Om at springe ud som quizmaster

Mørket har lagt sig om træerne i baghaven. Et stearinlys er tændt ved siden af skærmen, og jeg har udskudt dagens ottende kop kaffe for at skrive om at springe ind i den totale uvished. Om at gakke helt ud og slå mig ned som quizmaster. Om at sidde og ryste på hovedet af mig selv, mens jeg skriver de her ord og samtidig være stensikker på, at det jeg gør nu, er noget jeg er nødt til at prøve af. Det giver simpelthen for meget mening til, at jeg kan lade være.

Men som jeg ryster på hovedet, ryster jeg på hånden.

Do what you love

Min datter siger, jeg synger hele tiden. Det er ikke ment som et kompliment. Hun er elleve og synes pt at al morsang er for meget morsang. Jeg elsker at høre musik, og jeg synger altså med. Men jeg kan ikke så godt koncentrere mig om at skrive fx, hvis jeg hører musik samtidig. Mere end ét påbegyndt blogindlæg er afgået ved en alt for tidlig død,  fordi jeg har fået distraheret mig selv med en guitar. Så hvordan kan jeg få tid til at høre musik nok, for jeg skal jo lave et eller andet, vi kan leve af?

Jeg har gået og næret denne her idé. Hvis jeg nu kunne få folk til at gå til musikquiz hos mig? Og hvis jeg kunne forklare virksomheder, at eftersom de går op i medarbejdertilfredshed, så skulle de tage at booke mig til at komme til surprise musikquiz til en fællessamling en sløv mandag morgen. Alternativ teambuilding, ikke? Bare musik, underholdning og mild konkurrence. Ikke noget med at skulle lade sig falde bagud og satse på at Lis fra receptionen griber én. Ikke noget med at kravle op i uhyrlige højder i reb, mens man udsættes for gruppepres af træt heppende kollegaer. Ikke nogen resultatforventningspres.

Det eneste man skal er at lytte, snakke, gætte og grine. Og få trykket på en knap eller to i mindecentret.

Mit arbejde vil så bestå af at høre musik som forberedelse og at få folk til at have det godt. Der må være andre end mig, der kan se det. Hvor vidunderligt et arbejde det ville være.

Og hvis det bare er mig, er det jo også fint, for så er konkurrencen inden for musikquizmasterbranchen ikke så hård.

Men Christina.. (vi foregriber lige et par spørgsmål)

Ved jeg om nogen gider lege med mig ud over de søde mennesker, jeg kender, der altid bakker op, lige meget hvad pokker jeg finder på?

Nix.

Tager jeg flere gange dagligt verdens dybeste indånding (der hele tiden udvikler sig til hyperventilering afløst af, at jeg glemmer at trække vejret), fordi jeg frygteligt gerne vil det her, og så bliver det pludselig så enormt vigtigt?

Jep, vejrtrækning er blevet et fokuspunkt, men på et eller andet tidspunkt falder jeg vel ned.

Jeg har skudt iværksætteridé nummer to i gang og har booket Egå Forsamlingshus til musikquizzer. Én torsdag i oktober og én i november. Når jeg rigtig får fyret op under tanken, så forestiller jeg mig, at der er flere hold, der går fast til musikquiz én gang om måneden. Holdene har kampnavne, og alle kæmper venligt indædt om æren mod dem ovre fra Skæring. De har det pisse sjovt, får hørt en masse musik, de havde glemt, de kendte. Når jeg kommer hjem fra arbejde, er jeg udmattet og tilfreds og pisse glad. Det ved jeg bare.

Courage is resistance to fear, mastery of fear – not absence of fear

Ordene var oprindeligt Mark Twains, men jeg har adopteret dem, og jeg arbejder på at kategorisere mine handlinger som modige ikke som skingrende vanvittige / virkelighedsfjerne / tegn på akut uhelbredelig fantasteri.. m.m.

Jeg forbinder mod med en eller anden retrygget type. Stolt løftet pande og et direkte blik på faren. Og sådan ser jeg ikke lige ud. Jeg hopper op og ned af glæde, når fremmede klikker ’interesseret’ på min første musikquiz begivenhed på FB. Og så går jeg i panik. Og så er jeg glad igen.

Hvis du vil følge med i quizmaster livet, så giv FB-siden Musikquizzer et like. Her postes arrangementer og miniquizzer.

Skulle du bo i nærområdet og mærker du, at det her lige er dig, så er der billetter til salg her: Musikquiz i Egå Forsamlingshus.

Alt det musik kan – med eksempler

Og fordi det hele handler om musikken og glæde ved musik, giver jeg den nu gas med tre numre, der berører mig på forskellig vis. Jeg synes, du skal klikke på mindst én af dem. Måske falder du pladask.

The Police – So Lonely

Hver gang jeg hører Sting synge So Lonely med hysterisk desperation, griner jeg:

Now no one’s knocked upon my door / For a thousand years or more
All made up and nowhere to go / Welcome to this one man show

Just take a seat they’re always free / No surprise, no mystery
In this theater that I call my soul / I always play the starring role

Jeg kan genkende følelsernes overdrev, og jeg elsker, når han hviner I feel so alone tusind gange, fordi det er sådan, det er, indtil det ikke er sådan mere:

Ryley Walker – The Halfwit in Me

Melodien får mig til at tænke på et forhold. Det starter forsigtigt ud, prøv lige at lyt til guitarens rytme og forestil dig, at den beskriver forløbet af et forhold. Der er gentagelser. Små opbygninger til gode dage, for så at gå tilbage til gentagelserne, løfte sig til noget ekstraordinært og tilbage igen.

Foy Vance – She Burns

En af mine mest lyttede lige nu er en head over heals kærlighedssang. She Burns er lidt pop og lidt country med en dejlig bas. Den officielle video er vildt distraherende, så jeg har valgt sort skærm. Du skal lytte. Ikke se.