Om det almindelige liv og Hjortshøj

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 51

Jeg ved ikke om alle der bor i en landsby har det med deres landsby, som jeg har det med Hjortshøj. Jeg ved ikke hvor meget af det, jeg holder af ved stedet her, der er specielt Hjortshøjsk, og hvor meget der er helt normalt. Det gør heller ikke så meget. Det er bare enormt heldigt at være glad for at bo der, hvor det nu engang er mest praktisk at bo.

For nylig var der støttekoncert med det lokale band Rygtesprederne i forsamlingshuset til fordel for den hal, byen gerne vil have. Multihuset i folkemunde. Min aftale går til i migræne, og for første gang i mit liv trasker jeg alene i byen. ’Byen og byen’, tænker du måske, men jeg er ikke helt glad ved det. Med krydsede fingre håber jeg inderligt nogen gider snakke, måske endda danse, med mig.

Ved indgangen bliver jeg budt velkommen ved navn. To skridt længere inde har jeg hilst på de første tyve, og resten af aftenen er jeg kun alene, når jeg går ud for at være det. Jeg kan godt lide det på denne måde. At tingene er overskuelige. At vi som udgangspunkt opfører os ordentligt, for de fleste af os skal se hinanden i øjnene på skolen mandag eller over bland-selv-slikket på fredag. Jeg kan godt lide, at jeg kan GÅ hjem gennem en stille by, når jeg ikke kan mere.

Bandet Rygtesprederne består af fire lokale mænd, der skriver sange om det absolut almindelige liv omkring de fyrre. Teksterne er almengyldige og humoristiske, med stærkt lokalt tilsnit. De behandler selvironisk og uhøjtideligt det, der lige pludseligt er gået hen og blevet livet; at lægge lån om, at det IKKE er pinligt at spise aftensmad i Ikea, og den om hvor enormt large og rummelig man er, lige indtil nogen lugter af skyllemiddel.

Mens vi står der og griner af det nærmest besk genkendelige, bliver jeg ramt af et ønske om at høre noget, der matcher mit eget liv. For selvom jeg er set spise i Ikea, har jeg lagt fælles låneomlægninger bag mig. Jeg kunne sagtens forestille mig lignende sange om at være enlig forælder. For eksempel kunne der være sangen om at vænne sig til at være helt alene. Pludselig er man akut opmærksom på lyden af indkommende beskeder på mobilen. Man smider madlavning, bog eller trøstechokolade og flår telefonen til sig i håb om – ja et eller andet – bare for at opdage, at det er en praktisk besked fra ens ex eller en er-du-okay-sms fra mor. Igen.

Eller sangen om at du i lige uger er toptunet forældermaskine, hvor du smører madpakker, sørger for at alle kommer rene af sted til tiden hver morgen, har bløde barnearme om halsen, generelt er nødt til at agere navigationsmester og hører musik du ikke selv har valgt at sætte på. For så ugen efter at komme hjem til et tomt hus, og al den lettelse du har følt hele dagen på arbejdet over at skulle hjem til ro, fordamper i det sekund du rammes af – well, ingenting – i entreen.

Men også sangen om den helt absurde glæde ved at bestemme selv. Andet vers skulle så handle om, hvor afsindig træt man er af at bestemme alting selv, i tredje vers er det alligevel bedre og så fremdeles.

Jeg er glad for, at der findes nogen derude som Rygtesprederne. Nogen der stiller sig frem og italesætter det almindelige liv. Stiller sig frem som klassiske eksempler uden at pege fingre. At vi så følte os ramt til højre og venstre er en anden sag :). Og jeg er meget glad for at bo i en lille østjysk landsby, som alligevel er stor nok til koncerter (og måske en dag en hal).