Porten ind til resten

Du ved den der port, der giver adgang til alle de andre? Du er klar over, at du er nødt til at komme igennem den, men i dit hoved har lige denne her elendige port tilsyneladende ikke noget håndtag, er pyntet med pigtråd og omtændt af flammer? Jep. Den port. Her har jeg nu stået så længe og overvejet mine muligheder, at jeg ikke længere kan tænke på noget andet.

Fra tid til anden nægter vi at handle på denne her ene ting. I starten er det ikke noget problem. Det er bare én ting ud af mange. Den bliver godt nok ved at dukke op, og det begynder at gøre dig lidt kulret, men du skubber den væk. Og én gang til, ind i skyggerne med den.

Der er ligesom hele tiden noget andet, der kommer i vejen, ikke? Men så en dag vågner du og opdager, at tingen, som du ikke vil rykke på, nu fylder så meget, at den blokerer for ALT andet. Der er kun små spruttende gnister af energi tilbage til den store mængde af andre ting, det ville være smart at bruge kræfter på.

Har du været der for nylig?

Jeg har ikke brug for råd. Jeg ved udmærket, hvad der skal til. Jeg skal lette røven, sætte i gear, tage det første skridt, give den elendige hest et dask med hælen, for det er sagonedme ved at være længe siden, jeg sadlede op.

Men fordi jeg er den, jeg er, skiver jeg lige lidt, for at få distraheret mig selv fra alt det farlige:

En akters for to stemmer

Aktører:

BM: Bange mig

LM: Logisk tænkende mig

BM: Angående den der ting, så er vejret ikke så godt i dag. Jeg har sovet for lidt og har fået et bygkorn, der virkelig generer mig. Så jeg er jo ikke topklar, og det er nok bedst at være topklar til den ting.

LM: Er det ikke dig, der plejer at sige til andre mennesker, at hvis man har for mange undskyldninger, er det fordi man ikke tør se på den rigtige?

 BM: Det er sikkert bare en indskydelse. Det er nok klogt lige at se tiden an.

LM: Den der ting har fyldt i månedsvis, men i dag er det bare en indskydelse?

BM: Det er altså WAY out of my comfortzone.

LM: Er vi ellers ikke enige om, at mennesket virkelig rykker udviklingsmæssigt, når vi sætter noget på spil?

BM: Og desuden er jeg ikke sådan én!

LM: Ok, men eftersom du ikke holder op med at tænke på det her, er du måske sådan én alligevel? Og hvad mener du i det hele taget med ‘sådan én’?

BM: Alt muligt kan gå galt, jeg venter lige med at tage hul på det.

LM: Fordi i morgen har du så meget mere lyst?

BM: Jeg er en wuss.

LM: Det må man sige.

BM: Det kan ikke være rigtigt, at det altid er mig, der skal starte.

LM: Det er heller ikke rigtigt. Hvis du ellers gider lytte et øjeblik, så foreslår jeg, at du sætter dig ned og laver en liste over de gange, hvor det bestemt ikke var dig, der startede. Det vil faktisk ikke være særligt svært at skrive en pænt lang liste.

BM: Min hud flejner.

LM: Har du bemærket, at det gør den ofte, når du har sadlet hesten? Det er egentligt ret sjovt, hva?

BM: Der er ikke noget, der er sjovt ved det her.

LM: Det kunne det måske blive?

BM: Hvad nu hvis grunden til jeg ikke har handlet endnu er, at det faktisk er vildt ufornuftigt og vil gå frygteligt galt?

LM: Fuck mand, læs dit eget indlæg om reptilhjernen og hvordan den vil forsøge at beskytte dig mod alt nyt og ukendt fordi ukendt = potentiel fare

BM: Hvad nu hvis jeg prøver, og det så slet ikke er noget alligevel?

LM: Du er i absolut NUL nu. Pt. bevæger du dig ikke i nogen som helst retning. Denne ene ting har overtaget samtlige tankeprocesser, og det er kun blevet værre. Tør du tænke til ende, hvad der sker, hvis du fortsætter på denne måde?

Exit Bange mig, der simpelthen ikke kan parere mere og vælger at forlade samtalen.

Som du kan læse, knalder jeg max ud. Jeg tænker, jeg står med et valg. Enten vader jeg hen til den port og får det overstået, eller også får jeg tatoveret WUSS på min overarm.

Hvis jeg vælger tatoveringen, så kan jeg jo kigge på den og blive mindet om at ingenting rigtigt bevæger sig,fordi jeg nægter at gå i kødet på de store blokeringer for fremskridt.

Mens jeg overvejer min tatoverings grafiske udtryk, nærmer jeg mig faktisk et par minutters total ro i hovedet, da 80’er playlisten når til Bananarama.

Tanken om at Robert De Niro taler beroligende til mig på italiensk, er så tiltalende, at jeg grinende glemmer mig selv et øjeblik.

Tak Bananarama <3