Det introverte, sansende menneske

Slår du introvert op i Den Danske Ordbog, er forklaringen på introvert én ‘som undgår kontakt med sine omgivelser og andre mennesker’. Her til aften beslutter jeg at klikke på ‘rapportér et problem’ knappen og bede dem overveje at tilføje ‘nutidsbrug’ af ordet. Indtil da må jeg selv ind i kampen.

Hej, jeg hedder Christina, jeg er introvert.

Når jeg bruger ordet introvert, mener jeg ikke indadvendt. Ej heller genert. Eller stille. Jeg mener, at jeg har brug for ro til at genoplade. Enten alene (meget glad for alene) eller tryg sammen med få godt kendte. Introverte kan være meget talende og udadvendte – i perioder, men socialt samvær dræner.

Jeg er introvert. Det er noget, jeg har tilfælles med cirka 25% af landets befolkning. Jeg har brug for fred og ro til at få ny energi.

De resterende 75% er ekstroverte. Eftersom de ekstroverte er flest, har de i overvejende grad bestemt, hvordan verden ser ud. Det er fx en ekstrovert, der har opfundet storrumskontorer, som ganske enkelt er helvede på jord for en introvert. Og for en god del af de ekstroverte også, faktisk, fordi en ekstrovert jo tror, at mange mennesker samlet i et rum betyder social interaktion. Hvilket kan være skidt for arbejdsindsatsen.

Om at finde sin kasse og fred i den

Vi er forskellige. Alle introverte er ikke ens. Langtfra. Jeg har fx ikke noget problem med at tale i telefon, og det er ellers en ting mange introverte ikke har megen lyst til. Jeg kan godt lide at tale med andre mennesker. Når det passer mig og i afmålte mængder.

Tilbage til starten af 2010’erne

Jeg har lige delt en stor ny selverkendelse med min kollega (klart både introvert OG indadvendt). Hun stirrer på mig, og med en blanding af munterhed, vantro og let hån hoster hun; – Skulle DU være introvert?

Jeg bliver ret forvirret. Hun er én af mine foretrukne kollegaer. Jeg respekterer hende meget højt for hendes faglighed og uvilje til at blive involveret i fnidder. Hun er desuden kontant, hvilket jeg sætter stor pris på (nogen gange skal jeg godt nok lige synke).

Lige nu virker det imidlertid, som om hun tænker, jeg ikke forstår betydningen af ordet. Mit ego bryder sig bestemt ikke om, hvis hun tror, jeg har misforstået et begreb eller bare lider af manglende selvindsigt i særklasse.

Jeg fortæller hende det, fordi jeg lige har fundet ud af, at der er noget, der hedder introverte og ekstroverte personlighedstræk. Jeg er enormt glad og lettet over endelig at have fundet ud af, hvad pokker det er, der er ‘i vejen’ med mig:

Hvorfor jeg kan blive så pludseligt, frygteligt udmattet midt i noget, jeg et øjeblik før ellers syntes var vældig festligt.

Hvorfor jeg ikke har lyst til festivaler, selvom der kommer fem bands, jeg sindssygt gerne vil høre.

Hvorfor jeg kører til fest i egen bil og holder mig ædru, fordi jeg kan slappe meget mere af, når jeg ved, jeg kan komme væk, når jeg får brug for det. Og jeg får BRUG for det.

Hvorfor jeg kan gå i så-tror-jeg-sgu-det-er-på-tide-at-finde-en-bro-at-springe-ud-fra-mode, hvis jeg er i en situation, hvor small-talken ingen ende tager, og jeg ikke kan komme væk (se ovenstående).

En gave eller en forbandelse

Jeg troede, jeg var forkert.

Jeg følte mig forkert, kedelig, til tider doven, fordi jeg ikke kunne holde samme tempo som andre i lang tid af gangen. Med mindre, selvfølgelig, jeg var alene. Alene kan jeg arbejde meget længe uden problemer.

Nu ved jeg, at jeg bare er gearet til en anden verden, end den jeg lever i.

Jeg kan lide små, lukkede selskaber. Dybe samtaler og mindre koncerter. Jeg kan lide at skrive, læse, glo på kunst, afmålt taletid og folk, der kan lytte. Jeg har genoptaget videoaftener med en veninde, og det er simpelthen den perfekte måde at være sammen på. Bare være i hinandens selskab, mens vi får et skud kultur/underholdning i hver vores ende af sofaen.

Jeg kan også godt lide at holde foredrag, musikquiz eller interviewe foran publikum, fordi her har jeg styr på rammerne. Men jeg bliver træt bagefter. Det er prisen (læs Når det bedste er det hårdeste: om at interviewe forfatteren Helga Flatland). Jeg synes ikke det er fedt, at være i et rum fuld af fremmede, hvor det forventes vi ‘mingler’, holder snakken på overflade og er hurtigt videre til næste levende væsen.

At være introvert hænger ofte sammen med en ekstra sensitivitet over for stemninger, lyde og lugte. Når du sanser mere, giver det jo også god mening, at du bliver hurtigere udmattet.

Jeg ved nu, at jeg skal holde pauser. Det er lige meget, om det betyder et ekstra toiletbesøg, eller om jeg skal holde time out i et køkken med værtens kat. Små åndehuller betyder, at jeg kan holde længere i længden, og jeg vil jo gerne være med.

Og så vil jeg også gerne hjem.