Singleevent afprøvet. Tror bare jeg blir’ ved Lucifer

Jeg står meget tidligt op for en søndag. Har mega gode intentioner om straks at gå i gang med at skrive blogindlæg om i går, hvor jeg var til mit første singleevent ever. Men så kom jeg til at arbejde i stedet. For mig betyder arbejde at udarbejde runder til musikquiz, og prøve alt det bedste jeg kan at lade være med at høre samtlige numre til ende. Det tager for lang tid nemlig.

Det er svært. Jeg har minus rygrad, (også) når det kommer til at stoppe et godt nummer. Gamle klassikere rykker ved erindringer, der råber op om, at det er en pligt at blive og høre til ende. Og så er der alle de nye sange, som dukker op i forløbet, hvoraf en del også kalder. Lidt mere stille. Måske er det en basgang, der får mig til at lytte lidt længere. Måske en hæs stemme. Måske en Snoop Dog rytme og en grineren tekst:

It’s your moves, baby
‘Cause I can’t dance in the way that you do
But I got that love that you ain’t used to, hey
And when the DJ’s spinnin’ that song that we groove to
Oh my, come and teach me how to dance

Slow down!
DJ, play that track
Check out my kung-fu kicks, like I’m under attack
I wave my arms like this from front to back
Bet you never seen a bad mother dance like that

Et konferencelokale af akavethed

Nåmen det var det der singleevent. Vinterbar på Comwell i Aarhus. Altså allerede lokationen er faktisk et tegn på, at det nok ikke helt er min crowd. Men jeg beslutter, at der sikkert er andre som mig, der bare trænger til at komme ud, så nu prøver vi det lige af.

Jeg tager af sted for at komme ud, for at danse og for at SE. Og jeg ser. Jeg ser mange skaldede mænd i hvid skjorte eller hvid t-shirt. Jeg har ikke noget imod skaldet. Men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor mand ikke kan se, at det måske er smart at skille sig lidt ud i sådan en sammenhæng?

Min partner in crime og jeg ender ved et bord med hyggelige mennesker. De fleste ved vores bord gider godt danse m som k. Også uden at hive mig rundt ved armene. De danser afslappet, som om de nyder det. Det er nice.

Jeg keder mig løbende, da disc jokeren bliver mere og mere ærgerlig i sit musikvalg. Drevet fra dansegulvet af en af de helt utroligt få sange jeg ganske enkelt nægter at danse til, kigger jeg ud over lokalet og lover højtideligt mig selv, at hvis jeg spotter en mand, der står og rokker til musikken, så byder jeg ham op, lige meget hvordan han ser ud.

Der er ingen, der rokker.

Alenemænd i festlokale står som støtter ved de borde, de nu engang har stillet sig ved og kigger. Holder godt fast i deres drinks og deres position. Det er PRÆCIS, som da man gik til halvbal som 15-årig.

Jeg får lidt ondt af os alle sammen.

Barokkoncert og manden i mit liv

Søndag fortsætter med en times gratis barokkoncert med kvartet + sopran i kirken. Det er total luksus på en søndag. Jeg bliver nok en lille smule træt under et par af numrene.

Køber ind til chili con carne på vej hjem, smutter forbi biblioteket og henter reserveringer. Ser et afsnit af Lucifer <3 (pt dén mand jeg hænger med) til aftensmaden. Griner højt af noget helt vildt upassende, han får fyret af og ender med at hulke, da én af hovedpersonerne vælger at tage et par kugler for Amenadiel.

Jeg er kisteglad for, at den serie er så lang. Den er sjov, har overnaturlige elementer, er utroligt upassende og så er soundtracket til Lucifer nærmest den perfekte musikgave til mig:

Singleevent prøvet, tjek på den, må jeg godt gå hjem nu?

Festen starter kl. 20 og kl. 22 er jeg sådan set færdig. Jeg bliver kun, fordi nu er jeg jo kommet. Men DJ’en er faret vild i 80’erne, og når han endelig spiller noget nyt, lægger han umch umch rytmer ind under og ødelægger dermed ellers ganske udmærkede sange.

Da han sætter Lambada på, er det dråben.

Det første stykke af vejen hjem er jeg lidt plaget af følelsen af opgivenhed, men så kommer jeg til at fokusere på regnen mod ruden. På den måde gadelygternes lys brydes i vand i mørke, på lyden af dæk mod våd asfalt og mine hænder, der langsomt varmes op af blæseren. Der er IKKE den stemning, en køretur ikke kan rette op på.

Og jeg må bare erkende, at jeg har det som sangerinden i DJ Blues:

DJ DJ det du spiller er aldrig til mig
DJ DJ det er lidt for let og bassen den er alt for høj
Så vil jeg hellere danse hjemme I min kælder
Jeg er nok en smule ensom men fri