Snakken
Substantiv ǀ bøjning: findes kun i ental, bestemt form
En samtale af alvorlig karakter, som oftest finder sted mellem to personer. Snakken er normalt en konsekvens af længere tids undvigen af en del mindre ’snakke’. Mennesker, der ikke har lyst til løbende at se på udfordringerne i deres nære relationer, afskyr absolut snakken.
Snakken foregår mellem to personer med en relation, der indebærer en form for magtbalance. Det kan være et kærestepar, chef-ansat, forælder-barn eller læge-patient.
Det ligger implicit i ordet, at noget skal bearbejdes, eventuelt ændres, og første skridt er at tale om det.
At blive indkaldt til snakken kan derfor helt reelt føles som en trussel. Har man ikke været opmærksom på, at noget kører uhensigtsmæssigt eller rent ud har ignoreret det, kan snakken ligefrem være angstfremkaldende. I så fald er det bedst at bede om et kort rids af emnet for snakken og herefter udbede sig betænkningstid.
Det er en super dårlig idé at møde ganske uforberedt ind til snakken, for dén, der indkalder, har helt klart tænkt over indholdet / mest sandsynlige forløb og har helt styr på sine offensive og defensive strategier.
Er du ikke blevet direkte indkaldt, men får mistanke om, at en almindelig meningsudveksling er ved at udvikle sig til snakken, kan du teste tesen med en humoristisk bemærkning. Modtages dit forsøg på at løfte stemningen med en alvorlig mine, er du med garanti blevet luret ind i snakken uden forudgående advarsler (Se Unfair).
