Karantæneliv – Den døde murer
For et par uger siden opsagde min sovesofa uden varsel samarbejdet. Nu ville den kun være sofa. Det er på den ene side godt nok, så har jeg stadig en sofa. På den anden side var den klart bedst til at være seng.
Nu flytter jeg så min pænt tunge futonmadras ned på gulvet om aftenen og op igen hver morgen, mens jeg i god ro og orden leder efter et nyt (brugt) stel.
For mange år siden var jeg med til at flytte en futonmadras i størrelse stor. Futonmadrasser er tunge og afsindigt uhandy. Os der har prøvet at flytte med futonmadras, vil helst ikke gøre det igen. Vi skal helt sikkert noget den dag.
Denne flytning var ikke bare at hive/skubbe en madras op fra gulvet, men sådan en rigtig flytning med trapper, støn og forbandelser. Jeg ved ikke, hvem der fandt på det, men futonmadrassen blev omdøbt til ‘den døde murer’.
Her i dag slår det mig for første gang, om murere egentlig er specielt tunge? Hvorfor ellers lige en død murer? Er der mon nogen, der ved det?
Det sociale menneske i karantæne
Nå men ud over at jeg er begyndt at undre mig over ting, der blev sagt for 15+ år siden, er jeg umærkeligt ved at få et tættere forhold til min madras. Jeg elsker min madras, jeg fortæller den det jævnligt, den løfter mig op. Men nu er den jo så lidt tung, og der var lige en morgen, hvor jeg havde brug for en dyb indånding, inden jeg begyndte at bakse med den.
Jeg taler til mig selv. Til min computer, til fuglene udenfor og nogle gange til opvasken. Men da jeg beder min højt skattede døde murer, om den eventuelt gider samarbejde bare for en enkelt gangs skyld, er det udtryk for et karantæneskred. En del af mig tror faktisk, at min døde murer vil være lidt mindre besværlig, nu jeg har givet udtryk for mit behov for hjælp.
Så hvordan går det med din karantæne?
Er du også godt i gang med at udvikle forhold, du ikke lige havde set komme?
