Jeg har indledt en samtale på Instagram med en af de ’motivational speakers’, jeg følger. I en post skrev hun at ’fear inspires fear / courage inspires courage’. Måske læste jeg det som fanden og den bibel, han har fået neglene i, men jeg reagerede ved at erklære mig uenig.
Ja. Hvis vi hører igen og igen at mennesker med en anden hudfarve / seksuel orientering / religion / fra Langeland er nogen værre nogen bakket op med mere eller mindre autentiske og underbyggede historier, så begynder vi på et tidspunkt at tro, at der nok er noget om snakken.
Vores nyheder er så viseligt indrettet, at de viser os katastrofer af alskens arter, så vi til sidst tror, at verden er af lave.
Selv når den faktisk ikke er. Selv når din verden lige nu og her faktisk ikke er.
Og så kan vi så gå og kæmpe med vores hjerner om, at det godt kan være en bus er kørt galt i Nepal (tænkt eksempel, du behøver ikke bekymre dig om det), men du elsker mindst ét andet menneske eller din kat. Du kan finde ud af at lave verdens ondeste isdessert, og så findes der Netflix, bøger, den vidunderlige lyd af vind i trækroner og nogen gange, når vi er rigtig heldige, én der har lige så meget lyst til os, som vi har lyst til dem.
Vores hjerner er simpelthen indrettet sådan, at hvis vi lytter til hadtale, så begynder vi at hade.
Hvis vi lytter til frygt, så begynder vi at frygte.
Hvis vi lytter til glæden, så begynder vi at gro.
Men jeg er en indædt modstander af, at vi ikke må tale om vores frygt. Ting vokser, når vi forsøger at holde dem nede. Det skal frem i lyset, så vi kan SE det. Se hvad frygten i virkeligheden drejer sig om. Men frygten skal så ikke have lov til at stå uimodsagt og bare få lov at vokse sig større og mørkere og suge alt til sig som et sort hul i universet. Vi konfronterer frygten for at besejre den. Og når det ikke er os muligt at besejre den, så anerkende den og bestemme os for, hvor stor en plads den må tage i vores liv.
Noget af det mest inspirerende i verden er at se mennesker, der gør deres ting PÅ TRODS AF frygt.
Nogle mennesker er tilsyneladende født med en tyrkertro på, at det hele kommer til at gå. Gå godt endda. Og jeg synes at have bemærket, at det også ofte går ganske godt for den slags mennesker.
Andre skal træne den evne. Men det kan man til gengæld også.
Man kan træne at tro det bedste om andre.
Træne at tro på at denne dag bliver en god dag.
Træne at lade være med at tale dårligt om andre – i hvert fald så vidt muligt
Træne at lade være med at brokke sig (alt for meget), fordi – igen – hvis du brokker dig hele tiden er det selvforstærkende.. din hjerne tror simpelthen alt er noget gedigent møg, eftersom du bliver ved med at fokusere på det.
Træne at se hvad der er i en fremmed, der kan berige dig. Der er altid noget. Selv når den er helt gal kan de berige dig. Om ikke andet så med en dyb taknemmelighed for, at du ikke er det frygteligt mørke sted, som de står op til og lever dag efter dag.
Der findes frygten på verdens vegne. På samfundets vegne. På landets og dine børns.
Der findes også frygten på egne vegne, og jeg er pænt sikker på, at jo mere frygt du har af denne slags, des hurtige kommer du til at frygte i det store hele også.
En ven sagde engang, at hun brugte frygten som pejlemærke. Hvis der var noget hun var bange for, så skulle hun derhen og kigge på det.
Hvad drejer det sig om? Hvad ligger der til grund for denne frygt?
I mit lille liv er jeg bange for at ringe i dag omkring en hund. Jeg er bange for, at det er en fejl at forpligte mig yderligere. Jeg er bange for økonomien. Jeg er bange for at føle mig fanget. Bange for at det ikke er den rigtige hund og bange for, at vi ikke er rigtige for den. Bange for at lave sådan en stor ændring i vores lille families liv.
Men jeg er endnu mere bange for at misse en kærlig glædespreder i vores liv på grund af frygt for forandring.
Og når jeg kigger på det store billede, så har jeg råd til en hund. Jeg har råd til dyrlæge også, når det bliver nødvendigt. Der er poster i budgettet, der kan omrokeres.
Jeg elsker at gå tur, men tager mig ikke altid tid til det. Med en hund er der ikke længere noget at rafle om.
Og ja, så skal jeg hjem efter arbejde hver dag. Men det gør jeg jo alligevel. Jeg elsker at være hjemme.
Og faktisk fik jeg et tilbud om hundepasning fra et par glade, lysende øjne, i det sekund jeg nævnte, at der måske var en helt bestemt hund..
Og ja, vi finder måske ud af, at det sted vi bor er lidt småt med en familieforøgelse, men så må jeg jo finde noget andet vi kan bo i.
Jeg er stadig bange. Som enlig forælder har vi faktisk rigeligt med ansvar at bære rundt på. Men med meget af det ansvar vi bærer, følger også kærlighed, mening, glæde. Og hvem ved sine fulde fem vil sige nej til mere af det?
Jeg tror ikke på et liv uden frygt. Nogen af os er mere bange end andre. Nogen af os anerkender ikke engang at det er frygt, der styrer os.
Men når vi kan se den.. ligesom i et mareridt.. vend dig mod forfølgeren og spørg hvad fanden vil du?
Mareridt er jo intensiv læring. Du kan vælge at løbe for livet nat efter nat. Rædselsslagen. Men så længe du løber vinder forfølgeren, hvad end det er.
Og helt grundlæggende:
Skal du dø fordi et kæmpemonster agter at æde dig, og der er virkelig intet du kan gøre ved det, hvad er så meningen med at så udskyde middagen?
