Pia Christina

Redaktionel advarsel. Der vil forekomme ukvemsord og kontant tale i dette indlæg. Pia is in the house.

Da jeg stopper på biblioteket, holder en ven og kollega tale for mig. De bedste taler får folk til at føle sig set, og Annette rammer plet i en grad, så jeg tuder.

Hun lægger ud med at omdøbe mig. Hun syntes ikke rigtigt Christina er dækkende for, hvem jeg er. Så jeg bliver til ’Pia Christina, den intellektuelle motorbølle fra Fredericia. Den følsomme fantast fra den jernhårde provinsby..’ (godt formuleret btw hva?)

Da Annette afslører den del af mig, hun har døbt Pia, er det lige pludselig så dejligt at være mig, at der ikke kan være nogen tvivl om, at Pia skal have noget mere plads fremover.

Jeg har arbejdet på at integrere hende lige siden.

Vi har alle sammen sider, vi glad og gerne viser frem. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad vi gerne vil kendes for, men der er visse egenskaber, hovedparten af os er enige om er positive: humor, venlighed, evne til at få andre til at føle sig godt tilpas fx.

Derudover har vi nogle sider, som vi er mere eller mindre bevidste om, at vi undertrykker. Nogen gange kan det være til vores alle sammens fælles bedste, at vi lægger låg på.

Christina går fx ind for, at vi må kunne tale os til rette om tingene.

Pia synes voldtægtsmænd skal kastreres. Uden bedøvelse. Med en ske.

Christina synes helt ærligt, at folk har ret til deres holdninger og ser gerne, at alle udtaler sig behersket og med blik for, at vi alle skal kunne være her.

Pia synes, alle der prædiker sandheder; det være sig grøn livsstil / hvilken religion der er den eneste rigtige / er hudfarveudfordrede / ultraliberale eller som ikke kan fatte alvoren i #metoo og at kvinder kun først lige er begyndt at forsvare sig, skal klappe kaje [her anfører en meget intenst stirrende Pia, at hun IKKE sagde ’klappe kaje’, hun sagde ’lukke røven’, og at Christina skal beslutte sig for om alle virkelig skal kunne være her eller ej, eller om det kun gælder, når hun har været inde over og glatte ud og modificere… Christina kan desuden også lukke røven].

Vi er enige om at biler er noget af det bedste, dog af lidt forskellige årsager:

Christina kan godt lide biler med lækkert design.

Pia synes en bil er lækker, når der er seriøs wroooomeffekt og føler decideret antipati mod folk, der ejer den slags biler og ikke kan finde ud af at komme hurtigt af sted, når pæren bag grønne ruder tændes.

Ingen af os opsøger ligefrem konflikter, men Pia forsøger heller ikke undgå dem.

Måske har Christina fået så meget plads, fordi jeg blev født i en kvindekrop i krebsens tegn. Den del af mig der insisterer på fællesskab, kærlighed, venlighed og empati matcher samfundets sådan helt skrevet-i-sten-agtige forventninger til hvordan en kvinde er.

Jeg indrømmer blankt, at det jo også har været det nemmeste. At være likeable.

Eller pleaser, hoster Pia.

Ærligt, jeg har gået og gemt en del af mig, der er rendyrket trucker. Jeg lufter hende kun i så små doser, at de fleste kan sluge dem uden problemer, fordi det kan karakteriseres som ’quirky’.

Forleden blev jeg spurgt, om der ikke var noget, der kunne gøre mig sur. Jeg gled af. Og så tænkte jeg. Det var ikke nødvendigt at tænke over ’om’, men over hvor ofte jeg bider det i mig. Og hvorfor. Jeg bliver da skide sur. Jeg kan blive meget, meget vred.

Christina har virkelig siddet meget vrøvl overhørigt. Hun har ædle idealer om at man ikke slår på nogen, der er mindre eller dummere end én selv (de sidste slår man ikke med ord). Christina bliver så skide trist, når hun ikke altid kan leve op til idealerne.

Pia er langt mere pragmatisk og mener, at hvis en hysterisk hund går efter dig og ikke anerkender størrelsesforholdet, så må den føle det størrelsesforhold på den hårde måde.

Christina mener folk skal have en chance.

Det gider Pia ikke engang svare på.

Så jeg er ved at integrere Pia, som jo bare er en del af mig. Men det er en balancegang, for jeg er ikke trænet i at bruge hende bevidst. Det førte blandt andet til et flovt optrin før jul, hvor jeg overreagerede totalt.

Men det er sådan det er, når man er ved at lære. Så tramper man rundt i spinaten og kan komme til at svine de nærtstående til.

Det er sikkert sådan noget, der engang har fået mig til at bure hende inde.

Jeg er kommet til at såre nogen, jeg ikke ønskede at såre, ved at være – vil jeg gætte på – for aggressiv. Eller også mødte jeg én, hvis aggressivitet totalt tværede min, og så blev jeg bange. Måske.

‘Hvorfor’ i datid er irrelevant, ikke? Det er ‘hvorfor ikke’ i nuet, der gælder.

Men det er sådan, at nogle af de sider vi dømmer ude i os selv, måske er nødvendige i bestemte sammenhænge. Pia er ikke rigtigt bange for noget, eller jow, at få røven i seriøs klemme, men hun går ikke og udskyder og retter ind fordi ’hvad nu hvis’.

I sommers stopper jeg på mit arbejde, fordi det ikke længere gør mig glad. Og det finder jeg deprimerende. Det er jo så meningen, at jeg skal finde ud af, hvad der så skal ind i stedet.

I efteråret 2018 er jeg imidlertid et sted i mit liv, hvor 80% af det jeg har lyst til, tør jeg ikke gå efter.

Hvis liv lever jeg så?

Pia har lovet at hjælpe. Eller hun har informeret mig om, at nu hvor hun er her, hvor hun hele tiden burde have være, skal hun nok sparke den her røv ud over stepperne.

Kaleo – No good (truckers choice <3)
(Visited 138 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.