Længsel
Substantiv ǀ bøjning: -en, -er, -erne
Længsel er en følelse af mangel. Et hul i maven. Et stort tomt værelse med en enkelt sommerfugl flagrende rundt.
Længsel kan spænde fra et kortvarigt pust til et voldsomt besættende og altoverskyggende fokus på det, man længes efter. Den lille længsel kan atter forsvinde med en fart som et firben, der blev set. Den grumme vil hænge om dig som et fastgroet sørgeslør, der farver alle dine oplevelser i et skær af nostalgi grænsende til sorg.
Ét menneske kan have tilbøjelighed til længsel, mens et andet kun behøver dyppe en tåspids i følelsen af, hvad der ikke er, før de oppe på fast grund igen og videre.
Ordet skal bruges med omtanke. ’Jeg længes efter en ordentlig syg bil’, er ukorrekt brug. Her vil det være mere passende at sige ’jeg har lyst til en ordentlig syg bil’ alternativt ’jeg har brug for..’, hvis man hælder til det dramatiske.
Længsel kan aktiveres ved synet af en smuk rød måne, der minder dig om andre måner, engang du var en anden. Måske beundrede du denne røde måne på en anden breddegrad. Måske længes du efter den, du var, det du følte engang eller bare en tid, hvor du i det mindste var et andet sted end her i dette nu (se Nu).
Længsel er i et bestemt lys, i dugdråber og keyboard/guitar-introen til TV2’s ’Bag duggede ruder’. Længsel kan stå på lur og kaste sig over dig, fordi du ser én gå på en bestemt måde eller hører en stemme, der vækker minder.
Klaverets stemmer kan skabe en længsel, hvor der ellers var ro. Se filmen The Piano. Både film og soundtrack er skabt af mennesker, som kender til længslen, der har fået fat om dine rødder, hvorfra den vokser vildt.
