Less facing reality – more creating reality

Det er en søndag aften med vintertid. Det lyder vådt udefra, jeg har sjal om skuldrene, ild i vægen og en god del afkrydsninger på weekendens helt tåbeligt lange to do liste. Jeg traskede rundt om Egå Engsø i dag med ældsteveninde, som traskede rundt i Randers, i øret. Må erkende jeg satte mig på en god del af taletiden.

Jeg er glad. Tryg og glad.

I torsdags havde jeg debut som prof musikquizmaster. Jeg fik idéen, og jeg fucking gjorde det.

Jeg er helt oppe at køre over, hvor langt ude det er, det jeg har gang i. Jeg overvejer at anskaffe mig quizmasterudstyr bestående af en vest med frynser og cowboybukser med evighedsknæ af den slags, der gør alles røv firkantet. Knalde brillantine i håret. Jeg har ingen anelse om, hvorfor det lige er sådan, jeg tænker en musikquizmaster ser ud. Jeg har da aldrig selv set én med det udseende.

Jeg er vant til at stå for arrangementer fra min tid som folkebibliotekar. Men denne gang kunne jeg købe præcis de øl, jeg havde lyst til. Jeg behøvede ikke at være nervøs for, om en oplægsholder ville komme og give det kedeligste foredrag i mands minde og spilde mine låneres tid. Det var mig, der havde den. Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad musikken kan.

Flow or not to flow

Der er perioder i vores liv, hvor tingene bare kører, det flasker sig. Ideer, hjælp, genstande kommer til dig, inden du nærmest har nået at tænke på, at du måske mangler noget.

Sådan har mit liv ikke lige været et stykke tid. Det har måske været lidt mere.. ikke ligefrem slæbende som i vanartet ekstralangt og tungt ben… men jeg har skullet arbejde for hvert et lille fremskridt. Kom der et plus, fulgte der helt sikkert et minus (så begynder man jo at blive lidt skeptisk over for plusserne 0_0).

Men når det drejer sig om den længst ude idé, jeg nogensinde har fået – og sat i værk – så skal jeg lige love for, der er flow. Folk bakker op. De kommer. De morer sig. De gider give feedback. Jeg har fået to jobs på lokale biblioteker til foråret. Jobs, der bare flød ind i armene på mig. Og de arme har været vidt åbne og klar et stykke tid nu. Det giver mig energi både at lave quizzen og afholde den. Det er jo ikke overhovedet ikke givet, at vores arbejde giver energi.

Jeg er fuld af taknemmelighed over at musikken findes. Taknemmelig for alle dem der hjælper med sparring og skepsis (skepsis tvinger dig til at gennemtænke dine valg, til du er sikker). Taknemmelig for hands-on hjælp med at bære ting, lave kaffe, møde op i højt humør. Taknemmelig for folk, der føler det samme som mig: musik er en sjælesamler og glædesspreder. Taknemmelig for alt det jeg allerede har lært af første gang.

En af mine yndlingsrunder i musikquizzen er ‘Hvad synger de så?’-runden. Vi hører en del af et nummer, så stopper jeg lyden, og et udvalgt hold skal (helst) synge næste linje. Hvis de altså kan jo. Jeg troede oprindeligt, folk ville være for generte, men sådan er det ikke. Har deltagerne en ide om, at de bare sådan nogenlunde kan teksten, så synger de. Det gælder jo point og i sidste ende æren! Det er en enormt hyggelig runde. Baby, can I hold you er perfekt til sing-along, og vi tog lige lidt ekstra tid med den, så alle vi andre kunne få lov at synge med, da pointet først var i hus.