Om at stå fast over for sorg

Det meste af mit liv er der gået ret lang tid mellem jeg mistede nogen eller noget, der betød en masse for mig. Man kan sige jeg var lidt utrænet i tab.
 

Jeg troede det var min amatørstatus udi tab, der gjorde mig en anelse ufølsom over for den sorg, andre kunne være i. Faktisk er det en underdrivelse at sige at det kun var en anelse. Jeg kunne godt SE det gjorde ondt, men havde rigtig svært ved at relatere. Ikke indledningsvis, men efter et stykke tid.
 

Det var ikke en side af mig, jeg var specielt stolt af.
 

I efteråret stoppede jeg så op og så det grimme i øjnene. Så på HVORFOR jeg ikke kunne være i andres sorg. Kiggede på to fremragende eksempler, hvor jeg havde fejlet og prøvede at finde ud af, om der var noget der var ens i begge tilfælde som kunne forklare, at jeg ikke opførte mig, som jeg forventer af mig selv.

Og der var en stor fællesnævner:
Jeg kunne ikke afhjælpe deres sorg. Kunne ikke få den til at gå væk. Jeg kunne knap mindske den.
 

Jeg er vant til at kunne hjælpe. Jeg er god til at se en følelsesbelastet situation udefra og sige noget der styrker og hjælper den der roder rundt i sumpen. Og det var simpelthen ubærligt for mig at være i noget, hvor intet jeg sagde eller gjorde kunne afhjælpe et andet menneskes smerte. Jeg følte mig uduelig.
Det kom til at handle om mig..
 
YRKS
 
Jeg holder fast i mit favorit-citat ever
 

Do the best you can until you know better. Then when you know better, do better. – Maya Angelou

Når jeg kan mærke nu, at jeg bliver frustreret over at stå over for den vedholdende smerte, så ved jeg hvorfor. Jeg behøver ikke føle dyb afsky for mig selv mens jeg trækker mig. For nu står jeg fast. Jeg tager imod urimeligheder og taler videre for sorgdøve ører og minder mig selv om, at det jeg føler, er et sandkorn i forhold til den dinosaurlort min ven sidder med.
 
Så må tiden vise om dem der har brug for mig kunne mærke jeg var der, mens de sloges for at holde sig gående.
 

(Visited 40 times, 1 visits today)

2 tanker om “Om at stå fast over for sorg”

  1. Jeg står desværre i modsatte position. Har mistet alt for mange og alt for meget af værdi. Er overtrænet i at håndtere sorg, smerte og tab. Men kendes desværre alligevel alt for godt den position du har fundet dig selv i, den uempatiske! Ikke fordi jeg ikke kan føle med andre, ikke fordi jeg ikke kan tåle at jeg ikke kan hjælpe, men fordi mine forsvarsmekanismer brager igennem for at beskytte mig for mere lidelse. Ikke nødvendigvis min egen, men belastningen af med-lidelsen. Grim som jeg er, kan jeg tage mig selv i at negligere andres sorg, OMG hvor jeg hader at opdage når jeg gør DET. Heldigvis kan mine automatiske forsvar stadig kæmpes ned af min fornuft, men tænk hvis jeg endda blev et rigtig asshole af at være for udmattet til at tage mig af andres sorg, den tynger jo trods alt mindre hvis den deles. Gud bevare Danmark, og empatien!

  2. Men der ligger også en del selvbeskyttelse i det, Chanett. Det GØR der. I sidste ende kan vi alligevel ikke bekæmpe andres smerte for dem – det bliver de nødt til at gøre selv. Men man kan stå ved siden af og række dem nye våben, når dem de har er slidt op 🙂
    Så det er med at huske, at for at kunne stå der og agere væbner, bliver man nødt til at holde pauser hvor man selv lader op. Fordi meget smerte er meget udmattende at være vidne til.
    Og så vil jeg sige til dig som du udmærket ved, at du måske synes du OPFØRER dig grimt i sådan en situation, men du ER ikke grim.
    Basta.
    Kram til dig og HURRA fordi du stadig står op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.