Hjertesager
Jeg voksede op i et rødt hjem. En blanding af rosenrød og russerrød. Politiske samtaler foregik med brændende øjne, rødmossede kinder og rumlende stemmer. Faktisk har jeg i mit voksenliv måttet opgive at diskutere politik med flere fordi folk troede jeg var sur på dem og bakkede ud af samtalen med nedslåede blikke. Det er vildt pinagtigt. Men det var jeg måske. Sur på dem. Jeg er ikke helt sikker. Jeg tror bare jeg lærte som barn, at når man brænder ordentligt, så kan det høres.
På torsdag skal vi stemme til Folketingsvalget. Jeg har skiftet parti en del de senere år. Fordi ingen taler om et samfund som det jeg mener vi bør have. Jeg tror ikke længere på det system, vi har bygget vores samfund op omkring. Et system der styres af penge og hvor alting kommer til at handle om fordelingen af disse.
I stedet for mennesket.
Jeg stoppede lidt med at snakke politik. Jeg blev så træt af at blive kaldt naiv. Gav til sidst op over for alle de i bund og grund fantasiløse væsener, der nægter at forestille sig en verden helt forskellig fra den vi lever.
Men jeg mener vi har glemt, at budgetter er et hjælpemiddel – ikke selve hensigten med livet.
Vores børn skal testes fra de er så små og sårbare og endnu ikke kender deres værd. Og det skal de – og det siges helt åbenlyst – fordi de skal trænes til at blive kommende gode små arbejdsbier. Et fremtidigt konkurrenceelement er hvad vores børn er reduceret til. Udluget er glæde. Fravalgt er leg. Nedprioriteret, at deres små modellérbare hjerter kunne lære om kærlighed og medmenneskelighed og at skabe nyt i den ånd. I stedet skal de så hurtigt som muligt lære, at nogen er bedst og der er ganske få ting det er vigtigt at være bedst til. Det er helt ubegribeligt for mig hvordan nogen kan tro at så snæver en tilgang til det enkelte menneskets muligheder, får det bedste ud af de fleste.
Vi lever i en verden hvor firmaer sidder på medicin der kan redde liv. Penge bestemmer om et menneske skal reddes. Penge bestemmer hvad der skal forskes i og det på trods af, at alle godt ved, at en helt masse nu helt uundværlige opfindelser i tidens løb er dukket op som sidegevinst på grund af at nogen har forsket i én ting – og så er faldet over noget helt andet.
Penge er den grund vi synes er god nok til at nægte mennesker der flygter fra krig og nød ophold hos os.
Jeg har aldrig påstået, at jeg har løsningen på alle verdens problemer. Og jeg har klappet i et utal af gange når jeg er blevet mødt med det åbenbart evigtgyldige argument ’jamen sådan hænger verden jo ikke sammen’.
Nu er jeg blevet gammel nok til at acceptere at mit hjertes svar måske lyder som et barns for dig, men:
Hvem siger det?
