Tag: efterår

November… hvorfor skal det altid være sådan med os to?

Forleden har jeg en aftale med min tandplejer. Jeg kan virkelig ikke lide, når hun pudser fire specifikke tænder. Det føles som om hun sliber direkte på nerverne. Men hver gang smiler jeg alligevel pænt til hende, lægger troligt hænderne på min mave, husker mig selv på at trække vejret og tænker,

jeg kan klare det her..

Men denne gang har jeg ikke lyst.

’Jeg har ikke lyst til at være tapper i dag’, siger jeg til hende, ’har du ikke et eller andet, du kan give mig, så jeg ikke mærker noget’?

Så jeg får tryllecreme på gummerne. Lige som børnene.

Det er en lille bitte ting i det store verdensbillede. At nægte at være tapper hos tandplejeren. Men der er et eller andet, der rykker på plads i mig, da jeg

1) erkender at jeg synes, det er voldsomt ubehageligt at få slebet tænder

2) den eneste grund jeg har til at bide ubehaget i mig er en gammel ufokuseret fornemmelse af, at de voksne synes, det er bedst, hvis jeg er tapper

3) fuck tapper

Jeg kan love dig for, at jeg aldrig mere er tapper hos tandplejeren. Hvis hun har stoffer, så skal jeg have de stoffer. Og måske er jeg også ved at være færdig med at være tapper i alle mulige andre sammenhænge.

Jeg er træt for pokker.

Sidste uge var en underlig uge. Den helt store følelsesmæssige rutsjebane med loop og skarpe sving og det hele. Det tog mig lige lidt tid at opdage, at det nok bare er november, der har fået ram på mig.

Igen.

Da jeg sandsynligvis ikke er den eneste, der bliver påvirket på denne årstid, er hermed et udvalg af, hvad der indtil videre har løftet mit hektisk svingende novemberhumør.

På Instagram har jeg fundet nordmanden @espenpalervaag, der kan få mig til at prustegrine (ugetjek på den). Husk at læse teksten med.

 

Her til aften er datteren min kommet hjem efter to uger i Thailand med sin far. Ikke et øjeblik for tidligt, I might add.

Hjertet der begynder at pumpe hurtigere, mens jeg først går så halvløber langs togstammen og stirrer ind i fremmede ansigter bag ruderne i eftersøgningen af det ene elskede.

Og så er hun der. Lysende og rundkindet og berejst med ’MOR’ ud over det hele og snart et døgn uden søvn i bagagen. Det er så vildt med den kærlighed. Når det eneste jeg kan er at suge hendes ansigt ind med øjnene og så hele hendes krop i min favn.

Nu sover hun. Hun nåede lige at blive irriteret over, at vi ikke skulle have en snak om den post-it der hænger på døren om en aftale med universet og at se efter tegn 😀

Men der skal også være historier til i morgen. Desuden viste den historie sig højst at være god nok til et udkast til en historie, jeg vil acceptere. Eller et indledende kapitel.

Men der skal som sagt også være historier til i morgen.

Det næstbedste ved andre folks rejser (det bedste er, når de kommer hjem til mig igen) er gaverne. Jeg var hviiinende glad over denne her. Ægte overnuttet plasticskrammel. Elsker den

 

 

Ellers har selv vandet har haft svært ved at vende stemningen. Men jeg har alligevel givet det en chance

 

Til sidst to af de numre jeg skamhørte i sidste uge. Klasse videoer til begge to 🙂

 

 

Tips mod novemberblues modtages hjertens gerne i kommentarfelt, per mail, sms, FB, ‘live’ (også kaldet IRL), snap, Insta whatever.

Og ellers bare pøj pøj med efteråret derude.

 

Gem

Gem

Kærlighedserklæring til lige her

Søndag den 1. oktober lakker mod enden. Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel. Jeg elsker alt dette her forvirrende og dog så velkendte skiften i farver, i vindstyrke, i temperatur.

I dag fandt jeg mig et stykke med træer og bæk, brune pløjede marker og unge tyre. Lydene. Knirkende, rullende æbler under fødderne. Vand i fuld fart over forhindringer. Rovfugleskrig. Den voldsomme lyd af duer der panikslagent vælter sig ud fra trætoppene. Og den knasende, bragende lyd da en hjort beslutter, at nu opdager jeg nok dens skjulested og pisker ud under busken to meter fra mig og væk langs træerne.

Jeg har stået med nakken tilbage og set musvågen glide over markerne efter mad. Kravlet ind under træer og balanceret på kanten af bækken for at optage lyden til senere, til hjertet. Helt stille på hug under grenene der bukker ind over vandet, ser jeg spurvene komme tættere og tættere på. Min uldfrakke må gå i et med alt det brune og grønne. Eller også bemærker småfugle bare ikke store stille ting.

Ligesom tyrekalvene. Jeg tror de hører mig knække gennem skoven, selvom de ikke kan se mig, for de begynder at larme helt vildt. Sjove, mørke, let knækkende brøl. Måske er deres stemmer gået i overgang. Jeg passerer dem én gang. To gange. Så trisser jeg nærmere for at se, om de vil gå med til lidt håndspålæggelse. En af dem har krøller i panden. Og en fæl tunge. Men ok. Jeg oplever med håndflade og fingerspidser. Den oplever vel sagtens med tungen.

Det er svampetid. Bærtid. Gliden hen over vådt græs og mudder tid. Stykket med skov er ikke så stort, og jeg er først lige begyndt at gå, så jeg fortsætter op langs markerne.

På min væg hænger et af min fars malerier. Det er en skøn sensommergul bakke med et par træer på toppen. En kvinde forelskede sig engang i det billede og fortalte min far, at hun ikke kunne se en bakke uden at hun skulle op på den. Hun måtte se, hvad der lå bag. Jeg forstår, hvad hun mener, men sådan har jeg det ikke. Nogle bakker skal jeg op på, men i dag er jeg tilfreds med bakken i sig selv. Der ligger den. Også i morgen, også til vinter. Til sommer er det nok ikke så godt jeg går her, men jeg har i hvert fald et halvt år at skifte kurs i og traske op på lige den bakke. Når jeg får lyst. I dag er der godt at være i dalene. I de lave områder med vand og læ. Mens jeg går her er det tydeligt, at selvom jeg ikke betragter et enkelt sted som hjemme, så hører jeg hjemme blandt bakker. Jeg går totalt i lykkerus gennem bakket landskab.

Jeg er taknemmelig helt ud i fingerspidserne. For oktober på denne måde. For at få lov at traske rundt i ro og bare være til. For min ven der anbefalede mig præcis dette sted på kloden. For dem der holder stien, så man kan komme frem og dem, der har givet den gas med at lave hyggelige broer på kryds og tværs af bækken.

Jeg kommer aldrig til at flytte under varmere himmel.

Jeg elsker min breddegrad for meget. Nattevarslet om at oktober er her. Ikke nok til at samle kraven tættere om halsen, bare en gysende antydning af kulden undervejs. Som en duft opfanget med hele dit væsen. Suget ind af kroppen lige nu til alle de forgangne oktobre, lagret i din sjæl.

 

Efterår II – og breve med kærlighed

Hvert eneste efterår er det som om jeg skal omstille mig. Og hvert eneste år kommer det bag på mig. Sådan cirka oktober måned stirrer jeg stædigt mod vinden til øjnene løber i vand, før jeg må bøje nakken i erkendelse af, at det er, som det er. Som om jeg også skal smide bladene og atter må vænne mig til at fokusere energien, fordi den ikke længere bare kommer pøsende ned fra himlen.

Men efteråret har ikke tænkt sig at lade mig være. For eksempel er det lige nu, vi skal finde ud af, hvad der skal foregå på bibliotekerne i det kommende halvår.

Jeg har besluttet at vi skal have workshop. Kærlighedsbrevsworkshop. Den skal selvfølgelig ligge op til Valentines dag (fordi nogen gange har vi mennesker bare brug for en undskyldning). Vi sætter tre timer af til at få skrevet så meget som muligt af det vigtige ned. Ord som forhåbentlig ender med at gøre nogen derude godt gammeldags bløde i knæene. Det kan være til kæresten, som man af en eller anden grund (eller 100) bare aldrig får fortalt, hvor meget hun betyder. Eller måske tænker du stadig på ham, du mødte for længe siden. Måske har du bare set dig lun på én, og ved simpelthen ikke hvordan du skaber kontakt..

Tre timer. Vi sørger for papir, kuverter og frimærker og lover at putte breve i postkassen for folk, der er bange for at få kolde fødder på vej hjem fra biblioteket. Der vil blive serveret suppe og brød til at styrke sig på, og jeg tænker der skal være lidt stemningsoplæsning. Det bliver fantastisk.

Og lige dér ELSKER jeg mit arbejde, selvom jeg faktisk ikke orker lige nu. Tænk at få lov at lege sig til huslejen. Jeg håber, der er andre der kan se fornuften i at bruge tre timer på at gøre noget så helt og aldeles fra hjertet. Vi får se 🙂

Men selv hvis du ikke kommer til workshop hos mig.

Tænk lige over det.

Om du har et brev, du skal have skrevet?

Måske ved du allerede, at sådan et brev vil falde i god jord, og så er du faktisk en ged, hvis du ikke gør det.

Er du slet ikke sikker på, hvordan det vil blive modtaget i den anden ende, så gør det alligevel.

Jeg skrev et brev engang, som jeg er sikker på blev værdsat. Men der blev ikke nogen fest. Og det vidste jeg nok også godt, da jeg sendte det. Men følelser har en tendens til at gøre dit indre til en eksplosiv cocktail, hvis de ikke kommer ud.

Så fra tid til anden skal de altså flashes.

Now may be as good a time as any.

 

 

Efterårsblues

Jeg stikker foden ned i de brune blade på terrassen og nyder den tørre raslen, der nærmest er fysisk. Jeg vil finde et sted, hvor der er brune blade nok til hovedspring. Er ikke sikker på, jeg kommer op igen, når jeg først er dykket. Måske til foråret. Mens I andre har vinter, har jeg fundet et land dybt under bladene, hvor jeg har magten.

For jeg har en tryllestav. Et let slag mod horisonten, og jeg står øverst på klipperne ved en forreven kyst. Vinden fra havet får den lange tunge nederdel til at slå hårdt i luften. Lige da jeg er ved at blive overvældet af trangen til at komme længere. Ud i havet. Slår jeg atter med tryllestaven og sidder i en bar. Sætter glasset med øl fra mig og går op mod musikerne. Lytter til mandolin, guitar og banjo. Jeg ved ikke hvem alle de andre er, men her vil ingen nogen noget ondt. Her er åbent, venligt, fejende arme og holden tilbage. Her aflæser vi hinandens blik, inden vi går videre. Og puf, jeg sidder højt på en bred, glinsende hesteryg. Muskler og energi tripper under mig. Jeg rykker lidt fremad, og så flyver vi hen over det røde sand. Puf jeg sidder i skrædderstilling på en strand. Ordene flyder roligt i mit hoved, og jeg behøver ikke skrive noget ned. Her bliver alt godt hængende. Vandet er roligt og grønt. En lun, varm vind stryger over ryggen. To store hunde plasker i vandet og falder så gispende om op af mig. På en øde strand dukker små skåle op på tæppet med indiske retter, og så går jeg over en mark, oplyst af månen, ikke på vej mod noget bare ude i natten i et blegt magisk lys.

Her under bladene kan vi alt. Ingen sætter nogen sinde musik på, der ødelægger din rytme. Her under bladene er der ikke flere opgaver. Ikke flere deadlines. Du kan ikke slå dig, og hver gang du vågner, er alt så godt.

 

Efterår

 

Jeg bor i et billede af Poul Anker Bech. Det er herfra turene går, og nu skal jeg tilbage. Jeg samler mig. Går om bag huset, hen til kanten, breder armene ud og lader mig falde bagover.

..

I denne verden, har jeg glemt, hvor jeg har lagt tryllestaven. Her står jeg op og ordner. Krydser ting af. Rydder op på reposen, i skuffer, i skuret, sender poser med lånt tøj tilbage til Randers, får nyt brugt tilbage, afleverer indholdet af et bagagerum på genbrug. Stirrer på sedler der dukker op i bunkerne, med ting jeg skrev til mig selv, og til dig, verden, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved.

Jeg kan ikke altid bestemme underlægningsmusikken.

Nogen gange er det også godt nok.

 

Men jeg drømmer om noget andet

Lyden af afstødte blade der tumler ned gennem grenene er tør. Et af dem går efter mit øje. Hey, hvad blev der af gule og orange nuancer til at sætte udsigten i brand?, spørger jeg, panderynket.
Vi gør kun i grøn, lyder det søvnige svar.
Nå, okay. Mig og mine forventninger.
Men så stå der og grøn ud til der kun er brunt tilbage. Jeg skal nok bevidne det. I er her. Jeg er her. Endnu.
Men når jeg går i seng, sover jeg med brun, rød, orange og gul og en morgen vil de også være der, når jeg vågner.