Når du indhentes af gamle løfter

På lørdag skal jeg læse op til Pop-up festival i Hjortshøj. Det skal jeg, fordi jeg er blevet spurgt og fordi dengang vi havde den ’store’ organiserede festival i byen, og jeg var en del af planlæggergruppen bag litteraturscenen, lovede jeg mig selv, at næste år ville jeg læse op af mit eget.

Næste år kom aldrig. Festivalen lukkede.

Åh!

Pyyyyyyyh… pokkers?… Pyyyyyyh!!

Nu er festivalen erstattet af noget andet, noget mere uorganiseret, hvor dem der har lyst planlægger loppemarked, løb, børneunderholdning, musik og oplæsninger rundt omkring i landsbyen.

Og jeg bliver så spurgt, om jeg vil komme og læse op i år. Og jeg kan jo for pokker ikke sige nej. Jeg har et flere år gammelt løfte til mig selv liggende. Ulmende. Og jeg vil jo også gerne. Jeg har gemt mig længe nok.

Men samtidig har jeg lyst til at grave et meget, meget dybt hul. Så dybt, at jeg umuligt, kan nå at være kravlet op igen på lørdag..

Det er så min bedste undskyldning indtil nu..

Så har jeg tænkt på eventuelt at bedøve mig selv på en eller anden måde, så jeg glemmer, hvor nervøs det gør mig at skulle stå frem med mit eget, når jeg nu er vant til at promovere andres. Men jeg bor her i byen, og mine børn kommer nok, så jeg bliver nødt til at køre den hjem på viljestyrke.

Det jeg imidlertid KAN gøre er at bedøve publikum. Så i dag har jeg været ude og investere i et lille publikum-kick-starter-kit:

Når jeg så har fået alle fire til at grine, hvad skal jeg så fortælle?

Kan jeg fortælle om at være dybt taknemmelig for alt det sorgarbejde, jeg måtte igennem for snart fire år siden, da jeg mistede mere på meget koncentreret tid, end jeg før havde mistet samlet i årtier? Kan jeg forklare hvordan den erfaring fylder mig med taknemmelighed nu, fordi nu kender jeg tab. Jeg kender sorg.

Kender dens kringlede måde at bevæge sig på. Hvordan den bliver væk i dagevis, og at du vænner dig til at være glad. Hey! Jeg er glad. Jeg er mega glad. Og så pludselig midt i glæden mærker du en sugen. En tanke, en følelse klasker lige ind i al det lyserøde og grå kravler frem. Jeg genkender sorg. Den kan stadig overraske mig med sine små surprise visitter, men nu ved jeg, at den går igen. Vil jeg fortælle at det gør hele forskellen?

Vil jeg fortælle om glæden ved at glo ud over vindbølger i en umoden mark. Eller om at starte de fleste morgener med at køre til vandet og mærke fødderne mod sand, mod siv og tang og skaller. Glæde sig til dén dag, hvor vinden fører en hel klar hørbar sætning ind til mig fra roerne derude. Om duftene. Om måger og kraner og om trangen til at køre modsat arbejdet for at komme over på den anden side og kigge tilbage mod der hvor jeg står lige nu.

Om hvor frygtelig et skrig ræven har i min baghave om natten, hvor fasanerne skræpper op under solen, som havde man egen halvvilde hønsegård. Om spurvehøgens skrigen. Når det er tid til at lave nye spurvehøge. Når junior kalder på mad. Om duernes ugraciøse klasken rundt i træerne, om egernet, mus og harer. Lyden af lærker, stjerner på klare nætter, månen fuld, månen orange, månen klædt løst i skyer.

Måske vil jeg fortælle lidt om solsorten. Solsorten hvis stemme hiver minder frem fra alle de steder jeg har hængt jakken og mine sko har haft en plads. Hvordan det hele flyder sammen i lyden af smukke toner fra en undselig sortklædt fugl i mellemstørrelse.

Hvordan jeg elsker at blive ældre? Hvordan perspektivet ændres. Alting bliver federe. Koklokke og trianglen fx – musik i folkeskolen. Du kunne vælge mellem triangel, claves eller koklokke. Du gad fanden gale mig ikke spille noget af det. Det var åndssvagt. Verdens kedeligste rytmeboks var det du kunne blive. Som voksen er man meget mere – ai, vil du gerne have mig til at spille claves? Jamen det vil da jeg gerne? Med mindre selvfølgelig du nu ved, at claves bliver det aldrig, nej, du er født til noget andet, du er født til.. ja, du har ikke rigtig fundet ud af, hvad du helt specifikt er født til endnu, men claves er det dælme ikke.

**

Jeg ved ikke, hvad jeg vil sige på lørdag. Jeg skal nok være klar. Det bliver jeg sådan set altid.

For ikke det skal være løgn, skal vi være i et af de fineste telte, jeg nogensinde har set. Billedet er tyvstjålet fra arrangøren, men nu krediterer jeg ham, og håber på det bedste.

Ønsk mig godt mod på lørdag. Et hjerteligt publikum med løse kraver og let adgang til hjertet. Selv ønsker jeg bare, at jeg nu er gammel nok.

Foto: Johs Thorst
(Visited 10 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.