Selvdæmpelse, off

Prolog

Jeg beslutter, at jeg er klar til at afprøve de der følelser. Beslutter jeg er klar uden helt at vide, hvad jeg går ind til. Og det er altså til den skræmmende side, for jeg er ikke ligefrem typen, der føler moderat eller som kan skrue op og ned for blusset alt efter behov.

Lige der lytter universet åbenbart og tænker; ‘okay så, hvad hun ønsker, skal hun få’.

* * *

Det er pænt længe siden, jeg ser ham første gang og har en instinktiv reaktion, der er ret så interessant. Jeg møder hans blik, og inden i mig klasker et 30 mands gospelkor synkront hænderne sammen og bryder ud i jubelsang.

Jep.

Det ligner virkelig ikke umiddelbart et match. Min hjerne er ét stort forbløffet ’really?’, men den trækker sig, for når det kommer til hjertesager, har hjernen fået lov at bestemme en hel masse, og det ved jeg da ikke, hvor godt vi er sluppet fra, alt taget i betragtning. Desuden var den selv med til at tage beslutningen om at teste følelsernes dybde.

Jeg kan godt se, han ikke er klar, og det er okay med mig. Så venter jeg bare. Jeg kan godt se, at der vil være lidt ekstraordinære udfordringer her. Stadig okay med mig. Jeg er sikker. Desuden har jeg besluttet, at det er slut med at stikke af, hvis det føles lidt for intenst. Og det her er intenst. Så nu bliver jeg stående. Sgu.

Som enhver der er faldet hovedkulds ved, kan man have ret svært ved at bedømme en situation, hvor man har kastet sit hjerte efter sagesløs. Det kan være noget af en udfordring at forstå, at det er muligt at være alene om at føle så meget.

Men det kan man så faktisk godt være alene om. Vi har ikke lyst til, det er sådan, men vi ved det jo godt.

Ingenting sker der nok af og så falder tårnet

Jeg er en drømmer, og jeg drømmer intenst i meget lang tid. Der sker imidlertid nada. Tingene bliver ved med at være så langt fra, hvad jeg går og håber på, at hjernen til sidst bliver bekymret og begynder at holde godt øje med en anden slags tegn end dem hjertet ser efter.

En dag er der så ikke længere nogen vej uden om at erkende, at landet slet ikke ligger, som jeg havde håbet.

Hjerne og hjerte læser præcis det samme ud af en situation, og det de læser, får mit hjerte til at krølle sammen.

Indtil da er min tro stærk, vedholdende og loyal som død og helvede. Jeg ser helt bogstaveligt min tro, og med den håbet, gå ud af en dør og lukke stille efter sig. Det er noget af det mest smertefulde, jeg har oplevet. Havde den så for fanden da bare smækket med døren, da den gik.

Følelser kan ikke kategoriseres som forkerte

En del af mig har lyst til at påstå, at hjertet ganske enkelt tog fejl. Men hjertet tager ikke fejl. Du kan ikke kategorisere dine følelser som ’forkerte’. Det kan godt være, de ikke gengældes, det kan godt være, de strider mod al fornuft, og det kan godt være resten af dig synes, det vil være forkert at rykke på de følelser af den ene eller anden årsag , og derfor lader du måske være. Men det gør ikke følelserne forkerte. De ér bare.

Hvis mine følelser ikke havde fået lov at holde et ordentligt fantasigilde med efterfølgende lige så ordentlige og desværre ret virkelige følelsesmæssige tømmermænd, ville jeg ikke vide, hvor meget jeg faktisk kan klare.

Håbet har forladt bygningen, men noget andet er flyttet ind (igen)

I lang tid forstår jeg ikke, hvordan jeg kan være så ked af det og samtidig føle mig så sindssygt stærk. Stærkere end nogensinde. Jeg står på mine ben. Jeg gør (det meste af) mit shit. Jeg har måske ikke smilet til fremmede i køen i SuperBrugsen et stykke tid og haft sjove (synes jeg selv) kommentarer til deres varer på indkøbsbåndet og sikkert været enormt upassende og ujysk. Men ungerne kommer i bad, vi har malet deres værelser, og jeg insisterer sådan fra tid til anden på, at de skal hjælpe med opvasken, selvom det er udmattende, at det potentielt skal diskuteres, før det bliver til virkelighed. Jeg holder mit første solo-foredrag, første offentlige musikquiz og har mit livs første kronik i Kristeligt Dagblad.

Hvis vi tager en pille, og det gør vi jo i stort omfang her i landet, for at dæmpe en uønsket psykologisk tilstand i os, såsom depressive tendenser, så letter i hvert fald noget af mørket. Der er bare lige den lille hage ved det, at sådan en pille ikke kun dæmper de uønskede følelser – virkningen er ikke selektiv. Pillen dæmper ALLE følelser, også dem vi gerne vil have. Glæde fx.

Denne her uventede styrke har været i mig hele tiden. Den bor bare samme sted som alle de følelser, jeg mere eller mindre bevidst har dæmpet for at have en følelse af kontrol. Ligesom med lykkepillerne (”lykke”) dæmpede jeg dermed også en intens styrke, som jeg nu går rundt for mig selv og er taknemmelig og temmelig imponeret over.

Jeg har det som om, jeg er blevet ti år ældre på ganske få måneder. Og måske er det præcis, hvad der er sket. Måske har jeg indhentet og gennemlevet års undertrykte følelser på meget kort tid.

The good, the bad and the ugly.