget større, som måske ikke kan ses med det blotte øje, men det er der alligevel. Det er nu ti år siden, jeg læser sagaen om Harry til ende med følelsen af tab. Jeg føler mig efterladt. I en grå og frygteligt verdslig verden. Og så tuder jeg.
En voksen dame ja men
Det er som at lukke døren til magien, og nu har jeg jo lige fundet den.
Det er svært at lede efter noget, man ikke engang ved eksisterer. Efter noget man ikke kan se. Men jeg har altid søgt alligevel.
Jeg kan godt lide tanken om, at der er nogen eller noget der passer på os. Jeg har brug for at tro på noget større. Noget der lyser og glimter og ikke ligger under for husleje og omstillingsparathed og skiftende politiske interesser og egoflimmer. Noget der bare er godt. Vedvarende. Kærligt.
Og så er det jo at det måske nok begynder at blive lidt langhåret for nogen, men når det virker for mig, virker det måske også for en anden derude:
Jeg beslutter, at jeg har en bjørn. Eller måske beslutter bjørnen det, det er ikke til at sige. Bjørnen er mit kraftdyr. Lidt ligesom nogle mennesker taler om, at vi har skytsengle, så findes der også kraftdyr, der fungerer som en slags beskyttere eller vejledere.
Det er ikke fordi bjørnen går og giver mig råd vel, det er en bjørn, den SIGER ikke meget. Men ved at være til stede som bjørn: luntende, nysgerrig, rolig og tung, til tider legesyg, ofte ret døsig, giver dens selskab mig noget jeg mangler. Ro og jordforbindelse.
Jeg finder bjørnen, eller den finder mig, i en meditation. Lige da jeg bliver alene, er det som den slags er. Der er en tom plads i mig, og jeg er urolig for, hvad jeg mon kan finde på at fylde den plads ud med, hvis jeg ikke passer rigtig meget på, så jeg tvinger mig selv til at meditere. Det går ikke altid lige godt med det. Faktisk får jeg sovet en hel del, når jeg har sat mig for at meditere.
Denne gang virker det. Det føles som at blanke sit hoved. Tanker, væk. Følelser, væk. I den tilstand vælger jeg så at placere mig selv på en strand i en bugt. Temperaturen passer til min påklædning, vandet er roligt, sandet blødt. Et godt stykke foran mig trisser en bjørn rundt og leder efter spændende ting med snuden i sandet.
I det øjeblik jeg ser den, ved jeg, den hører til hos mig.
Den har været i min nærhed lige siden.
Jeg er ligeglad med, om det er noget jeg finder på. Fuldstændig totalt inderligt ligeglad. Det er irrelevant. Jeg har fået den mest trofaste følgesvend, som altid er der, når jeg har brug for det. Hvad den ellers laver aner jeg ikke. Den bliver ikke ligefrem liggende som en trofast hund i spænd under bordet, mens jeg er optaget af at finde min vej i det her jordiske liv. Jeg føler mig helt og aldeles accepteret og tryg. Bjørne går ikke rundt og dømmer nogen, det eneste denne bjørn skal er at passe på mig, og det føles luksuriøst og ganske fantastisk.
I perioder glemmer jeg magien. Jeg glemmer at puste til støvet, som konstant lægger sig som en fedtet hinde over os, når vi bliver for optaget af det praktiske: arbejde, rengøring, transport, madpakker, penge, kroppe. Når jeg kommer i tanke om magien igen udvides verden øjeblikkeligt.
Jeg anerkender at ’skør’ ligger lige for, når man som voksen vælger at have en usynlig ven, som oven i købet er en bjørn.
Men skader det nogen at jeg har fået en bjørn?
Gør det mig godt?
Så jeg har en bjørn.
Den gider ikke engang kigge på mig nu. Den er inderligt ligeglad med blogindlæg og afsløringer.
Den vidste præcis, hvad den gik ind til.
Kunstner: Elin Engelsen → Se flere billeder hos hende på FB
