Som landet ligger
Når man sådan er gået hen og er blevet kæresteløs, er der pludselig en masse tid til rådighed, som ellers har været booket. Jeg er god til at være alene, men det har været lidt træls. Jeg kan sådan set godt lide at være sammen med én anden. Det har passet så fint, at jeg har skullet arbejde en del i mit nye bi-job som lektør. Men på et eller andet tidspunkt bliver det hele alligevel lidt for meget arbejde, lidt for lidt sjov.
Så sidder man der og kigger rundt i den børnetomme stue og skal komme i tanke om, hvad der egentlig gør en glad.
Ord. Musik. Film. Mad. Biler.
Så jeg er gået krig med det, der gør mig glad. I dag er jeg for anden gang i skriveklub med Jon. Han mener det alvorligt. Vi kan godt snakke i omkring tre minutter efter jeg er kommet ind af døren, men så glider hans fokus også ned mod papiret foran ham. Det er godt. Jeg har virkelig ikke brug for anden distraktion end den jeg selv kan finde på. Og jeg skal da også skrive på noget ’rigtigt’ altså noget skønlitteratur lige om lidt, jeg skal bare have skrevet det her blogindlæg først
..om datteren som var til fest med sin far og bror på Sjælland sidste år. Det lød som en hyggelig fest, men vel hjemkommet til mors trygge arme deler hun en ærgerlig historie.
En af gæsterne har en Tesla. Min søn og børnenes fætre får en tur, men da de kommer tilbage har bilejeren ikke mere at give af, så Aviaja må undvære.
Ungerne og jeg går op i biler på vores egen måde. Vi går op i udseendet (og lyden, når det er af den slags, der gør fysisk indtryk), ungerne går også op i pris. Når vi er ude at køre, tæller de Teslaer. Og når vi leger hvad-ville-du-gøre-hvis-du-vandt-en-masse-millioner, er den fede bil altid det første, der skal anskaffes.
Jeg prøver godt nok at påpege, at eget hus med en ordentlig have også ville være fint, men okay, bilen kan bringes til veje væsentligt hurtigere, og så kører vi fedt, mens vi kigger hus. Men for at komme tilbage til historien, sidder jeg med en lille datter, hvis læber er presset sammen om uretfærdigheden.
Jeg ved jo ikke, om hun melder tydeligt ud, at hun også virkelig, virkelig gerne vil prøve at køre i en Tesla. Det er ret sandsynligt, at hun er for genert. Men det er også bare helt enormt typisk, at bare fordi man er pige, så skal man virkelig op på tæerne og sige MIG MIG MIG, hvis man er til biler. Hankønsvæsenerne bliver ALTID spurgt først – også selvom de er fløjtende ligeglade.
Og når man ikke har lyst til at skubbe sig frem i nogen som helst kø, hvad så? Skal man så bare snydes for ture i Teslaer?
Det skal blive løgn, skal det, jeg skal fandeme skaffe det barn en Teslatur.
For noget tid siden fik vi nye naboer i rækkehusene. Der holder en mørk Tesla uden for deres dør og i dag gik jeg over til ejeren, fortalte den sørgelige historie om en lille pige, der virkelig godt kan lide biler og spurgte, om han måske ville køre en tur med datteren en dag, eventuelt mod en stor øl.
Han var venlig og dejligt enig i, at det var synd, at hun var blevet snydt for en tur. Næste weekend skal hun rundt om blokken i Tesla.
Jeg glemte at spørge, hvad han hed. Jeg præsenterede knap mig selv. Sådan er det når jeg er på mission, alt det der udenom, indledende fedtsnak og smøren, det glemmer jeg totalt. Men måske havde det været meget smart lige at vide, om han overhovedet er til øl i det mindste.
Og for en god ordens skyld skal jeg lige sige, at når jeg beder folk om alle mulige ting, hvis de ser ud til at kunne hjælpe, så gælder det altså også den anden vej. Sidder du nu der og tænker, at du da godt gad en tur rundt om blokken i mit aktuelle køretøj – en Toyota Yaris Hybrid – så siger du bare til, så skal du bare høre hvor meget sådan lille bil kan larme, hvis man tror man skal op i fart lidt hurtigt.
Og nu skal jeg skrive noget andet, men først lige musik med bil og kvindelig fører:
