Vel kan du så lære en gammel hund nye tricks

Det er slut med dårlige undskyldninger for ikke at kunne lære noget nyt. Med mindre din hjerne har en alvorlig skade, kan du IKKE blive for gammel til at blive klogere. Du kan være for doven, og by all means, vær doven, bare slap lidt af med undskyldninger som den i overskriften.

Jeg sætter mig ned for at skrive taknemmelighedsdagbog, men det stritter meget hurtigt i flere retninger.  Jeg føler trang til at forklare, hvorfor det er så god en idé med taknemmelighedsdagbøger. Teksten handler stadig mere om hjernen, så til sidst deler jeg indlægget op i to. Taknemmelighedsdagbogen kan du klikke over til i bunden af dette indlæg, hvis du er frisk på mere.

Din hjerne er opmærksomhedsdrevet

Som lektør læste jeg faglitteratur om hjernen. Det er vildt interessant, hvordan den fungerer. Da jeg voksede op, mente man, at hjernen var færdigudviklet, når vi var omkring 20. Det var så det. Her var, hvad vi havde at arbejde med resten af vores liv. Videnskaben har imidlertid skiftet mening. I dag siger forskningen, at vores hjerne udvikler sig livet i gennem, og vi kan bearbejde den på helt specifikke områder.

Det er så meget på linje med det New Age folket altid har sagt, at det er sjovt.

Vores hjerne er plastisk. Organisk. De områder du giver opmærksomhed vokser.

Et helt lavpraktisk eksempel: Folk der strikker eller hækler meget, kan sidde og høre lydbog eller se fjernsyn, mens deres hænder nørkler derudaf med svimlende fart. Vi ved godt, det skyldes, at de har øvet sig en hel masse, men tænker du over, hvordan det virker?

Automatstrikkedamen startede også engang med to pinde, der lå uvant i hænderne, en bold af garn og en dyb indånding. Og så blev hun ved med at tage pinde og garnnøgle frem. Igen og igen. Det er ikke hendes hænder, der strikker udenad, mens blikket er fæstnet på noget andet. Bevægelsen ligger i hænderne, javel, men det er hjernen, der sender besked om, hvad der skal ske. Det er også hjernen, der fortæller dig, at det her kan du godt. Du kan godt strikke uden at kigge.

Erfaringer skaber nye forbindelser

Jo flere gange vi gør en ting, des flere nye! forbindelser skabes i din hjerne på det aktiverede område. Dermed bliver i stand til at forbedre os yderligere.

Er det ikke bare skide fantastisk?

Det virker så også den anden vej. Når vi alle sammen bruger Google Maps – eller hvad nu iPhonefolket bruger 😉 – så træner vi ikke den del af vores hjerner, der hjælper os med at orientere os.

Så håber du måske, at den del af din hjerne du for det meste lader i fred, bare opretholder status quo. Desværre kan du sætte et stort fedt lighedstegn mellem, hvordan hjernen virker, og hvordan det fungerer, når du træner (resten) af din krop.

Ligesom vi kan vinde hjerneområder ved at give noget opmærksomhed, taber vi hjerneområder de steder, hvor vi ikke træner.

Fra tid til anden er det en opvejningssag. Har du tid til at fare vild, fordi du insisterer på at finde vej uden Googles assistance? Måske træner du en anden del af din hjerne, fordi du kan høre lydbog i bilen i stedet for at fokusere på hvilken retning, du kører i.

Dit humør styres af din hjerne, styrer du din hjerne?

Og nu er jeg ved at komme frem til det, der sparkede det hele i gang: Taknemmelighed. Ligesom vi kan træne vores ryg stærkere og mere smidig. Lige som vi ved repetitioner kan skærpe vores evne til at huske. Ligeledes kan vi faktisk ændre vores syn på verden.

Det er en beslutningssag.

Jeg har tidligere skrevet om, at vores gener har stor indflydelse på vores grundlæggende humør (Viljen til at være glad i låget). Men 40 % af din opfattelse af verden omkring dig, styrer du selv.

Jeg havde en ret træls oplevelse i går med et frustreret og et grædende barn plus en lige så frustreret ex i én stor pærevælling. Det kommer som lyn fra en klar himmel, og sådan er stemningen, da de kører hjem til den anden ende af Hjortshøj.

Der sidder jeg så og er pænt tynget af tanken om, hvorvidt de nu skændes helt vildt derovre i et hav af tårer. Heldigvis varer det ikke så længe, så kommer der en sms fra børnenes far: Humøret er vendt. Alle har raset ud, og nu er der lettet efterraserus i huset.

Jeg sidder og er stadig ret påvirket af de tre andres humør. De er sammen, jeg er alene. Så nu har jeg et valg. Vil jeg blive i følelsen af at være blevet snigløbet af andres humørudsving, inklusive ex’s? Eller vil jeg gerne nyde resten af min aften ved at fokusere på taknemmeligheden over, at han viser omtanke ved at skrive og orientere mig om, at alle er okay igen, så jeg kan slappe af?

Jeg har dage, hvor jeg bare har lyst til at blive i sumpen. Det har jeg. Så sidder jeg der med mit halvfulde glas og ærgrer mig over, at jeg ikke engang havde en hel flaske til at begynde med. Men det bliver mere og mere sjældent. Som regel tager jeg nu fat i egne nakkehår og hiver humøret op igen. Fordi øvelse på øvelse er blevet til en erfaring: Vi kan ændre vores humør, ved at ændre vores fokus.

Det kan vi blandt andet gøre ved at fjerne tankerne fra det, der gør os i dårligt humør og fokusere dem mod det, der er i verden at være taknemmelig for. Og jo oftere vi fokuserer på taknemmelighed, des bedre bliver hjernen til at spotte nye ting, vi kan være taknemmelige for.

Læs eventuelt dagens andet indlæg med eksempler på ting at være taknemmelig for.