Et modigt hjerte

Når du er i et parforhold er der dage, hvor du ønsker, du ikke var det.

Hvor du leger med tanken, at din partner på magisk vis bare bliver væk. Det er ikke sådan at nogen er døde (du er for himlens skyld ikke et dårligt menneske), der er bare pludselig tomt, hvor der før var en anden. Der er ikke nogen spørgsmål, ingen lægger mærke til, at der er en der mangler, ingen går rundt og tuder. Og du kan beholde både hus og bil.

På samme måde er der også dage, når man så ikke er i et forhold, hvor man tænker, at det simpelthen ikke kan blive ved på den måde.

Men i dag gik det op for mig, at jeg da har en mand i huset. Jeg har selv skabt ham for over tyve år siden.

Mens jeg lavede ham, tænkte jeg på en romersk arena og de muskler der skulle til. Det var det eneste logiske. Selvfølgelig starter man klassisk ud i sit første forsøg ud i torso og former en krop, der ikke bare er blevet til efter tilfældighedsprincipper, men efter hårdt arbejde.

Og jeg er sikker på, han nok skal klare sig. Han har da heller aldrig klaget.

Efter at have gloet på ham et stykke tid får jeg en kolossal lyst til at lave en ny.

Men det bliver sværere.

Denne gang skal han kunne klare sig i kærlighedens arena. Det kribler i fingerspidserne efter at finde ud af, hvordan en torso med et modigt hjerte ser ud.