Kunsten at lytte
I en verden der sprøjter informationer ud, kan det faktisk godt virke som om, vi ikke bestiller andet end at absorbere. Men hvornår lytter vi sådan rigtigt? Fokuseret? Til os selv, til hinanden?
I dag var jeg til en præsentation af HiFi Klubbens kampagne Welcome Listernes og baggrunden for kampagnen. Det handlede – som navnet antyder – om at lytte. Det var interessant at høre om firmaets betragtninger i forhold til, hvordan lytning er blevet en ting, vi gør samtidig med noget andet. Vi tjekker snaps, mens vi er på café med vennerne. Vi hører lydbøger, mens vi rydder op. Spørgsmålet var, om vi måske skulle prøve at gå tilbage til at lytte til én ting af gangen. Bare fra tid til anden. Og så lytte ordentligt efter.
Nu er HiFi Klubben jo et firma, der gerne vi sælge deres varer, så selvfølgelig foreslår de, at når man beslutter sig for at prøve at monotaske lytning, så kan man jo vælge at lytte med nogle ordentlige højtalere. Men det er jeg sådan set enig i, så det er jo fint.
Lyttetemaet i mit liv
Mens jeg sidder der og lytter, tænker jeg, at det jo er det, jeg prøver at formidle selv. Fokuseret lytning. Når jeg laver en musikquiz, handler det om at lytte – sammen. Det bedste for mig som quizmaster er at sætte et instrumentalt filmtema på, for så er de fleste nødt til virkelig at koncentrere sig om, hvad det er, de hører.
Prøv lige at give dig selv et par minutter med den her ↓↓ og lukkede øjne, inden du læser videre.
I dare you!
Temaet fra American Beauty berører mig altid voldsomt. Selv på dårlige computerhøjtalere. I dag husker jeg på, hvordan det er at lytte med lukkede øjne i et rum med ordentlig lyd. Via ordentlige højtalere der formidler musik gennem vibration ikke bare i dine øregange, men op gennem dine fødder.
Min bedst tænkelige fremtid
I går afholdt jeg Damesalon i stuen. Når jeg inviterer til Damesalon, kommer gæsterne på arbejde. De skal medbringe et cirka 10 minutters oplæg om noget, der ligger dem på sinde. Dette var første forsøg med fastlagt tema: Min bedst tænkelige fremtid.
Jeg opfandt Damesaloner af nød. Jeg har hørt, at livet er, hvad vi beslutter at skabe, så jeg skabte en form for kommunikation, der matcher mine behov.
Der er generelt for mange overfladiske interaktioner i et almindeligt liv, og jeg er sgu tilsyneladende ikke for snu, for jeg kommer altid til at investere for meget af mig selv. Problemet er, at i for store mængder dræner det mig for energi (introvert much? ;)) .
Med Damesaloner optimerer jeg samvær, så det passer til mig: Et overskueligt antal gæster. Vi lytter til hinanden. Alle får tid til at folde deres historie ud. Det hele foregår i godt selskab med mad og kaffe til. I et afgrænset tidsrum.
Når vi lytter med alle sanser
I går kom de så. Nogen af de vigtigste damer i mit liv. Lagde deres tanker og ord om en uvis, stærkt ønsket eller frygtet fremtid ud til os andre. Det var en meget rørende og berigende oplevelse.
Det damesalonen kan er at give os tid. Tid til at tale om det der er vigtigt uden afbrydelser. Give alle PLADS (hvilket kan være angstprovokerende). Men vi får også en chance for bare at lytte.
Når andre mennesker fortæller, hvad det har gjort ved dem, at skulle formulere deres bedst tænkelige fremtid derfra hvor de står nu, siger de en helt masse ud over de udtalte ord. De siger også alt det, der ikke kunne komme på papiret. De fortæller om deres nuværende livsvilkår ikke bare i ord, men i holdning.
Når vi ikke skal andet end at lytte.. Når dét er opgaven: bare LYT! Så er lytning så ufatteligt meget mere end modtagelse af lyde ved hjælp af høresansen. Så lytter vi pludselig til krop, til intonationer, til vores egen reaktion. Det er min oplevelse, at vores reaktion på andres taletid bliver langt mere fysisk end mental, når vi ikke sidder og tænker i respons og svar.
Når opgaven er bare at være til stede og lytte, lytter vi også med kroppen.
Jeg håber, du forstår, hvad jeg mener?
