Huskeliste
Husk at vande blomsterne. Udenfor. Indenfor. Orkideen hver syvende dag. Reagere på breve fra offentlige myndigheder og firmaer der potentielt kan tage varme, vand, tv, tilskud fra dig. Husk at få dine børn i skole og børnehave. Hver dag. Helst rene, påklædte, med madpakke og i godt humør. Husk at det også gælder dig selv. Husk fødselsdage og hilsener og husk at være høflig overfor fremmede, venlig over for bekendte og hjertelig overfor dem der står dig nær. Husk at du glemmer. Husk at få dine kys. Husk at give tilbage. Husk at lege. Husk at nogle lege tager du meget alvorligt. Husk at smide ud. Husk at gemme. Husk at give og at ikke alle gør det samme. Husk at det er okay. Og du er okay. Husk at sprækker og frafaldne knapper ikke syr sig selv. Husk at rydde op. Husk musikken, kunsten, bøgerne. Husk at hjernen skal have ro for at kunne huske. Husk det vigtige og glem det uvæsentlige. Husk hvad der er hvad. Husk at alt godt kommer til den der venter, men husk også at Gud hjælper den, der hjælper sig selv. Husk at sige hvad du vil have. Og prøv at huske hvad det så helt præcist er.