Eagle Andersen

For længe siden på studenterkursus i Aalborg, skal jeg melde et eller andet på kontoret. Kontordamen skal bruge mit navn, og jeg siger som sandt er ’Christina Andersen’. ’Og..?’, siger hun. ’Øh hvad?’, svarer jeg. ’Ja, hvad hedder du mere?’

Jeg hed ikke andet. Mig og 527 andre i landet har ikke fået nosset os sammen og giftet os til et navn med gods og egenartethed i. Ej heller har vi været ved numerolog og købt os nogle flere konsonanter. Måske har en del af os haft det ganske fint med anonymiteten.

Men jeg har aldrig haft det helt fint med det. I Fredericia i meget gamle dage er jeg studievært på Radio Mælkebøtten, da en ny kommer til. Hun hedder Christina Andersen + noget andet, men når hun er i radioen, præsenterer hun sig kun med de to navne. Altså kommer jeg pludselig til at hænge på noget, hun har lavet, fordi folk bare hører navnet og selvfølgelig går ud fra, det er mig, de har hørt.

Faktisk ikke særligt sjovt. Jeg er stor fan af ’æres den, der æres bør’. Det gælder både fejlsatsninger og pletskud.

Det er heller ikke særligt sjovt at vide, at hvis drømmeprinsen prøver at google mig ud fra mit navn, skal han dælan dulme have en god bunke tålmodighed for at finde frem til mig. Faktisk skal han igennem håndboldspillere, advokater og socialrådgivere. Er han nu lidt smart og bruger billedsøgning, får han på et eller andet tidspunkt set en super hot 50er stylet svensk tatovør, som er så lækker, at jeg ville trygle hende om at tage mig, hvis jeg var til andres bryster.

Så har han sgu da glemt mig, hvis han først har set hende.

Eller også bliver han så chokeret over, hvad Christina Andersener kan finde på, at han beslutter at skrinlægge enhver videre fremdrift. Jeg lavede fx lige en ny google søgning for at opdatere mig selv inden dette indlæg. Søgeresultat nummer syv:

I en periode på to år skød 33-årige Christina Andersen jævnligt paraffinolie ind i sine bryster. I dag har hun mistet begge.

For gud skyld navnesøster, but why?

I første omgang leder jeg selvfølgelig tilbage i familien for at se, om der ikke er et eller andet spændende efternavn, jeg kan genoptage. Min fars familienavn er jo Andersen. Min mors Nielsen. Og jeg kan ikke huske, hvem der hed Jensen, før hun giftede sig med Andersen eller Nielsen, men det er sådan landet ligger.

Altså skal søgningen bredes ud.

Jeg elsker, når andre har helt gakkede navne. Jeg modtager fx mails fra Oyster efter Londonbesøg, der er underskrevet af en Volkan Altinok. Det er da helt umuligt ikke at blive i godt humør af det navn. Men det betyder ikke, at jeg har lyst til at skeje ud med mit.

Jeg er i store vanskeligheder. Det viser sig temmelig hurtigt, at alle de navne jeg kan komme i tanke om er noget, der mistænkeligt lyder som gamle danske adelige navne, noget man sagtens kunne have heddet i Ringenes Herre eller og nu bliver det pinligt – noget der ringer hen af shamanisme.

Hver eneste gang jeg skal finde på et brugernavn af en slags, slår jeg ud. Og ikke med pletter, men med totalt tåbelige idéer. Min google mail er et fremragende eksempel. Den er og hold nu fast: eagleandersen.

Ja…

Jeg gad ikke have en googlekonto, men skulle bruge den i en eller anden sammenhæng. Prøv selv og gæt om der er ledige ’andersen’-adresser? Nej. Og de andre HAR prøvet Andersen1111111superxx@.

Jeg har været ved at dø af skam over den mailadresse. Men det er bedre, at du får en griner, end jeg går og er hemmelig omkring hvor helt igennem åndssvag jeg kan være, når jeg bliver presset. Og jeg ville faktisk bare gerne have noget med en ørn eller en bjørn, og så blev jeg for træt og tænkte whatever (det kan være en god idé at tage en skraber på mindst seks timer, inden man gør noget lige efter at have tænkt ”whatever”).

Når jeg vælger at afsløre min pinlige mail, som ellers har været en af de mest hemmelige emailadresser i emailadressernes historie, er det positiv payback til alle de stakler, der har måttet opgive deres pinlige mailadresser til mig gennem tiderne, når de skulle oprette lånekort.

I er ikke alene <3<3

Jeg kommer jævnligt fra det med navneskiftet gennem årene, fordi det er så svært. Hver gang jeg finder et eller andet pænt, er der under 2000 andre i landet, der har det efternavn, og så må jeg ikke bare tage det. Fx kører jeg forbi et skilt mod landsbyen Bøgedal og syntes, det giver så fint et billede på nethinden. Men jeg tror ærlig talt ikke de 209 som allerede hedder Bøgedal til efternavn, gider dele. Jeg gider ikke engang spørge.

Når jeg nu selv skal ud og vælge, vil jeg gerne have et navn, som giver mindelser til et eller andet, der betyder noget for mig – eller som kan bidrage med noget, jeg godt synes, jeg kan bruge lidt mere af.  Mod fx. Så jeg tænker blomster! Blomsternavne har en betydning. Så jeg kaster mig ud i at søge på blomster og betydning og mod. Og der findes virkelig en meget, meget fin blomst, som symboliserer mod.

Desværre hedder den smukke sag Hanekam, og det er simpelthen for meget. Selv for EagleAndersen. Eller måske netop fordi jeg allerede har taget ét dyrenavn (for meget).

Jeg giver imidlertid ikke bare sådan op, for jeg skal jo have fundet mig et navn. Måske blomstens latinske navn kunne dú?

Det dur så ikke.

Det latinske navn for hanekam er Celosia. Var der nogen, der skreg numerologbesøg ud over det hele lige der? Det tror jeg nok, der var.

Fra tid til anden støder jeg på udtrykket ’Path of Least Resistance’ – i den sammenhæng, at man ikke behøver kæmpe altid. Nogen gange kan man nå samme destination ved at gå uden om bjerget i stedet for at kæmpe sig op over det.

Så måske skal jeg bare hedde Christina Andersen.

Men så er jeg på LinkedIn kursus i a-kassen. Vi får til opgave at søge sidemanden m/k op og give umiddelbar feedback på deres profil.

Jeg finder lynhurtigt min sidemand. Hun har tre navne i en kombination, der kun er hendes.

Gæt hvad der sker, da hun skal finde mig?

Jep. Søgeresultatet viser mindst otte sider med pil videre til infinity and beyond. Jeg fremgår på ingen måde på første side, det gør derimod en Tina Andersen, og ja ja, Tina ligner da også. Det er godt nok op af bakke.

Nu sidder jeg i en situation, hvor en hel masse af det jeg gør eller forestiller mig jeg gør inden for nogle år, kræver, at jeg kan blive fundet af potentielle samarbejdspartnere / købere. Og lige nu er jeg for svær at finde. Det er ikke længere et spørgsmål om, at jeg skal ændre navn en dag. Det skal være nu.

Ovenstående maler forhåbentlig et tydeligt billede af en, der ikke rigtig er i stand til at se klart, når jeg leder på vanlig vis. Jeg går derfor spirituel. Beslutter jeg skal have et nyt navn, beder om hjælp fra the unseen realm, og så slår jeg for en tid tanken ud af hovedet.

Og så dukker et ord op, som virker rigtigt. For mig.

Der er ikke andre i landet, der har det navn. Det eneste der står mellem mig og mit nye navn er en statsansat, der skal godkende det. Jeg tror ikke, det bliver et problem i et land, hvor folk nu godt må hedde Krusemynte.

Og thumbs up til dig Krusemynte for bare at gå med idéen :*