Taknemmelighedsdagbog 01-19

Jeg sidder og klukker, mens jeg overvejer den linje, der byder sig til som begyndelse:

Jeg er så skide fattig.

Efter et halvt år på understøttelse er der godt nok lavvandet i cool cash beholdningen.

Alligevel føler jeg mig rig.

Pt køber jeg ikke tøj til mig selv ud over det absolut nødvendige som termosokker og lignende. Ingen fine kjoler lige nu. Men så er det jo sådan, at jeg har stoffer i skabet. Og det er jo ganske vist, at nød lærer nøgen kvinde at bruge stoffer.

2019 er ikke engang en måned gammel, og så så man lige mig sy for første gang i, well, længere tid end jeg bryder mig om at have dokumenteret af Google forever

Hvis det er længe siden, du har frembragt noget med dine hænder, har du måske glemt, hvor afsindigt tilfredsstillende det er at lave noget praktisk og brugbart, der er præcis, som du ønsker, det skal være.

Jeg er i den forbindelse taknemmelig for:

  • Raglanærmer (den slags ærmer, der starter i halsen i stedet for det normale ved skulderen)
  • Rød. Alle nuancer fra lyserød til pink til orange
  • At jeg, når jeg har penge, køber stof, jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til fordi – well så fiiin en rød wuii!! – og se, flere år efter bliver det røde stof til rød, blød bluse
  • Min symaskine

Nu giver sociale medier os jo diverse raserianfald og en hel del gode grunde til at blive forargede, men jeg er stadig fan. F.eks. fik jeg grineren, fordi en eller anden spøgefugl derude udtænkte og uploadede det her. Det grin er jeg taknemmelig for:


“We will kill you back!” Det holder aldrig op med at være sjovt 😀

Instagram er en daglig kilde til glæde og inspiration. Her er det den norske illustrator og billedkunstner Lisa Aisato (@lisaaisato). Se mere på hendes hjemmeside: https://salg.aisato.no/

Og så døde en digter.

Jeg kendte hende ikke, men min sjæl genkender hende via hendes ord. Så tak Mary Oliver, fordi du delte.



Jeg er taknemmelig for de gode bøger, jeg allerede har læst i år. Mere om bøger senere. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu har brudt min blogskriveblokade, som kom af, at jeg ville så meget, og så strittede det i så mange retninger, at det var umuligt at få kaldt til nogenlunde organiseret samling. Men nu kommer det snart: Om bøller, om at favne ens indre Pia, om glæden ved menneskene i mit liv. Om at forsøge at manifestere penge, men blive overøset med værdifulde gaver i stedet for. Om at finde sit navn og mennesker der gider dukke op, når jeg får en ny idé og inviterer til musikquiz i stuen.

Nu genstarter jeg lige med et light-indlæg om taknemmelighed.

Taknemmelighed er sådan et godt fundament for alt det der andet, vi kalder livet.

Og som altid er jeg taknemmelig for musikken:

Aimee Mann – That’s just what you are:

“Acting steady / always ready / to defend your fears
What’s the matter / with the truth / did I offend your ears”