Introvert
Adjektiv ǀ bøjning: -, -e
Gml. betydning: person der undgår kontakt med andre mennesker (se Andre mennesker).
Moderne betydning: introvert er et personlighedstræk, der siger noget om et menneskes præferencer i sociale sammenhænge.
Den introverte har brug for ro til at lade op og bearbejde indtryk. Dette gøres enten alene eller i selskab med få godt kendte, mens den ekstroverte (se Ekstrovert) personlighedstype får energi af andre menneskers selskab.
Du er sjældent 100 % introvert eller ekstrovert. De fleste mennesker indeholder begge træk, men hælder i større eller mindre grad til en af siderne.
Introverte findes lige fra yderst tilbageholdende eneboere til socialt åbne og snakkesagelige sommerfugletyper. Sidstnævnte kan forvirre deres omgivelser ved deres pludseligt opståede behov for alenetid.
Mellem 25 og 40 % af befolkningen er overvejende introverte.
Socialt samvær sætter den introvertes sansearbejde på arbejde, da det ofte er ekstra følsomt. Bearbejdelsen af indtryk kræver fred.
Fordi den introverte har en begrænset mængde social energi at gøre med, er kvaliteten af det sociale samvær vigtig for en introvert. Som introvert bliver din tålmodighed med samtaler om emner, du betragter som overfladiske eller irrelevante stadig mindre med årene.
Som introvert kan du føle alt fra let ubehag til direkte afsky i forhold til
- Mange mennesker samlet i rum med dårlig akustik
- Storrumskontorer
- Fri leg i ukendt selskab
- Get togethers hvor small-talk er vejen frem
- Teambuilding øvelser med udprægede konkurrenceelementer, hvor larm, spontanitet og føren sig frem belønnes
- Uventet besøg
- Uventede telefonsamtaler
Du har sandsynligvis med en introvert at gøre, hvis du kan genkende nogle af følgende ting:
- Tager ikke telefonen, når du ringer, men svarer på beskeder (før eller siden)
- Få gode venner
- Kan finde på at forsvinde fra din fest uden at sige farvel
- Bruger mistænkeligt lang tid på din kat / hund / plade- / bogsamling / dine fotoalbums eller dit toilet ved ’festlige’ lejligheder
- Forlader selskabet for at spise solofrokost
- Forsvinder i perioder fra fællesudflugter såsom museumsbesøg