Månens hemmeligheder, hvorfor? og rækkehusforbandelsen

Engang modtog bloggens Brevkasse et ønske om forklaring. ‘Hvorfor?’ stod der bare i emnefeltet. Sjældent har jeg haft så meget på hjerte, som da jeg skrev mit svar. Hovedessensen var, at spørgsmålet ‘hvorfor?’ har sin tid. Herefter må man acceptere, at man ikke får et tilfredsstillende svar. Ikke lige nu i hvert fald. Hvis du ikke lader dit ‘hvorfor?’ hvile, kan det overtage dig totalt.

Men vi kan vide ting med vores logiske sans uden at leve den viden. Jeg har stirret så længe i brønden med ‘hvorfor?’, at jeg er bange for, jeg mistede balancen og faldt i. Har forsøgt at aftvinge månen dens hemmeligheder. Hver gang jeg troede, jeg forstod, forandrede tingene sig. Nu har jeg sluppet. Tingene er, som de er. Jeg slipper behovet for en forklaring og napper en tur i flow.

Læs det oprindelige svar fra Brevtjenesten: Et brev om hvorfor

Fuldmånesyg

Månen lyser på aftenhimlen. Skyer i lys grå og sølv svæver forbi. Jeg elsker Månen i alle dens former, men når jeg stirrer på den i dens nuværende form, stor og rund, føles det nærmest om en ud-af-kroppen oplevelse. Jeg svajer. Månen er alt det skjulte. Den ser ud til at lyse, javel, men kun lige på sig selv og de nærmeste skyer. Alt andet ligger i mørke.

I virkeligheden er det Solen, der får Månen til at lyse. Jeg forestiller mig Solen desperat jagtende en hemmelighedsfuld elsket årtusind efter årtusind. Månen føler ingen trang til at dele sine hemmeligheder, og Solen efterlades eksploderende frustreret. Den vælger at bruge frustrationen konstruktivt. Få ting til at gro, menneskene til at brunes, række ind i og lyse op i hver en krog som modvægt til alle de ting, der holdes skjult i det store mørke, den ikke kan trænge gennem.

I flere dage har jeg haft en blokering i halsen. Det er de ting, jeg aldrig får sagt. Det er et kæmpe ‘hvorfor?’, jeg ikke kan komme af med. Følelsen af ikke engang at have ret til at spørge, uden at jeg kan sætte fingeren på, hvorfor det er sådan.

Rækkehusforbandelsen

Jeg vil så gerne bo et sted, hvor udsigten til månen ikke forstyrres af et hegn ind til naboen. 1½ meter fra mig blokerer et gråt hegn i et eller andet kedeligt, hårdt materiale mit synsfelt. Jeg føler mig låst, hæmmet. Ønsker månen for mig selv. Jeg hvisker min hilsen, Hey Bella Luna, for ikke at forstyrre nogens verdensopfattelse. Præcis som jeg har opdaget, at jeg sjældent synger højt i mit eget hjem.

Altid låg på.

Rækkehusforbandelse.

Jeg har ikke lyst til at hviske min hilsen til månen, har ikke lyst til at synge lavt og kontrolleret, har ikke lyst til at holde mig inde ved muren, når jeg vader ud i regn for at blive gyst ordentligt igennem.

I Wish I Had a Little House Out In The Country

Det skræmmer mig, at jeg gerne vil lidt mere ud på landet. Jeg synes da ellers, jeg er alene nok. Det gør mig nervøs, at jeg ønsker at skære endnu mere uvedkommende ‘støj’ væk. Uvedkommende, som i alt det, jeg ikke selv har opsøgt. Naboernes familiestridigheder, den konstant susende lyd fra motorvejen og landevejen. Dét at jeg meget af tiden lægger en dæmper på mig selv, fordi hvorfor skulle de trækkes med mine lyde oveni deres egne?

Jeg tænker en masse folk går rundt og kæmper med ‘hvorfor?’ lige nu. Al den uvante tid til at fundere. Til at mærke efter.

‘Hvorfor?’ kan være skræmmende, for måske lurer et svar, der betyder, at du er nødt til at forandre noget. Dig selv. Dine omgivelser. Dine omstændigheder.

Hvorfor bor jeg, som jeg gør? Med dem jeg gør? Hvorfor har jeg fordelt min tid, som jeg har? Hvorfor er jeg ikke glad om morgenen, når jeg vågner? Hvad skal der til for at vågne glad om morgenen?

Ikke drukne i ‘hvorfor?’.

Det du kan gøre noget ved nu – gør dét. Det du ikke kan fikse lige nu – læg en plan. Det du nok aldrig får svar på – giv det til månen <3

‘Hvorfor?’ har sin tid. Mærk jorden under fødderne. Læg nakken bagover og sug himlens storhed ind.

Vi er bare små lysende støvkorn i forhold.

Overgiv dine ‘hvorfor?’ til Månen. Månen trives med den slags. Månen kan klare det. Vend dig mod Solen og lad den brænde de sidste rester af uro af dig. Bliv her et stykke tid, hvor alting er, som det ser ud.

Det er, som det er. Lad det være sådan.

Vis ‘hvorfor?’ hen til døren.

Hvem er du, når du slipper?