Om at blive ældre

Min hofte siger en mørk, ulden lyd da jeg går op af trappen for at vække knægten. Min respons er ’really’?? Jeg går ud fra at læsebrillerne og kalktabletter venter lige om hjørnet. Og det er okay med mig.
At blive ældre. Alle de ting man ikke længere kan bekymre sig om. Alle de holdninger.
Når jeg kigger på min yngste der kamproder med en kløende næse. Hun lever nu. Det er lige nu det klør, og det skal holde op nuuuuuu. Hun har ingen forventninger om at det vil hjælpe, hvis hun prøver at tænke på noget andet. Hun vil ikke vente på at det går over. Hun kan ikke.
Jeg ved det går over. Eller hvis ikke, så vænner jeg mig til det. Eller hvis ikke, så er det i det mindste slut med det, når jeg kreperer. Under alle omstændigheder holder ting op. På et eller andet tidspunkt er du færdig med det der.
Det at blive klogere med alderen er ikke ensbetydende med, at du ikke længere roder dig ud i fejltagelser eller bliver en sand mester i at undgå at blive ked af det eller forvirret eller trådt på. Nej. Du er blevet klogere når du erkender, at du stadig vil træde ved siden af og blive forvirret og det vil du, fordi du bliver ved med at møde ting, du aldrig før har skullet tage stilling til.
Du holder simpelthen op med at slå dig selv i hovedet med at du jo må være dum fordi du lige trådte ud i noget der helt klart lignede en eng i sommersol drysset med vilde blomster og en totalt nuser lille hare hist og her, men viste sig at være en gedigen dynge af skærende ubrugelighed.
I stedet kan du nu kigge på dine ømme fødder og lettet tænke, godt de ikke brækkede i det mindste. Godt det ikke var syre, jeg lige sprang i. Eller en rævesaks.
Da jeg var yngre tog jeg alt på mig. Hev gardinerne for, satte mørk musik på og hulkede ned i min dagbog. Det var virkelig ikke særlig sjovt.
Nu ved jeg, at jeg bliver ramt, og når jeg gør, så rejser jeg mig igen, stærkere. Det gør måske lidt ondt i lænden nu på vej op, men bortset fra det, så er jeg ret vild med at blive ældre.