På en skala fra 1-10
Det er et par dage siden månen var fuld. Jeg holder øje med den. Kalder den Bella Luna og siger god nat. Vi har alle brug for konstanter i vores liv. Bella Luna er én af mine. Denne tirsdag starter lyst. Vinden begynder at lege med bladene i rækken af rødel mellem min frimærkehave og bondens mark. Jeg kigger væk et øjeblik, lyset dæmpes i stuen og på et øjeblik er alt udenfor vådt og skinnende. Det drejer sig kun om et øjeblik, så kan alt være forandret.
Jeg har denne idé som efterhånden er meget gammel. Hvis vi nu alle sammen bliver enige om at inddele vores liv i de samme områder og giver områderne en karakter fra 1-10 ud fra, hvordan det går på det specifikke livsområde. Når vi så mødes, og måske er lidt tidsklemte, kan vi nøjes med at svare 7,5 til ’Hvordan går det?’ Man kan eventuelt udvide til ’Kærlighed og økonomi trækker pænt ned i det samlede regnskab, men overordnet ligger jeg på 7,5.’ Er du klar over hvor megen unødvendig smalltalk, vi lige kunne suse uden om der?
Imidlertid er der allerede problemer med den indledende opdeling, for der er for eksempel flere slags kærlighed. Der er kærligheden mellem mig og mine børn. Kærligheden til menneskene i mit liv. Det væld af følelser jeg har for musik, ord, kunst og de mennesker, der får mig til at mærke, ved at skabe begge dele. Og så er der kærligheden til en anden voksen. Og hvordan rangordner man den? For kærligheden til et andet menneske kan jo godt være stærk, uomtvistelig og allestedsnærværende, selv hvis den ikke er gengældt. Er det så en skidt kærlighed for det? Eller hvis kærligheden er gengældt, men dit forhold skrænter, I er ikke på samme side, det var meningen, I skulle binge-watche livet sammen, men din partner kan ikke lade være med at smugkigge foran, og pludselig synes afstanden uovervindelig. Kærligheden er der, men den føles som en kjole, der efterhånden kun hænger sammen i sømmene. (Tydeligvis ikke et moderne klædningsstykke jeg tænker på, for her går sømmene altid først). Eller hvad nu hvis du egentlig føler dig fuld af kærlighed, men der er ikke nogen specifik modtager. Det er vel godt, med mindre du frygteligt gerne ville have at der var en modtager. Gerne én lige så propfuld af kærlighed, åbne arme, åbent blik.
Jeg ér opmærksom på det underholdende element i, at jeg på den ene side er fuld af ord, og på den anden side gerne vil have vi barberer dem ned. Helt tæt. Ind til kæbebenet.
Og det er heller ikke præcis det, jeg vil. Der må gerne være mange ord. Men kunne de ord, vi vælger, være fulde af mærken efter og refleksion? Kunne vi lytte ordentligt, så når jeg siger, jeg ikke har fået slået græsset i meget lang tid, så hører du, at der var noget, der knækkede på et tidspunkt? Ja, det var den forholdsvise nye håndskubber, der ikke umiddelbart var indstillet korrekt, og så blev jeg simpelthen så træt af at skulle sætte mig ind en græsslåmaskines funktioner – også – at jeg bare droppede det med, at græs i haver har en vis længde. Men kan du godt høre, at der nok ligger noget andet bag, når man sådan giver op over for en smule græs?
Hvis vi kunne skære en god del af udenomssnakken fra, og så starter du direkte ved ’Jeg er i godt humør, når jeg vågner, overordnet ligger jeg på 8, men når jeg kommer i tanke om, hvad jeg skal på arbejdet, så dykker jeg,’ så kan vi tage den derfra.
Måske kunne det være en underliggende aftale, at hvis vi har en time sammen, så skal begge parter have nået at fortælle om et (eller flere) områder, hvor man ligger i den gode ende af skalaen, men vi har også vendt det område, hvor Sisyfos mindst en gang dagligt pruster forbi dig, stenen foran sig, han sender dig et blik og bemærker ’Det er sgu sjovt, der er et eller andet bekendt ved den her situation.’
På en skala fra 1-10 hvordan går det så?
