Mor er aldrig skuffet. Mor er ærgerlig

Jeg kan godt lide at sove. Men på det sidste har mine drømme handlet om at være i venteposition. I går nåede vi et helt nyt level, mine drømme og jeg, hvor jeg ikke bare var forhindret i at komme frem eller ind til noget, men nu blev jeg nødt til at bakke. Sågar.

Til gengæld bakkede jeg så rigtigt hurtigt.

(Læs opslaget ‘Voksenmareridt’i Encyklopædien)

I nat var der én der rakte hånden ud. Jeg kiggede på den hånd og alle de grunde den havde til at stoppe op igen. Og ganske rigtigt nåede den aldrig frem til mig.

Jeg vågner med løftede øjenbryn.

Noget af det værste jeg ved er Skuffelse. Skuffelse er sådan en passiv aggressiv tingest, der hverken er særligt herlig at være grund til eller selv at være fyldt af. Jeg har været ret skånselsløs i min kamp med at udrydde den.

Skuffet skal undgås med alle midler. Skuffet er tung af skyld. Skuffet er tromlet. Skuffet er hængedynd, fedtet hår og hundeøjne. Skuffet lugter. Skuffet er hey, så se mig dog lige lammet og tung i kroppen og buuuuhuu.

Så vidt muligt har jeg skiftet skuffet ud med ærgerlig.
Ærgerlig er mere hen af irriteret, sådan hey, dét der kunne have udspillet sig så meget federe. Ærgerlig er boblende, fuld af kamp, fældet men ikke knækket. Down, but not for long.

Så trods møg irriterende drømmehjerne, er jeg ret tilfreds over at vågne og opdage, at selv i drømme vælger jeg ærgerlig.