Noter fra en drømmer

Hvilke drømme havde du, da du var yngre? Kan du huske, hvordan de døde? Mine blev kvalt med ‘er det praktisk muligt?’ Det gør de til dels stadigvæk, nu er det bare mig selv, der fører kniven.

En af mine barnedrømme var at blive dyrlæge. Da jeg italesatte denne spritnye drøm, blev det mødt med ‘er du villig til at slå dyr ihjel, for det er en meget stor del af jobbet?’.

Da jeg senere tænkte, at man burde arbejde for Greenpeace, var den indkommende respons, at det kunne man ikke sådan bare komme til. Det krævede en lang uddannelse; ingeniør eller lignende (Greenpeace øjeblikkeligt skudt i sænk ved trussel om mere matematik og meget mere skole).

Less facing reality. More creating reality.

Det var ikke negativt at drømme i mit barndomshjem. Man skulle bare være klar over, at med mindre drømmene indebar (mere) uddannelse og meget mere arbejde, var de urentable og dermed urealistiske. Alt, der ikke kunne føre til en sikker havn med økonomisk stabilitet, blev straks konfronteret af djævelens advokat.

En drømmer (et barn?) skal åbenbart beskyttes mod sin hang til idealisme og naiv tro og ledes mod et realistisk verdenssyn. Denne holdning er sandsynligvis et forsøg på at skærme drømmeren (barnet) mod for mange nederlag i mødet med ‘hvordan ting ér’ aka den virkelige verden. Men det er også bare bevidstløs videreførelse af idéen om, at livet er hårdt – og arbejde.

Undertitlen på bloggen er ‘Less facing reality. More creating reality’. Jeg vil klynge mig til de ord som en druknende på dage, hvor ingenting retter sig efter mine ønsker og bære dem som et skjold, når jeg er stærk i troen. Jeg er en drømmer. Jeg voksede op i et hjem, hvor drømme var noget, man kunne gøre i sin fritid. Sådan var mine forældre opdraget, sådan levede de livet, sådan podede de mig.

Jeg synes bare, der er et lille problem her. Hvis drømme hører til i din fritid – og du er en drømmer – så er du lige blevet henvist til din fritid, og resten af tiden skal du så være.. hvad? Tilrettet borger i det realistiske verdensrum?

Dine ‘realiteter’ er ikke en entydig sandhed

Det jeg ikke ser som barn og ung er, at realiteterne ikke er en entydig sandhed. Jeg er faktisk først ved rigtig at forstå det nu som 48-årig. Der er jo for pokker ansatte i Greenpeace, som ikke har en voldsomt lang teknisk uddannelse bag sig. Og selvom det er relevant, at en dyrlæge ikke kun redder dyr, men også er nødt til at deltage i aflivning, så er det jo et helt urimeligt valg at stille op foran et drømmende barn.

Vi kan da lige så godt kaste os helt ud i det så, så nu spørger jeg dig, om du er villig til at dø for at leve? Eller er du klar på at risikere stor smerte, hvis du insisterer på at elske?

ER DU? HVA?

Et langt stykke hen af vejen er det umiddelbare svar til den slags spørgsmål jo hell no.

Fokus rives fra drømmene og henvises til alle de ting, der kan gå galt.

Før eller siden går det op for os alle sammen, at vi alligevel ikke kan forberede os på alt. Livet er ét stort potentielt mayham, og et eller andet skal nok komme efter dig. Det er en af de få garantier i livet. Fra tid til anden vil lortet ramle. Fra tid til anden er der pludselig mere matematik, selvom du var ethundrede på, at det kapitel var slut forever.

Når der alligevel ikke er nogen garantier: nogle ting vil ramle i dit liv, men på andre tidspunkter oplever du noget, der grangiveligt ligner mirakler, og du har ingen mulighed for at gardere dig 100%, hvordan ved du så, om du bør skrinlægge en drøm?

Læs også Når vi smider krykken, vakler vi så ikke altid lidt?