Pia Christina

Redaktionel advarsel. Der vil forekomme ukvemsord og kontant tale i dette indlæg. Pia is in the house.

Da jeg stopper på biblioteket, holder en ven og kollega tale for mig. De bedste taler får folk til at føle sig set, og Annette rammer plet i en grad, så jeg tuder.

Hun lægger ud med at omdøbe mig. Hun syntes ikke rigtigt Christina er dækkende for, hvem jeg er. Så jeg bliver til ’Pia Christina, den intellektuelle motorbølle fra Fredericia. Den følsomme fantast fra den jernhårde provinsby..’ (godt formuleret btw hva?)

Da Annette afslører den del af mig, hun har døbt Pia, er det lige pludselig så dejligt at være mig, at der ikke kan være nogen tvivl om, at Pia skal have noget mere plads fremover.

Jeg har arbejdet på at integrere hende lige siden.

Vi har alle sammen sider, vi glad og gerne viser frem. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad vi gerne vil kendes for, men der er visse egenskaber, hovedparten af os er enige om er positive: humor, venlighed, evne til at få andre til at føle sig godt tilpas fx.

Derudover har vi nogle sider, som vi er mere eller mindre bevidste om, at vi undertrykker. Nogen gange kan det være til vores alle sammens fælles bedste, at vi lægger låg på.

Christina går fx ind for, at vi må kunne tale os til rette om tingene.

Pia synes voldtægtsmænd skal kastreres. Uden bedøvelse. Med en ske.

Christina synes helt ærligt, at folk har ret til deres holdninger og ser gerne, at alle udtaler sig behersket og med blik for, at vi alle skal kunne være her.

Pia synes, alle der prædiker sandheder; det være sig grøn livsstil / hvilken religion der er den eneste rigtige / er hudfarveudfordrede / ultraliberale eller som ikke kan fatte alvoren i #metoo og at kvinder kun først lige er begyndt at forsvare sig, skal klappe kaje [her anfører en meget intenst stirrende Pia, at hun IKKE sagde ’klappe kaje’, hun sagde ’lukke røven’, og at Christina skal beslutte sig for om alle virkelig skal kunne være her eller ej, eller om det kun gælder, når hun har været inde over og glatte ud og modificere… Christina kan desuden også lukke røven].

Vi er enige om at biler er noget af det bedste, dog af lidt forskellige årsager:

Christina kan godt lide biler med lækkert design.

Pia synes en bil er lækker, når der er seriøs wroooomeffekt og føler decideret antipati mod folk, der ejer den slags biler og ikke kan finde ud af at komme hurtigt af sted, når pæren bag grønne ruder tændes.

Ingen af os opsøger ligefrem konflikter, men Pia forsøger heller ikke undgå dem.

Måske har Christina fået så meget plads, fordi jeg blev født i en kvindekrop i krebsens tegn. Den del af mig der insisterer på fællesskab, kærlighed, venlighed og empati matcher samfundets sådan helt skrevet-i-sten-agtige forventninger til hvordan en kvinde er.

Jeg indrømmer blankt, at det jo også har været det nemmeste. At være likeable.

Eller pleaser, hoster Pia.

Ærligt, jeg har gået og gemt en del af mig, der er rendyrket trucker. Jeg lufter hende kun i så små doser, at de fleste kan sluge dem uden problemer, fordi det kan karakteriseres som ’quirky’.

Forleden blev jeg spurgt, om der ikke var noget, der kunne gøre mig sur. Jeg gled af. Og så tænkte jeg. Det var ikke nødvendigt at tænke over ’om’, men over hvor ofte jeg bider det i mig. Og hvorfor. Jeg bliver da skide sur. Jeg kan blive meget, meget vred.

Christina har virkelig siddet meget vrøvl overhørigt. Hun har ædle idealer om at man ikke slår på nogen, der er mindre eller dummere end én selv (de sidste slår man ikke med ord). Christina bliver så skide trist, når hun ikke altid kan leve op til idealerne.

Pia er langt mere pragmatisk og mener, at hvis en hysterisk hund går efter dig og ikke anerkender størrelsesforholdet, så må den føle det størrelsesforhold på den hårde måde.

Christina mener folk skal have en chance.

Det gider Pia ikke engang svare på.

Så jeg er ved at integrere Pia, som jo bare er en del af mig. Men det er en balancegang, for jeg er ikke trænet i at bruge hende bevidst. Det førte blandt andet til et flovt optrin før jul, hvor jeg overreagerede totalt.

Men det er sådan det er, når man er ved at lære. Så tramper man rundt i spinaten og kan komme til at svine de nærtstående til.

Det er sikkert sådan noget, der engang har fået mig til at bure hende inde.

Jeg er kommet til at såre nogen, jeg ikke ønskede at såre, ved at være – vil jeg gætte på – for aggressiv. Eller også mødte jeg én, hvis aggressivitet totalt tværede min, og så blev jeg bange. Måske.

‘Hvorfor’ i datid er irrelevant, ikke? Det er ‘hvorfor ikke’ i nuet, der gælder.

Men det er sådan, at nogle af de sider vi dømmer ude i os selv, måske er nødvendige i bestemte sammenhænge. Pia er ikke rigtigt bange for noget, eller jow, at få røven i seriøs klemme, men hun går ikke og udskyder og retter ind fordi ’hvad nu hvis’.

I sommers stopper jeg på mit arbejde, fordi det ikke længere gør mig glad. Og det finder jeg deprimerende. Det er jo så meningen, at jeg skal finde ud af, hvad der så skal ind i stedet.

I efteråret 2018 er jeg imidlertid et sted i mit liv, hvor 80% af det jeg har lyst til, tør jeg ikke gå efter.

Hvis liv lever jeg så?

Pia har lovet at hjælpe. Eller hun har informeret mig om, at nu hvor hun er her, hvor hun hele tiden burde have være, skal hun nok sparke den her røv ud over stepperne.

Kaleo – No good (truckers choice <3)

The right time – is always now

Det er svært at starte dette indlæg om i lørdags. I lørdags hvor jeg for første gang læste egen tekst op foran et publikum (familieomgivelser undtaget..). Det blev til en til lejligheden skrevet takketale.

Inden jeg tog af sted, havde jeg tænkt på om denne blog, mig på en scene, ja det hele, også bare er for meget mig. Mig, mig, mig. Mig ud over det hele. Den tanke får jeg fra tid til anden. Sjovt nok altid lige når jeg har det sjovest.

Men jeg springer på hovedet i og opsummerer:

Lørdag havde vi Pop-Up festival i Hjortshøj. Det er en afslappet samling happenings som byens folk arrangerer og selv står for. En blanding af musik, workshops, leg og fortællinger. Jeg deltog i Pop-Up Originale som foregik i en jurt, håndlavet af en af Hjortshøjs indbyggere.

Man bliver helt rolig indeni, når man træder ind i det runde telt. 60 publikummer var klar og lyttede og deltog med sang, grin og klappede til de ti (+en ekstra), der stillede sig frem og spillede musik, sang, læste op af egne tekster eller fortalte om at være kunstmaler.

I lørdags blev jeg mindet om, hvor dejlig en landsby jeg bor i. Blev mindet om hvor mange der findes derude, som er fulde af venlighed, omtanke, kreativ energi og om, hvor godt jeg har det i sådan et selskab.

Hvis jeg skulle have været det mindste i tvivl, blev det også skåret ud i et ekstremt hårdt og vedvarende materiale: jeg befinder mig virkelig godt foran et publikum. Jeg kan godt lide at få folk til at føle noget, til at grine, og hvor jeg før har været bekymret for dem, der ikke trak på smilebåndet, fokuserer jeg nu på dem, der gør. Jeg siger gerne ting, der faktisk er grænseoverskridende for mig selv at sige højt, hvis jeg tror, det kan få det til at gibbe i nogen. Jeg kiggede rundt blandt publikum. Fremmede venlige ansigter. Folk jeg holder af strategisk placeret i teltet med opmuntrende opvendte tommelfingre. Smilende øjne.

Første mand skulle spille egne kompositioner på harmonika. Han lagde ud med en indånding og så sagde han, hvor meget det betød for ham, med mennesker der stiller op og giver af sig selv. Giver hvor de kan.

Jeg sad storøret og følte han talte direkte til den sorte tvivler i mig.

Det var ikke mange ord, der skulle til. Et lille skub og han fik mig til at ændre fokus. JA jeg kan godt lide at fortælle. JA jeg kan godt lide at stå på en scene og underholde. Men det der fik mig til at stå frem i går – og blive der – er jo også glæden ved at få nogen til at grine. At mine ord måske kan røre ved noget i en anden. I dig?

Det går over stok og sten i mit liv i øjeblikket. Jeg fik lov at interviewe en yndlingsforfatter. Jeg har arrangeret og afholdt min første damesalon, og i går debuterede jeg så foran et publikum. Og jeg tror, at al dette intense LIV, al den glæde, alt dette med at række ud efter det, der virkelig rører mig, og som jeg glædes ved – jeg tror sørme, det fik en del af mig til at blive bange.

Og det var derfor, jeg pludselig ikke måtte sige så meget.

Ironisk nok handler talen blandt andet om, at man skal lade være med at skrue ned for charmen men tvært imod give den gas.

Sådan er der jo så meget, der er nemt nok at forstå med hjernen, men lidt sværere at få implementeret i kroppen.

Søde Gitte skulle tage et par billeder, men optog også lidt video. Det var godt. Det er herligt at se hvor gigantisk en forskel der er på 1) hvor meget jeg tror, jeg bander (meget), og hvordan jeg i virkeligheden ikke bare bander, men virkelig sætter tryk på (hvilket altså ikke er nødvendigt, mental note til næste gang) – og 2) hvordan jeg tror, jeg er sådan en rolig én udadtil. Mens virkeligheden er, at jeg er lige så elektrisk udenpå som indeni. AHAHAHAHAHAHA.

…Bortset fra det. Talen er bedre i sammenhæng, synes jeg, og endnu bedre live. Men nu kan I selv se om det var noget at være nervøs over.

Hele talen kan læses i indlæg nedenfor ↓

Opdagelser under fuldmåne

Jeg er i springhallen med min datter og to af hendes veninder. Jeg reagerer allergisk på den hal. Næsen stopper til, jeg får svien i halsen og øjnene bliver tørre. Ude på toilettet græder en lille dreng panisk. Han har tabt en tand. Hans mor trøster tålmodigt, men han har mistet en del af sig selv og græder højt og bange. Jeg vil hjem, mor. Jeg vil hjem.

Og det forstår jeg mig på. At ville hjem. Men hvad så hvis hjem er en favn, og den kan jeg ikke bare tage hen til lige nu. Heller ikke i går. Heller ikke sent natten før, da jeg føler mig forbandet fuld af mangel og savn?

Når vi bliver kærester, går vi ind i en relation med det, vi kan se. Vi ved godt, at det vi kan se, ikke er hele historien. Det ved vi, fordi vi dælandulme heller ikke går rundt og skilter med vores egen.

Det er herrenemt at have ja-hatten på, når man er forelsket. Men nedenunder ja-hatten er dit hoved. Fyldt med skeletter og nederen reaktionsmønstre du har oparbejdet og finpudset hele dit liv. For slet ikke at tale om de skader der stadig kan være lejret som en stivhed i din krop. Et lille hårdt sted i hjertet.

Apropros gamle skader:

Syv år gammel får jeg min første tur i ambulance med udrykning. Det er ikke noget jeg får så meget ud af, for min mave gør ondt. Den har allerede gjort ondt et stykke tid. Blindtarmsbetændelsen bliver fikset, men der går betændelse i såret, og indlæggelsen ender med at strække sig over små to uger. Vi er i 70erne. Den eneste der får lov at overnatte på en hospitalsstue er patienten. Alle andre skal tage hjem når besøgstiden er slut.

– Jeg tager hjem nu skat, siger min mor. Lars [lillebror] har bestemt at vi skal have frikadeller i dag.

Livet går videre uden mig. De kan godt undvære mig. De har det faktisk ganske fint uden mig. Nu er de bare en familie på tre. Frikadeller. Og alting. Uden mig. Jeg skal have tørt rugbrød med en centimetertyk mur af leverpostej og blævrende sky.

Her lærer jeg at bide tænderne sammen. Jeg lærer ikke at håndtere savn. Mor skal jo gå, det siger dem, der bestemmer. Det går ikke at græde, når hun nu er nødt til det. Det er synd for mor.

Hun er inde i mig, hende på syv. Hun dukker op, når jeg savner og eftersom ham, jeg har kastet min kærlighed på, bor i en anden by med sine egne børn og forpligtelser, har jeg rigeligt tid til at savne.

Jeg savner som en voksen kvinde, der ikke gider være væk fra sin kæreste – og det er jo sådan set godt nok.

Men jeg savner også som hende på syv, der bider tænderne sammen om smerten og føler sig som det mest forladte og ensomme væsen på denne planet. Sådan cirka.

Den voksne del af mig kan jo godt regne ud, at jeg ikke kan være med i ALT, når vi nu engang er langdistancekærester.

Hende på syv flejner stadig over ikke at være med til frikadeller.

Så ved du sådan cirka hvilket niveau vi er på.

Tidligere i mit liv har jeg simpelthen sørget for at afstanden til mine mennesker var minimal, så jeg ikke blev mere udfordret på savn end højst nødvendigt.

Det kan ikke lade sig gøre nu.

Når jeg savner, føles det som om jeg drukner. Og jeg hader mig selv med en indædthed som er ved at brænde mig op, fordi jeg har sat mig selv i denne situation, hvor savn er en given ting.

Her til aften under fuldmånen forstår jeg pludselig, at ud over alle de helt indlysende og yderst praktiske grunde der er til, at jeg ikke kan være sammen med min kæreste hele tiden, så er der også en anden grund. En skæbnegrund om du vil.

Det er blevet tid.

Det er nu jeg har chancen for at lære at savne uden at dø en lille smule hver time. Det er nu jeg skal lære at stå det igennem og komme ud på den anden side. For det jeg mister, hvis jeg ikke kan finde ud af det, kan jeg ikke engang tænke til ende.

Da børnenes far og jeg gik fra hinanden var jeg helt overbevist om, at det jeg skulle lære, var at være alene. Det var jeg så. Og jeg blev ret god til det. Så tjek på den.

Men den virkelige lære for mig er at være alene og hvile i det, når jeg meget, meget, altopslugende soleksplosionsbrændende meget hellere vil være sammen med en bestemt anden.

At se det som en af mit livs lektioner gør det hele lidt nemmere. Jeg kommer aldrig til at kunne lide afstand i tid såvel som kilometer til de mennesker jeg holder af.

Men nu satser jeg på, at lige netop denne her elendige afstand, har det positive i sig, at jeg bliver nødt til at lære at håndtere at savne. Nu. For jeg har ikke noget valg.

Ikke noget valg er nogen gange nødvendigt for at komme derhen hvor du skulle.

 

naar-jeg-kommer-i-et-forhold-vil-jeg-gerne-have-at-vi-skal-vaere-et

 

Om at stå fast over for sorg

Det meste af mit liv er der gået ret lang tid mellem jeg mistede nogen eller noget, der betød en masse for mig. Man kan sige jeg var lidt utrænet i tab.
 

Jeg troede det var min amatørstatus udi tab, der gjorde mig en anelse ufølsom over for den sorg, andre kunne være i. Faktisk er det en underdrivelse at sige at det kun var en anelse. Jeg kunne godt SE det gjorde ondt, men havde rigtig svært ved at relatere. Ikke indledningsvis, men efter et stykke tid.
 

Det var ikke en side af mig, jeg var specielt stolt af.
 

I efteråret stoppede jeg så op og så det grimme i øjnene. Så på HVORFOR jeg ikke kunne være i andres sorg. Kiggede på to fremragende eksempler, hvor jeg havde fejlet og prøvede at finde ud af, om der var noget der var ens i begge tilfælde som kunne forklare, at jeg ikke opførte mig, som jeg forventer af mig selv.

Og der var en stor fællesnævner:
Jeg kunne ikke afhjælpe deres sorg. Kunne ikke få den til at gå væk. Jeg kunne knap mindske den.
 

Jeg er vant til at kunne hjælpe. Jeg er god til at se en følelsesbelastet situation udefra og sige noget der styrker og hjælper den der roder rundt i sumpen. Og det var simpelthen ubærligt for mig at være i noget, hvor intet jeg sagde eller gjorde kunne afhjælpe et andet menneskes smerte. Jeg følte mig uduelig.
Det kom til at handle om mig..
 
YRKS
 
Jeg holder fast i mit favorit-citat ever
 

Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. – Maya Angelou

Når jeg kan mærke nu, at jeg bliver frustreret over at stå over for den vedholdende smerte, så ved jeg hvorfor. Jeg behøver ikke føle dyb afsky for mig selv mens jeg trækker mig. For nu står jeg fast. Jeg tager imod urimeligheder og taler videre for sorgdøve ører og minder mig selv om, at det jeg føler, er et sandkorn i forhold til den dinosaurlort min ven sidder med.
 
Så må tiden vise om dem der har brug for mig kunne mærke jeg var der, mens de sloges for at holde sig gående.