I toget

Hvid skjorte, hvid undertrøje, sorte bukser og brune ruskindssko. Noget overraskende brager rock ud fra hans telefon, da han begynder at pakke sammen og gøre sig klar til Odense. Jeg griner lydløst til ham. – Det er min søn, siger han. – Det er godt

Jeg elsker at rejse sådan her. Togets velordnede gyngen. En taske, mit hoved og min kuglepen

Nu taler han til mig igen. Spørger til bogen jeg læser, fordi den får mig til at smile. Jeg vil gerne svare ham, men føler mig bundet af konventionerne for, hvad man gør og bestemt ikke gør i stillekupeer. Samtidig er jeg også under kraftig påvirkning fra almindelig god opførsel, der byder mig at svare. Jeg svarer kort, stille og venligt, at det er sært men godt. – Det er en lille sag, fortsætter han, og nu smiler jeg stort til ham, fuldstændig i vildrede. Skal jeg sige til ham, at vi altså ikke kan have en samtale i en stillekupé – og i så fald rent faktisk tale?

– Det er jo ikke ligefrem en kendt forfatter, prøver han så, og nu kan jeg næsten ikke holde til mere. Jeg har jo lyst til at fortælle ham, hvad det er forfatteren gør, der får mig til at grine. Har lyst til at fortælle ham, hvorfor man skal læse netop denne lille sag. Jeg vil enormt gerne anerkende hans indledning, for jeg kan godt lide den måde, han har været venlig over for sine medpassagerer og hans direkte blik, og jeg vil gerne svare i samme ånd

Kupéreglementet får lov at vinde.

Efter han er stået af, vandrer blikket. Fesne hænder hvor end jeg ser hen. På nær den ældre dames skråt over for. Hendes fingre let krogede. Lidt løsere hud omkring leddene. Velplejede, skinnende negle mod en brun hud. Hendes hånd ser sund ud. Stærk.

Toilettet lugter af urin, præcis som det bør i et tog. Der er én, der har ridset ’HVOR’ i vasken. Det må du nok spørge om. Normalt ville jeg spørge ind til omstændighederne omkring dette ’hvor’, men jeg er begyndt at tro, at svaret under alle omstændigheder altid er ’her’.

På turen tilbage efter seminar kan jeg meget bedre lide de hænder, jeg ser. De er slidte, runde, slanke, ringfyldte, rundklippede. Ikke ét par fesne hænder inden for rækkevidde

Digteren der engang skrev, at man bare skal slå ud med armen, den falder ikke af, trisser gennem togvognen.

På dette toilet er ordet ’EASE’ ridset i vasken. Pragmatikeren vil jo straks anføre, at det sandsynligvis er en bemærkning til selve det at give slip over tønden. Jeg vælger at tro, det er samme person som ridsede ’hvor’ på udvejen. Ligesom jeg, har han haft en dejlig dag. Så dejlig at eksistentielle spørgsmål er trængt bort. Nu er han træt, mæt, måske ligefrem opløftet, endelig på vej mod hjem.