Søvnløs i Vejle

Der ligger du. På en luftmadras i Vejle og stirrer op i loftet. Med en barnearm over brystet fra den ene side og et par børneknæ boret ind i den anden. Fødderne vippende i det fri. Dagen er afsluttet med et fælles klukkeanfald, men beslutninger der ikke var nogen vej uden om, har efterladt alting en anelse blåt. Den slags kommer altid snigende i takt med børnenes dybe vejrtrækninger.
Og det her er dit liv.
Lige om lidt starter det igen. Hverdagen i et nyt år. Og du vil smile til gud og hver mand om morgenen i skolen, til naboerne og kassedamen, berolige dine forvirrede lånere med at man lige skal lære systemet at kende, og du kan sådan set heller aldrig huske dine koder, det behøver ikke have noget med alder at gøre.
Du vil fryse som en gal ved vandet før arbejdstid. Du vil tøve lidt længere for hver gang du sætter bilen i gang. Det vil trække mere og mere i dig efter at komme i havn i Ørslev Kloster. Tænde lys og tage livtag med ordene.
I spænd, fladt på ryggen tænker du, hvorfor du ikke er blevet klog nok til at holde dig fra luftmadrasser. Det er jo ikke fordi du ikke før har tilbragt søvnløse nætter blindt stirrende på luftmadras. Dog aldrig før i Vejle. Og du tænker på at livet har speedet op i forhold til hvor hurtigt erfaringerne kommer flyvende. På om du egentlig kan følge med og på, om det her er et varsel for 2015 eller bare 2014, der smækker døren på vej ud.
 

Altid sove på en god idé

Under en meget lang og sen snak med kæk ven om livets og især kærlighedens genvordigheder får jeg den fremragende idé at prøve at genvinde tabt mand ved at sende ham de erotiske noveller han er hovedperson i.
Med alt for lidt søvn i øjne, der uden tvivl glinser af desperationens glade vanvid, trasker jeg gennem natten mod postkassen og dumper al min længsel gennem sprækken.
Morgenen er fyldt med grus og en gryende følelse af katastrofe. Nattens gerning står nonchalant lænet op af døren og undgår mit stadigt mere stirrende blik.
Så spurter jeg.
’Jeg kan ikke udlevere et brev til dig, selvom du siger, det er dig, der har lagt det i postkassen’. Postmanden lader ikke engang, som om han beklager. ’Sådan er reglerne. Du kunne jo være hvem som helst’. Han er ved at lukke den brune sæk om nattens desperation, som nu er nydeligt pakket væk og erstattet med en helt ny skrigende en af slagsen.
’Prøv lige og hør’, puster jeg. ’Jeg skrev noget ud i nat og øh, ja, det er ikke så godt at sende det i dag, selvom det virkede sådan i nat’. ’Nej’. Den dumme lille mand gider ikke engang kigge på mig. Han løfter sækken ind i bilen og har allerede hånden på bagsmækken. Jeg vurderer hans størrelse men beslutter, at jeg nok er for utrænet til at få slået ham helt ud, inden han får gjort modstand. ’Okay, vent, du bliver nødt til at høre på mig. Jeg har sendt nogle øh historier til én som jeg ikke burde sende den slags til’, hostehvisker jeg. ’Jeg skulle have sovet på det, det er slet ikke mig at sende den slags’. ’Hvad står der i dem?’, fniser regelrytteren. Nu alt for interesseret.
I sidste ende laver vi en bytter. Han bryder reglerne. Jeg giver ham mine ord.
Jeg har erhvervet hårfarve og meget mørke øjenbryn. Anlagt læbestift og købt bruncreme der bør kunne dække min skam et par år. Fået farvede kontaktlinser. Jeg flytter til adresse ukendt med mit nye navn. Jeg skriver stadig, men nu kun under pseudonym – mandligt – og aldrig noget min mor ikke må læse. Jeg har kun forsigtige venner.
Jeg bliver aldrig sent oppe igen.
Det skal nok gå.
 

Dit liv

Jeg ved godt at alle i andre sikkert karter rundt nu og prøver at nå, jeg skal købe ind, pakke ind, gøre rent, gøre klar, vaske tøj og hvem fanden havde ansvaret for mandelgaven, det var vel ikke mig, var det mig, det er mig, jeg når det ikke, jeg skal, jeg skal, jeg skal..
Men så kyler jeg det her ud i intetheden, anyway.
Jeg har været træt det meste af december. Og en træt mor og to børn på seks og ni er så langt fra zen man kan komme. I mit hus. Så vi havde en af de dage, hvor jeg ikke bestilte andet end at sige nej. Lad nu være, kan i ikke huske hvad vi talte om, vær’ nu SØDE ved hinanden, prøv at ignorer hende, lad være med at lave det der op i hans hoved, det er pisse irriterende. Fint, så må du op på værelset igen. Den slags dage. Hvor jeg ender med at føle mig som verdens største taber, fordi jeg bliver vildt sur på sådan et par undermålere.
 

Men det værste er at blive uvenner om morgenen. Børn har brug for at blive sendt af sted til den støjende, udfordrende arena som folkeskolen er, med alle deres kræfter i behold.
Men jeg blev irriteret og min søn bliver meget hurtigt ramt, fordi det var dagen efter en laaang konfliktdag. Vi tog en snak om at det er en rigtig dårlig idé at være uvenner om morgenen, fordi det kan påvirke resten af dagen.
Så siger Tue at hvis han har 100 liv fra start og vi så skændes, så ryger der 30 liv lige fra morgenstunden. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at fortjene et barn, der taler til mig i et sprog jeg kan forstå. Det er det bedste billede jeg har hørt på hvordan det er med vores energi. Vi har 100 liv at gøre godt med som udgangspunkt.
Billedet med de 100 liv er flyttet med over til hans kloge far, som har udvidet begrebet ved at tale om, hvordan man så kan sørge for at få flere liv igen, så man ikke ryger i bund og må forlade spillet.
Det er værd at huske i dag. I december. Hver eneste morgen, glad eller udfordret. At man kan give sig selv et boost i liv.
 

Jeg ryger fra det røde til det grønne felt når jeg skriver. Hører musik. Danser. Er i nærheden af skov eller vand. Er sammen med folk hvor jeg føler mig tryg nok til at være kæk.
Hold et øje på hvor mange liv du har tilbage.
Og gå så hen og kram en hund eller et træ, smil til den søde dame i brugsen, dans så grimt du kan indtil du griner – hvad end der fylder dig op. Så klarer vi nok den mandelgave også.

 

life-bar-necklace-by-critical-hit-collectibles

Tale til min bil

Du gør mig glad. Jeg er så taknemmelig for at du er min. At du altid er i nærheden og klar. Til at tage mig hvorhen min fantasi vil og tiden giver plads til.
Vi er begge mærket af det liv jeg lever. Det er muligt, at der er en vis sundhedsrisiko ved at stige ind i dig. Men for den der ikke er bange, er der plads, hvis man lige børster sædet fri for cd’er, børnesæder, krummer og diverse reklamefoldere for vand-, dyre-, legelande, som ungerne hamstrer uhæmmet.
Siden du kom ind i mit liv er det blevet nemmere at være mig. Det gør ikke længere så meget at jeg glemmer ting, for så tager vi bare en tur til.
Du får mig til at tænke i muligheder i stedet for forhindringer.
Jeg elsker lyden og fornemmelsen af at køre over hullerne i gruset når vi kører til vandet, så jeg lige kan mærke vinden og smage på lugten af tang, inden pligterne fylder dagen op. Du afventer tålmodigt, at jeg bliver færdig med at iagttage mågerne holde dansende stand mod vinden. Smile mod roerne der skifter plads langt ude, mens jeg står og føler med, koncentreret, forestiller mig hvordan træet vipper under fødderne. Jeg higer efter at køre mod kysten på den anden side af bugten. Bare for at prøve at stå derovre og se tilbage mod hvor jeg står nu.
Når vi kører af landeveje mod blå, grå, lyserøde, måneoplyste, regnrudeglimtende himle. Mulighederne. Tanken alene om at køre videre, at dreje til venstre i stedet for til højre. Køre ud og køre væk indtil jeg ikke længere gider og trænger til at komme hjem igen.
Du hjælper mig til at blive, fordi du sikrer, at jeg altid kan komme væk.
Du holder derude som en reminder og et løfte.
Du løfter min sjæl.
Tak.

Glæden indeni

I sidste uge var der én der gjorde mig glad. Meget glad. Så glad, at jeg drømte en drøm med glade dyr. Drømmen var helt klar og lysende. End ikke et strejf af ironi eller skepsis. Ingen indre stemme der stillede spørgsmål ved om dyr overhovedet kan være glade eller om det hele ikke var lige lovlig fluffy og rosenrødt og hvad var hagen mon. Ingen løftede øjenbryn. Bare glæde. Jeg måtte endda holde chimpansens hånd. Jeg var i glæde og tillid, og det var et helt vidunderligt sted at være.

Mens virkeligheden bare kværner derudaf, har den drøm martret mig noget så vederstyggeligt siden. Jeg vil tilbage til den følelse. Jeg vil kravle ind i den, pakke den om mig. Bo i den.

Jeg troede, der skulle komme noget udefra for at skabe denne dybe glæde. At gnisten skulle komme fra et andet sted.

Men evnen til at være ukompliceret, glad, ubekymret er inden i os. Den er der hele tiden, selvom der ikke er nogen til at sætte den i gang. Den dybe grundglæde jeg mærkede, er ikke noget jeg fik foræret udefra. Glæden ligger i os og venter bare på at blive brugt.

Hermed ikke sagt at andre ikke kan åbne en hidtil uset dør til din glæde. Det kan de, hvis du giver dem lov. Men vi behøver ikke gå og vente. Det er en opgave. At lære at identificere hvor den sidder, så vi kan stikke et sugerør i, puste og så POW – grundglæde ud over det hele.

Nu ved jeg så også det. Jeg vil øve mig, til jeg evner at finde glæden frem, når jeg har lyst. Så jeg kan se mig mæt på den, svømme i den. Putte mig ind til den og kaste den i grams.

Ja.

Og kaste den i grams.

Hvad jeg har lært om kærlighed af at miste 1

Min yndlingsonkel døde. Jeg ved ikke hvorfor jeg elskede ham så højt. Kan ikke sætte fingeren på bestemte episoder. Måske var det fordi han lignede min far. Måske fordi han altid satte en høj standard for sig selv i det horrible morads af strittende, gibbende sjæle, der var vores familie.
Jeg så ham sjældent og kun én gang i mit liv valgte jeg selv at besøge ham.
Der er et eller andet med kærlighed som jeg stadig kæmper med at forstå. Jeg vil så gerne kunne sætte fingeren på hvad det er, der får os til at elske et menneske.
Er det måden du fastholder mit blik? Eller hvordan du undviger andres brok? Eller har du set mig lige dér, hvor jeg følte mig allermest usynlig?
Men at vi ikke kan sætte et øjeblik eller en værdi på, gør det ikke mindre sandt.
Under gravøllet går jeg ud i den faldefærdige tilbygning og ser på spindelvævene, de vindflåede blondegardiner og de avisudklip du har hængt op på væggen med kuglepenskommentarer skråt langs kanterne. Og så kan jeg mærke du er der. Jeg tænker først bagefter. Lige der lader jeg blikket glide indad og lader mig fylde af den kærlighed jeg altid har haft til dig.
Så er fornemmelsen væk.
Jeg fortryder ikke at jeg ikke prøvede at se dig noget mere, at vi ikke talte sammen, at jeg ikke lærte dig at kende voksen til voksen.
Jeg elskede dig. Jeg ved ikke om du vidste det før. Det betyder ikke så meget. Vi ved det nu.
Alt er ok.
 

Ex på den seriøse måde

Og så er man allerede på den anden side af første år som enlig mor. Som ex på den seriøse måde. Ex-husejer. Ex-kernefamiliedeltager. På sådan et år lærer man et eller andet. At man kan læse to bøger på to dage fx. Men at det ikke er så tit man gør det.
At man godt kan være totalt lykkelig alene samtidig med at de manglende små menneskebørn trykker mod organerne som en lille konstant murrende sult.
Hvis man ligger med ryggen helt tæt op af sofaen som er lige så gammel som ens nye liv, føles det næsten som at ligge i ske, og man kan godt kramme bamser og puder i mangel af menneske. Det kan man faktisk godt. Og bamser og puder har den klare fordel, at de altid er klar på at kramme.
Man vil ikke have noget at gøre med cykelreparationer. Det vidste man også godt før, men nu ved man det på en helt anden måde. Man vil til enhver tid betale for at slippe for nærkontakt med gummislanger. Desuden er cykelhandleren så kæk. Så sker der da lidt.
Nu ved man også, at man godt kan lave en bolledej til køleskabet og bage friskbagte boller hver morgen. Bare der ikke er nogen der ville ønske man var den slags kvinde der godt gad gøre det. I samme boldgade har man lært at man kan lave en kylling/karry suppe der smager ret tæt på den man før i tiden tog alene på Café Kindrødt over en bog.
Forholdet til ens bil bliver tættere, mere personligt og følelsesladet, nu hvor der kun er os to til at holde sammen på den.
Endelig har man lært at ingen dør ved at man skriver sine tanker ud. Ikke endnu i hvert fald. Eller så vidt vides.
Men nu holder man selvfølgelig også helt vildt igen.
 

Hvis vi bare lige ser efter

Jeg har inviteret en kollega til at drikke øl med mig på lørdag. Vi har ikke kendt hinanden særlig længe, men jeg kan godt lide hende. Hun får mig til at grine.
Vi blev spurgt hvad vi egentlig lavede. Vi havde jo ingenting til fælles udover at tale om mænd og ryge smøger. (Alle der har prøvet at være alene længere end frem til fredag aften ved godt, at det bestemt også er ret fantastiske ting at have til fælles).
Men jeg blev ked af det.
Jeg ved godt at jeg har noget der hedder rygradsreaktioner når jeg f.eks ser en godt svedig mand i Føtex iført cykelhabit. Tatoveringer i ansigtet får mig helt sikkert også og mennesker der ikke smiler tilbage, tager jeg umiddelbart afstand fra. Men hele tiden ved jeg, at med en lille bitte smule interesse, med en lille skide indsats, så vil jeg kunne finde noget at tale med næsten alle om.
Hvis jeg ikke kan relatere til det de tror på, kan jeg måske være imponeret over deres vilje, deres evner, deres interessante tøjstil, den måde de taler til deres børn, at de stadig står på deres ben..
 

På biblioteket kommer der en mand på sin motorcykel. Han beholder altid læderjakken på og der er ikke det mindste tvivl om, at han har prøvet ting, jeg aldrig kommer i nærheden af og heller ikke har lyst til at se nærmere på.
Men jeg kender hans mailadresse. Den er poetisk og fuld af glæde.
 

Du ved det ikke, vel? Hvem der ender med at ramme din sjæl. Men jeg ved, at hvis vi ikke giver hinanden en chance. Hvis vi ikke ser ud over om vi har den samme baggrund/uddannelse/musiksmag/alder/køn/seksuelle orientering/antal piercinger/forkærlighed for små hunde/religiøse-politiske overbevisning så bliver det hele for småt. For usmidigt, og det bliver vi så også selv, til sidst.
Så jeg bliver ved med at finde frem til ting vi kan have til fælles.

Huskeliste

Husk at vande blomsterne. Udenfor. Indenfor. Orkideen hver syvende dag. Reagere på breve fra offentlige myndigheder og firmaer der potentielt kan tage varme, vand, tv, tilskud fra dig. Husk at få dine børn i skole og børnehave. Hver dag. Helst rene, påklædte, med madpakke og i godt humør. Husk at det også gælder dig selv. Husk fødselsdage og hilsener og husk at være høflig overfor fremmede, venlig over for bekendte og hjertelig overfor dem der står dig nær. Husk at du glemmer. Husk at få dine kys. Husk at give tilbage. Husk at lege. Husk at nogle lege tager du meget alvorligt. Husk at smide ud. Husk at gemme. Husk at give og at ikke alle gør det samme. Husk at det er okay. Og du er okay. Husk at sprækker og frafaldne knapper ikke syr sig selv. Husk at rydde op. Husk musikken, kunsten, bøgerne. Husk at hjernen skal have ro for at kunne huske. Husk det vigtige og glem det uvæsentlige. Husk hvad der er hvad. Husk at alt godt kommer til den der venter, men husk også at Gud hjælper den, der hjælper sig selv. Husk at sige hvad du vil have. Og prøv at huske hvad det så helt præcist er.
 

Delresultat fra skriveophold på Ørslev Kloster

Fortrydelse

Fortrydelse er en vedholdende satan
kommer til frokost
går med i bad
ligger og blomstrer ved din side
når du vågner

på ingen måde inviteret
står hun der
og piber
ønsker sig ting anderledes

et godt greb om realiteterne
og jeg knalder hende ud af mit hus
men hun er en snigende gift
en tågeheks
hver gang du tror
du har gjort kål på hende
manifesterer hun sig i et navn
i duft
i søde ord som hun har tyvstjålet
i dine hemmeligste mindekamre
hvor hun også finder trumfen
i et billede af de smukkeste hænder
du aldrig mere må røre ved