En ubehagelig pakke

I dag prøvede jeg så det hersens radio 24/7 og et Iben Zeuthen interview for første gang. Jeg har hørt Zeuthens programmer omtalt tidligere, uden at det har fået mig til at reagere, men nu blev min opmærksomhed henledt direkte på dette program, hvor Zeuthen forsøger at interviewe Ghita Nørby.

Jeg opsøger normalt ikke ubehageligheder, men åbenbart har jeg været så meget væk fra problematisk menneskelig adfærd i min tid som hjemmegående, at jeg trængte til et skud.

Ingen formildende omstændigheder

Fra det øjeblik Ghita Nørby åbner døren for sin gæst, opfører hun sig, som om hun er med i et skuespil af August Strindberg (det er ham, der virkelig forstod at skrive en modbydelig kvinde). Og det tror jeg på en måde også, hun tror, hun er.

Iben Zeuthen opfører sig til gengæld, som om hun er ude af stand til at sætte grænser og bliver i en situation, hvor hun bliver hånet og svinet. Måske bliver hun for resultatets skyld, men intet er dét værd. Ikke et job. Ikke et forhold. Intet.

Mens jeg lytter, kan jeg ikke bestemme mig for, hvilken af de tos opførsel, jeg finder mest træls.

Stedmoderens eller Askepots. Hvad siger du?

Jeg kan forestille mig, at det program er blevet omtalt til højre og venstre. Det er et ufatteligt dårligt interview, men et ret godt portræt af dårlig opførsel. Det er ubehageligt og udstiller både interviewer og ‘offeret’, som Ghita Nørby så vældig ironisk omtaler sig selv.

Hvis der er et offer her, er det sørme god opførsel og ansvar for eget velbefindende. Men de to får da også et gevaldigt los.

Jeg er ret ligeglad med skuespillerindens rygte. Hun kan klare det. Dem der elsker hende på grund af hendes skuespil, vil æde den her med. Vi æder snyd, egoisme og humbug hele tiden, hvis det passer ind i vores personlige kram.

Når jeg skriver dette indlæg, er det en reaktion på det nedrige i, at dette program bliver sendt. Det er udstillende såvel som selvudstillende. Der er intet formildende i dette interview. Når Nørby og Zeuthen rent faktisk ender med en form for samtale, skyldes det kun, at journalisten lægger sig helt ned.

‘Fortæl mig, hvorfor jeg er dum’, siger hun, og lige dér forstår jeg faktisk Nørbys trang til at jorde hende. For enten har Zeuthen hang til det selvpineriske, eller også er hun nedladende.

Take your pick.

Sensationspresseetik

Det lyder som om Zeuthen har forberedt sig rigtigt godt til dette interview, hvilket hun da også gør rigtig meget ud af at påpege, men det hun kommer hjem med, er ikke godt. Der er ikke noget nyt under solen. Interviewet er dårligt, og burde have været skrottet.

Med mindre..

Med mindre selvfølgelig Radio 24/7 er ret ligeglade med god journalistik og i bund og grund er et sensationsformidlende medie.

Jeg kan bære over med en hel masse amatøreri, hvis det er i det godes og glædens tjeneste. Det er dette ikke. Det er klassisk oppisken af dårlig stemning. Hvem fanden har brug for mere af det?

I’m out

Læs eventuelt lidt op på August Strindberg hos Forfatterweb. August var sjovt nok et kunstnerisk geni, men personlighedsmæssigt en røvbanan . Niels Vestergaard har skrevet et underholdende portræt, der er uventet saftigt og ligefremt, mediet taget i betragtning.