Iværksætter. Ready. Set. Go
Skriveworkshop. Damesaloner. Musikquiz. Booktalks. Romanforfatter. Blogger?
At være idérig har både fordele og ulemper, også som iværksætter. Fordelene er indlysende, ulemperne kan blandt andet være, at det kan være helt åndssvagt svært at fokusere. Hvilken idé skal jeg gå med? Den der lyder sjovest? Den der udfordrer mig? Den der lyder lettest at ’sælge’? Den der helt klart vil være flest penge i, hvis jeg får det fra jorden?
Det er gået op for mig (igen), at jeg ikke kan TÆNKE mig til svaret. Jeg bliver nødt til at prøve tingene af.
Det er et år siden, jeg sagde mit job op. Jeg har gået og tænkt. Indhentet oplysninger og blevet klogere. Måske har jeg haft brug for den tid, til at blive klar.
Gør det du ved noget om
I lørdags afholdt jeg min første prof skriveworkshop. SKRIVEBOOST er for folk, der tænker rigtig meget på at skrive, men det med at få ordene ud af hovedet og manifesteret på papir eller skærm halter det gevaldigt med.
Der findes et væld af skriveworkshops. Om dialog, genrer, erindring, sætningsopbygning. Jeg har lavet en workshop med ting, jeg ved noget om. Trang til ord og hang til blokeringer. Jeg har den viden, der skal til, ellers ville jeg aldrig slå en skriveworkshop op. Spørgsmålet er, om jeg også er en god facilitator.
Tre skriveblokerede individer melder sig til. Det er i underkanten af, hvad jeg havde sat som minimum for at gennemføre kurset, men det går op for mig, at jeg jo har lavet alt forarbejdet, og at jeg nok ikke vil have gejsten til at slå en ny dato op, hvis jeg aflyser den første.
Det viser sig at være et helt fantastisk øvehold i en helt i orden størrelse.
Du kan, men tør du?
Der ligger altid noget til grund for vores overspringshandlinger. Det er ikke for sjov, når vi ikke gør det, vi virkeligt har lyst til. Ofte tør vi ikke engang erkende, at vi har lyst..
Det er bare noget, vi går og ’roder lidt med’.
I dagens anden skriveøvelse sætter jeg holdet til at skrive 10 minutter ud fra ordet kreativitet. Alt gælder. Eneste regel er, at man IKKE må læse bagud, hvis man går i stå. Der. Er. Kun. Frem. Jeg har egentlig tænkt, at 10 minutter kan være lang tid, hvis man er blokeret, men alle går øjeblikkeligt i gang. De skriver, til jeg siger, at tiden er gået. Hvis jeg ikke var helt hundrede på, at der er brug for den her slags skriveworkshop, har jeg lige fået beviset.
De kan godt skrive. De gør det bare ikke.
Jeg sidder og bliver totalt overvældet af de her tre mennesker, der sagtens kan skrive. Som giver den totalt gas med pennene og er så koncentrerede, som man kan blive. Og jeg mærker det ansvar, jeg har påtaget mig. At hjælpe. Jeg ved jo fra mig selv, at det ikke er for sjov.
Manglende egenomsorg
Workshoppen er en blanding af skriveøvelser (bare SKRIV for pokker) og coaching. Flere af skriveøvelserne er ren psykologi.
Vi har både fokus på, hvorfor deltagerne gerne vil skrive, og hvilke undskyldninger de har for ikke at gøre det. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at de skriver uafbrudt på deres undskyldninger i stive 10 minutter.
Jeg ved allerede på forhånd, at der vil være en stor fællesmængde undskyldninger, og at vi alle uden problemer vil kunne relatere til resten. Det er et godt og trygt selskab at være i. Et selskab hvor alle excellerer i mere eller mindre lamme undskyldninger.
Men hvis du kan se det, kan du bekæmpe det, og nu går vi i kødet på dem.
Læs også ordbogsopslaget om Overspringshandlinger.
Mens mit hold skriver, tænker jeg på, om man kan kategorisere undskyldninger? Den første kategori kalder jeg ’Manglende egenomsorg’. Jeg scanner hurtigt diverse undskyldninger, vi kan have for ikke at skrive og indser, at jeg fint kan stoppe ved dén ene kategori.
Man behøver ikke andre.
Der er absolut ingen god grund til at undlade at skrive, hvis du har lyst til at skrive. Det går ikke ud over nogen (med mindre, selvfølgelig, du lever under et totalitært styre, hvor den almægtige leders følelser nemt bliver sårede). Det går tværtimod ud over dig selv, når du undlader at følge din trang til at sætte ord på dine tanker.
Det eneste problem jeg lige kan se i at afholde skriveworkshops som denne er, at jeg faktisk er lidt mornervøs nu og alvorligt overvejer at følge op på, om de nu får lavet deres lektier.
Ellers #altergodt
Egenomsorg
Jeg kan godt lide ordet. Hvorfor er noget egenomsorg helt okay, imens andet er lidt mere blacklisted?
Hvorfor er det super fjong at gå op i at spise sundt, for dit eget helbred naturligvis?
At træne røven ud af bukserne, så flere måske føler lyst til at komme i selvsamme bukser.
Imens det at gå i koma til god musik på stuegulvet afføder kommentarer à la: Jamen, lavede du ikke andet hele lørdag?
Skrive løs i tre timer, er det ikke lidt useriøst? Hm. Hvad nu hvis det gør mig glad i låget?
Min egenomsorg består i at køre i bil to timer om dagen. Jeg har valgt at arbejde langt væk. Det giver gode kørepenge og det er to timers musikterapi hver dag. Jamen, hvorfor finder du da ikke et arbejde tættere på? Hm. Hvad så med min egenomsorg i form af musikterapi – og selvbestaltet og selvudført sangundervisning?
Hvem bestemmer grunden og behovets gyldighed?
Der er kun dig selv, ikke, til at bestemme behovets gyldighed. Der er ingen andre, der helt kan sætte sig ind i, hvordan jorden føles under dine fødder.
Jeg har ikke tænkt på det som musikterapi, men jeg er helt med. Bilture og musik er noget af det bedste ever <3 En overgang prøvede jeg med lydbøger, fordi det virkede så praktisk at bruge pendlertiden 'fornuftigt'. Men fuck fornuftigt. Hvis der er mulighed for at høre musik, så hører jeg musik. Og synger. Højt. Godt at vide at vi er mindst to Susanne 😀
Kh / Christina