Når naboens græs bare ér grønnere

Klumme fra Aarhus Onsdag Nord, uge 30

I ni dage har jeg været hundesitter for Liva. I ni dage har jeg også passet bil. Stor, sort smækker bil, der ligesom bare passer til mig. Jeg har modstræbende måttet aflevere begge dele tilbage til ejerne. Men nu ved jeg, hvad jeg virkelig, virkelig ønsker mig

Jeg kan godt lide biler. Store biler, veteranbiler, sportsvogne og sjovt udsmykkede biler. Min virkelighed består i at sætte mig ind i en ældre Skoda, model helt almindelig, og satse på at den holder nogle år endnu. Det plejer at være fint nok. Jeg har en regel om ikke at kigge for langt efter ting, jeg alligevel ikke kan få.

Men så er det jeg skal passe verdens dejligste hund og med hunden følger familiens BMW.

Jeg kører en del på Grenåvej og har bemærket, at en vis type biler ser ud til at komme noget hurtigere fra start i lyskryds end andre. Mens jeg har tøffet bagefter i noget mere adstadigt tempo, har jeg funderet en del over, hvordan det ville være at køre sådan én, og om jeg mon også ville få problemer med at styre tyngden på højre fod, hvis det var mig bag rattet.

I det øjeblik jeg sidder i BMW’en, og utroligt komfortabelt må jeg lige tilføje, føler jeg mig hjemme. Det tager to sekunder at vænne sig til automatgear, lyden er lav og ualmindeligt behagelig, farten er angivet i røde tal mod forruden, så du behøver ikke kigge ned på instrumentbrættet for at se, om foden hviler for tungt på speederen. Eftersom du ikke kan høre hvor hurtigt du kører – som man kan i min Skoda – faktisk kan man nærmest mærke det i min Skoda – er det enormt smart med tælleren i ruden.

Nu er det sådan med en god del ting her i livet, at vi ikke ved hvordan vi vil reagere på noget, før vi står midt i det. Jeg elsker at køre bil. Jeg elsker friheden ved en bil. Jeg klapper jævnligt Skodaen og takker fordi den kører (endnu). Men man kan godt være tilfreds med det man har og så alligevel pludselig opdage, at græsset virkelig ér grønnere ovre på den anden side. Det er fuldstændigt fjollet at en bil har en feature, hvor dørene selv lukker helt, hvis du ikke har fået lukket dem ordentligt, og det er nok heller ikke lige det, der står øverst på listen over uundværlige ting, når man er offentligt ansat, alenemor på deltid. Men jeg kunne godt leve med den her acceleration til daglig. Hildemænd. Alle de her kræfter til min rådighed. Ikke noget med at ligge i overhalingsbanen med gaspedalen helt, absolut helt, i bund mens en stor familieford nærmest kysser bagsmækken af utålmodighed. Nix. I kan bare komme an kan I. Alle sammen.

I ni dage havde jeg hund og BMW. Jeg snøftede, da jeg afleverede Liva, men det var jo fair nok, det var ikke min hund. Til gengæld er jeg stadig sikker på, at ingen kan sætte så stor pris på den bil, som jeg gjorde. Et øjeblik overvejer jeg rent faktisk, om det praktisk kan lade sig gøre at flytte i campingvogn med ungerne, så vi kan få råd til en ordentlig syg bil.

Vi ville jo alligevel ikke være så meget hjemme, hvis vi havde BMW. Vi ville altid være ude på tur.