Skolefester

Jeg vågner op til morgen med en grim fornemmelse af at have mistet noget vigtigt. Føler mig alene og glemt og presset og har lyst til at informere alle om, at nu trækker jeg mig. Måske lige med et par undtagelser. Men jeg ved godt at det ikke kan passe at hele verden bør slettes. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg ved godt at jeg i flere uger har arbejdet nærmest konstant, når jeg kom hjem fra lønarbejdet, og til alt for sent. Og jeg ved også godt, at jeg ikke har taget mig tid til at tænke. Ikke taget mig tid til at skrive livet ud. Få det sat i system. Få det ned på ord, væk fra mig, få afstand på, så jeg kan håndtere det.
I går var nok dråben.
 

Hvert år holder skolen en festival hvor børnene underholder med musik og dans på scenen. Det koster en tyver at komme ind og så kan man købe ungernes hjemmelavede kreationer og øl og pølse og popcorn. Pengene går til folk i nød.
Jeg synes sådan helt teoretisk at idéen er super. Ungerne lærer at stå på en scene eller også lærer de hvad det vil sige at have sceneskræk. De lærer at de kan gøre noget for at hjælpe andre. Og de vælter rundt og prøver fiskedam og står i kø en tyve minutter for popcorn og alt muligt. Og både kammerater og lærere og forældre er der. Alt går ligesom op i en højere enhed.
Men mine børns voksne mor. En moden dame. Gråt hår, smilerynker og alting, er decideret utryg ved den slags. Jeg vil hellere gå alene ind på en bodega i en fremmed by, sætte mig op til baren og indlede en samtale med den første den bedste ildelugtende stang bacardi stamkunde end at gå rundt på en sportsplads til fælles festivitas på en skole. Hell, jeg vil hellere gennemføre en udesidning i en granplantage en lang regnfuld nat end at være til den slags, og jeg synes faktisk granplantager er meget uhyggelige. Det er hele det der udenoms noget med at konversere, mingle og networke og jeg skal komme efter dig.. Alt i mig stivner.
 

Jeg. Kan. Ikke. Lide. Det.
 
Jeg kan stå foran halvfjerds mennesker og holde et foredrag uden problemer. Jeg ved hvad der skal ske. Tilhørerne ved (nogenlunde) hvad der skal ske. Rollerne er fordelt. Ingen problem.
Men det her. Jeg håber virkelig ikke nogen forsøger at komme sådan rigtig i kontakt med mig til sådan en seance, for selvom jeg smiler og prøver at gå rundt og opføre mig menneskeligt er jeg robot indeni. Programmeret til at søge mod hjem, men støder hele tiden ind i forhindringer. En af forhindringerne er at jeg har to børn der er nødt til at være der, så det er jeg jo også. En anden af forhindringerne er følelsen af at jeg burde kunne slappe af. Hvorfor satan i helvede kan jeg ikke bare slappe af??
 

Jeg har ni skolefester tilbage. Én om året til den yngste skal videre i systemet.
 

Jeg overvejer rent faktisk at snuppe en pille næste gang skolen har en eller anden fælles seance for 600+ elever og deres tilhørende. Jeg er sikker på nogen af de mennesker jeg kender der har arbejdet i sygehusvæsenet præcis ved hvilken slags der skal til.
 
Hvis du klikker på Will her får du også et billedversion af hvordan jeg ser ud inden i til fællesseancer på folkeskole.