Taknemmelighedsdagbog 01-19

Jeg sidder og klukker, mens jeg overvejer den linje, der byder sig til som begyndelse:

Jeg er så skide fattig.

Efter et halvt år på understøttelse er der godt nok lavvandet i cool cash beholdningen.

Alligevel føler jeg mig rig.

Pt køber jeg ikke tøj til mig selv ud over det absolut nødvendige som termosokker og lignende. Ingen fine kjoler lige nu. Men så er det jo sådan, at jeg har stoffer i skabet. Og det er jo ganske vist, at nød lærer nøgen kvinde at bruge stoffer.

2019 er ikke engang en måned gammel, og så så man lige mig sy for første gang i, well, længere tid end jeg bryder mig om at have dokumenteret af Google forever

Hvis det er længe siden, du har frembragt noget med dine hænder, har du måske glemt, hvor afsindigt tilfredsstillende det er at lave noget praktisk og brugbart, der er præcis, som du ønsker, det skal være.

Jeg er i den forbindelse taknemmelig for:

  • Raglanærmer (den slags ærmer, der starter i halsen i stedet for det normale ved skulderen)
  • Rød. Alle nuancer fra lyserød til pink til orange
  • At jeg, når jeg har penge, køber stof, jeg ikke aner, hvad jeg skal bruge til fordi – well så fiiin en rød wuii!! – og se, flere år efter bliver det røde stof til rød, blød bluse
  • Min symaskine

Nu giver sociale medier os jo diverse raserianfald og en hel del gode grunde til at blive forargede, men jeg er stadig fan. F.eks. fik jeg grineren, fordi en eller anden spøgefugl derude udtænkte og uploadede det her. Det grin er jeg taknemmelig for:


“We will kill you back!” Det holder aldrig op med at være sjovt 😀

Instagram er en daglig kilde til glæde og inspiration. Her er det den norske illustrator og billedkunstner Lisa Aisato (@lisaaisato). Se mere på hendes hjemmeside: https://salg.aisato.no/

Og så døde en digter.

Jeg kendte hende ikke, men min sjæl genkender hende via hendes ord. Så tak Mary Oliver, fordi du delte.



Jeg er taknemmelig for de gode bøger, jeg allerede har læst i år. Mere om bøger senere. Jeg er taknemmelig for, at jeg nu har brudt min blogskriveblokade, som kom af, at jeg ville så meget, og så strittede det i så mange retninger, at det var umuligt at få kaldt til nogenlunde organiseret samling. Men nu kommer det snart: Om bøller, om at favne ens indre Pia, om glæden ved menneskene i mit liv. Om at forsøge at manifestere penge, men blive overøset med værdifulde gaver i stedet for. Om at finde sit navn og mennesker der gider dukke op, når jeg får en ny idé og inviterer til musikquiz i stuen.

Nu genstarter jeg lige med et light-indlæg om taknemmelighed.

Taknemmelighed er sådan et godt fundament for alt det der andet, vi kalder livet.

Og som altid er jeg taknemmelig for musikken:

Aimee Mann – That’s just what you are:

“Acting steady / always ready / to defend your fears
What’s the matter / with the truth / did I offend your ears”


Da De Jyske Helte smeltede al modstand

Jeg ved ikke hvor gøglerne var i Fredericia, hvor jeg kommer fra. Måske var der ikke nogen. Måske genkendte jeg bare ikke gøgl, når jeg så det. Måske var jeg allerede stukket af ved antydning af bjælder, bjæfferi og overdreven make-up.

 

Blå mascara var det vildeste personlige farveudtryk brugt i min barndoms parcelhusby. Hvor jeg voksede op med en udpræget fornemmelse af, at man skulle passe på ikke at træde ved siden af. Og at jeg gjorde det konstant uanset, hvor meget jeg forsøgte at lade være, simpelthen ved min måde at være i verden på.

 

De ting man ikke rigtig har nogen forudsætninger for at kende, kan nemt virke skræmmende. De kan synes voldsomme, uforståelige i al deres fremmedartethed. Man forstår ikke, hvad det fremmede har gang i og hvad hensigten er med den måde, det fører sig frem på.

 

Sådan havde jeg det med gøglere. Der var ikke noget så uforståeligt og meningsløst som en mimer, der bare stiller sig op og står og overlader alt initiativ til mig.

 

Hvad?

 

Hvad VIL du? Hvad vil DU? Er du klar over, at vi godt kan se dig? At du står der alene, klædt ud og så frygteligt afklædt på samme tid?

 

Og vi går alle sammen forbi, fordi vi ikke forstår, hvad du har gang i, og vi er bange for du smitter af jo. Men nogen må jo se på dig, for himlens skyld, vi kan ikke bare lade dig stå der. Jeg kan ikke bare lade dig stå der.

 

Åh himmelske kræfter hvor jeg afskyede det.

 

Som granvoksen dame flytter jeg til Det økologiske andelssamfund i Hjortshøj. Stedet lægger ligesom op til at man kan klæde sig ud og lege hvad man vil. Så en rimelig stor koncentration af gøgl var nok forventeligt.

 

Jeg kom mig over min gøglerangst en pinsedag. Hjortshøj afholdt for første gang festival i Andelssamfundet til fordel for den nye bogruppe for udviklingshæmmede. Jeg sad på græsset ved siden af en dejlig dame og så på to mænd i badutspringerudstyr. De kravlede rundt på hinanden på tåbeligste vis.

 

Men nu kan jeg godt lide når nogen har gjort sig umage. Virkelig gjort et ordentligt forarbejde. Her var styrke, koordination og koncentration. Alt sammen med det ene formål at få mennesker til at grine. De fik al deres arbejde til at se så legende let ud, og jeg var så imponeret.

 

Lige der på græsset glemte jeg, at voksne ikke må lege og gøre sig selv til grin. Glemte jeg, at være bange for om de uregerlige gøglertyper nu kunne finde på at involvere mig i deres barnligt frydefulde klovnerier. Glemte jeg, hvorfor det er så farligt at være fjollet. Jeg grinede ærmerne våde. De Jyske Helte kurerede mig for min angst for gøglerens helt åbenlyse demonstration af sårbarhed.

 

I morges så jeg klovnevideo på Facebook. Den var slået op på Andelssamfundet side. Jeg følger stadig med, selvom jeg er flyttet til normalland i den anden ende af landsbyen. Klovnevideoen var en lille indvielses happening af et nyt affaldsskur med udvidet affaldssortering.

De to kvindelige klovne havde fjollet sig ud med ting på bryster og baller og hoppede glade op i skraldespandene for at uddybe pointen.

 

Og jeg har et hul i maven.

Jeg savner den slags mennesker, der trasker ud i verden med en rød plastickugle på næsen. Som virkelig giver den gas og indvier affaldssortering på en ordentlig måde. Savner at blive skubbet til. Savner at blive inspireret af gøglerens mod til at stille sig op og være fjollet og sårbar.

Og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre ved det.

Jeg ved ikke hvor man ansøger om at blive gøgler hang around.

?