Kærlighedserklæring til en mark (I love you, goodbye)

Om halvanden måned siger jeg endeligt farvel til marken bag rækkehuset. Farvel til livet i og omkring den, farvel til udsigten. Jeg siger en lille smule farvel hver dag for at vænne mig til tanken. Og så siger jeg tak. Tak for alle de oplevelser den har givet mig. Tak for alle de gange den har rummet mig og reddet mit humør.

Forrige midnat er oplyst af halvfuld måne og genskinnet fra den tåge, der ligger over marken. Jeg tripper ned mellem træerne i læhegnet. Tripper, fordi to ugers frost har sluppet jorden, som var det ingenting, som var jordknoldene ikke som sten at sparke til dagene før, og nu er her glat.

Der er forholdsvist langt fra min position til det sted, hvor tågen pludselig gør alt underligt diffust. Jeg kan se den 10 centimeter høje vintersæd, kan endda se dens grønne farve, men træerne ovre ved æblemanden er kun underlige antydninger af noget, der måske, måske ikke er.

Her er ikke mørkt, og de eneste lyde er de tågeforstærkede sus fra motorvejen. Alligevel tager det lidt tid at få styr på den sitren, der har bredt sig i mit nervesystem. Alt er så anderledes i tågenætter og så alligevel sig selv. Jeg kan bare ikke SE, om alt er, som det plejer, og så går reptilhjerne automatisk på orange.. mindst.

Marken rundt

Jeg har travet den mark rundt, ofte flere gange om dagen, hvis jeg trængte til luft uden andre mennesker. Jeg har mødt sprintende harer næsten hver gang. Rådyr, fugle. Har lyttet fuldstændig bjergtaget til lærkerne, duftet til korn og muld, mærket de forskellige konsistenser af sne.

Jeg har vandret pænt langs skellet, når marken var sået til. Tværs over de stikkende stubbe i sensommeren og sjosket gennem søle, der gjorde turen til ren styrketræning ved at tilføje 1,5 kilo mudder til hver af mine sko.

Ofte har jeg haft fjerskatte med hjem. Brune, stribede, sorte med blåt skær, hvide, grå, lyseblå.

Timerne ved marken

Jeg har mediteret her. Lyttet til musik. Skrevet utallige ord og tudet en del. Jeg har lyttet ud og lyttet ind. Set på fugle, nogle gange med nakken så længe tilbage, at den var stiv at rette op igen. Lyttet til ørnenes karakteristiske skrig og er styrtet ind efter kikkerten, fordi Egå Engsøs største beboere var taget på tur til nabolandsbyen. Det er som regel, når ungerne er blevet tilpas gamle, at de skal ud at prøve kræfter med en lidt længere tur. Det er en kæmpe gave at kunne stå i bunden af en rækkehushave og iagttage ørne glide over himlen.

Jeg har siddet her fra eftermiddag, hvor solen bagte insekter på mine arme, til den forsvandt bag æblebondens tagryg. Jeg har siddet her så ofte, at jeg næsten uden tøven tager det rigtige udstyr med.

Det er blevet til utallige forsøg på at dokumentere en smuk himmel, solnedgang eller alt det intense LIV en kornmark emmer af. Mere end én gang har jeg bandet over at have begrænset mig til mobilkamera.

I love you, goodbye

Mens jeg står under en halv måne i skellet mellem en gammel dag og den nye, er jeg i sorg. Jeg er mere knyttet til landskabet, end jeg nogensinde blev til de vægge, der har omgivet os de sidste syv år. Det er blandt andet derfor, jeg rykker os videre. Jeg vil bo et sted, jeg kan MÆRKE. Jeg vil knirkende gulvbrædder, fornemmelsen af liv levet, skæve vægge. Jeg glæder mig til at komme hjem.

Og det er farvel til en mark, men månen tager jeg med mig.

Månen vil altid være, hvor jeg er.