En morgen med dybe indåndinger & taknemmelighed

Jeg vågner før vækkeuret til en aflysning.

Kigger på min sovende datter. Hun vil være træt, når hun vågner. I dag er skiftedag, og hun skal over til sin far. I går aftes var hun ked af skiftet til det var alt, alt for sent. Nu griner hun i søvne. Øjeblikkelig lettelse. Hendes sind lader hende blive i en kraftig tristhed i noget, der synes som en evighed for dem, der ikke kan få lov at trøste hende. Men når hun så er kommet sig, er hun mit lille robuste lys.

Min aflyste aftale var med verdens bedste clairvoyant. Eller i hvert fald en af de bedste. Hendes hus brændte i nat. Det er en voldsom måde at aflyse på, synes jeg nok. Følelsesmæssigt er jeg nu ligesom i gang med dagen pænt før syv. Jeg har glædet mig, meget, og skal lige rumme, at i dag slet ikke bliver den dag, jeg havde troet. Så rammer det mig med fuld kraft, hvad det betyder, at alle ens ting er væk. På én gang. Det er en helt uoverskuelig tanke.

Ved tanken om omvæltninger søger mit blik atter datteren. Hendes overlæbe er skudt lidt frem. Der kan læses mange følelser i den overlæbe. Nu skal jeg vække hende til skiftedag. Her til morgen kan jeg ikke lide, hvad mit liv indebærer. Det er et kaotisk liv med al for meget tid til at tænke hver anden uge og i underkanten af ro den næste. Præcis som børn håndterer dét at have to hjem forskelligt, alt efter hvem de er – og hvilke forhold de lever under – så er det heller ikke lige let for alle voksne at leve med skiftebørn.

Selvom hun er træt, er hun god til at stå op. Sammen laver vi en dejlig, rolig morgen. Hun vil gerne være hos sin far, det ved jeg. Det er alt det med at skulle sige farvel til Sally (Yes, hunden nævnes konsekvent først) og mor, der er umuligt. Og det er det også.

Cyklen truer med at vælte, mens hun sætter sit gymnastiktøj fast på bagagebæreren. I stedet for at rette cyklen op, holder hun fast i nettet og bruger mig som sin tredje arm. Jeg retter op og snor nettets remme omkring bagagebæreren, selvom hun egentlig har gjort det selv. Det er en sidste morting, jeg lige kan gøre, inden hun cykler i skole og videre hjem til sin far. Så krammer vi langt, og så er hun væk.

Kavaleriet to the rescue

I et solbeskinnet køkken står jeg helt stille og mærker.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal med denne dag, som startede helt forkert i nat, da et andet menneskes hus brændte.

Ved ikke hvad jeg skal gøre med al den ophobede sitrende energi, der nu ikke har noget sted at blive afledt.

En snap tikker ind fra ældste veninde. Et selvportræt af en træt dame, der ikke tror, der er kaffe nok til denne tirsdag. Men jeg synes, hendes øjenbryn står umanerligt fine og skarpe i dag, og jeg er glad for beskeden. Glad for den hurtige udveksling vi ellers ikke ville have haft i hver vores by på en sodsværtet tirsdag.

Så plinger Messenger med forslag fra Lone om at tage til dansefest. Der er én derude, der tænker på mig og danse i samme tanke. På en tirsdag. Før 12.

Selv skriver jeg og orienterer Gitte om aflysningen, fordi jeg ved, hun vil spørge til, hvordan det gik senere. Jeg orker ikke blive mindet om det, hvis jeg lige er holdt op med at tænke på det (det er da UTROLIGT så mange ord, jeg dømmer ukorrekte i denne sammenhæng: ’at være blevet brændt af’ / at have ’svedt’ ud). Men så ringer hun, og så taler vi, til vi har mindet hinanden om en helt masse vigtigt.

Tryg og dækket ind

Der er ting i mit liv, der godt kunne optimeres. Men jeg har efterhånden ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på, at jeg virkelig er heldig med de mennesker, der har valgt at sige ja til at blive lukket ind til mig.

Min familie. De kvinder der i fællesskab gør, at jeg er dækket ind: De tænker mig ind i alle mulige sammenhænge. Går med mig til koncerter, på gåture og i genbrugsbutikker. Tager lange diskussioner om børn og erkendelse og manifestation og kærlighed og sorg og arbejde – og ikke arbejde. Om at være selvstændig og om mod. De taler bøger og musik med mig, synger med mig. Vi drikker et uanstændigt antal kopper kaffe, mens de lader mig få del i deres glæde og så sandelig deres sorger.

Jeg føler mig set, ønsket, nødvendig, rig og forkælet, og det er ganske godt gået for sådan en tirsdag formiddag.

22