Hjem
Det er sent søndag aften, og her sidder jeg i vores nye hjem fra 1700-tallet. Mit skrivebord, min bærbare med surprise strømforsyning – man ved aldrig, om den virker – min kontorstol. Men når jeg løfter blikket, kigger jeg ikke længere ind i en væg. I stedet ser jeg på sprossede ruder, brunt træ, varm farve. Jeg har fået de vindueskarme, jeg altid har drømt om. Mange gange hvidmalede, dybe, lige til at lave udstillinger på.
En dag tager jeg billeder, men lige nu er her mørkt, og da det er så som så med mine elektrikerskills, er belysningen stadig sporadisk 🙂
Vi har boet her i elleve dage. De første otte uden varmt vand og med sygt susende radiatorer. Nu siger de ingenting. Når jeg er i bad, har jeg ikke lyst til at stoppe. Vi har nu sådan en fancy tingest med to brusehoveder, og jeg føler mig ganske enkelt lykkelig og rig, når jeg er i bad.
Der er ting hernede, i Kankbølle, i udkanten, som ikke er lyserøde. Det tog ikke så lang tid at opdage. Alle der ved bare lidt om udkanter ved også, at folk har forskellige grunde til at søge derhen.
Det tog ikke engang et døgn at vænne sig til at have seng for sig og sofa for sig. Faktisk tænkte jeg ikke over det overhovedet før nu. Det er utroligt nemt at vænne sig til et soveværelse.
Jeg kan mærke, der er et taknemmelighedsindlæg på vej. Jeg tænker også på at skrive et indlæg om trolde. Og et om sorg. Men nu er jeg træt. Glad, flad og træt 🙂
Vi tager Nick Mulveys Fever To The Form som dagens sidste input:
So Whether music or madness
Live by one of the two
By one of the two
Go on, fill your heart up with gladness
Not a moment too soon
Not a moment too soon
